Flyrejser er sædvanligvis ikke et problem på trods af, at iltniveauet i kabinen er en lille smule lavere. En tommefingerregel, kan man gå fra stuen til 1. sal uden pause, kan man tåle at flyve. Har man åndenød undervejs, så tal med lægen. Der kan være specielle forholdsregler ved fx svære medfødte hjertesygdomme. Er man i tvivl, så tal med din behandlende læge.

Hvis du har implanteret en pacemaker, bør du gøre opmærksom på det ved sikkerhedskontrollen. Selve sikkerhedskontrollen eller flyrejsen påvirker ikke din pacemaker.

Hvis du har behov for hjælp i lufthavnen eller på flyrejsen, har du mulighed for at benytte flyselskabets serviceordning. Kontakt det selskab, som du skal rejse med for yderligere information.

Husk at medbringe dit pacemakerkort.

 

Støttestrømper

Skal du ud på en længere rejse med bil, bus eller fly, så kan det være en god idé at bruge støttestrømper. Det kan nemlig være med til at forebygge en blodprop i benene.

Hjerteforeningen fraråder dog den lille gruppe patienter, der har betydeligt nedsat kredsløb i benene, at bruge støttestrømper ved flyrejser over Atlanten eller på andre lange rejser. Støttestrømper kan nedsætte blodgennemstrømningen yderligere og i disse tilfælde forværre symptomerne i form af smerter eller sårdannelser.

Åreforsnævring giver smerter i benene og gør det svært at gå. Hvis man ikke har åreforsnævring, er det en god idé at bruge støttestrømper. Fødder og ben kan hæve, når man rejser, og der kan opstå små blodpropper i de dybereliggende vener.

Hjerteforeningen anbefaler i øvrigt, at du drikker rigeligt med vand og laver venepumpeøvelser under flyturen.