Hjertelinjen bliver i øjeblikket kontaktet af mange hjertepatienter med bekymringer om, at coronavaccinen kan udløse anfald af atrieflimren. Sker det, skal man dog forholde sig til sin atrieflimren, som man plejer, understreger konsulent på Hjertelinjen.

Vi passer på hinanden!

Hjerteforeningen samler og deler viden om coronavirus (COVID-19) og hjertesygdom. Vi råder dig til altid at følge myndighedernes anbefalinger om bl.a. afstand, hygiejne, mundbind og andet. Få vores bedste råd om coronavirus på hjerteforeningen.dk/corona. Pas på dig selv - og hinanden.

Nogle hjertepatienter er bekymrede for, hvad der kan ske, hvis de får feber og efterfølgende atrieflimren som konsekvens af coronavaccinen.

Det fortæller Anne Marie Kurtzhals, der er konsulent og sygeplejerske i Hjerteforeningen. Hun sidder klar til at tage imod brugernes spørgsmål på Hjertelinjen flere gange om ugen.

For nylig tog hun imod et opkald på Hjertelinjen fra en ældre kvinde, som havde fået atrieflimren, nogle dage efter at hun var blevet vaccineret mod coronavirus.

– Hendes anfald var gået i sig selv, men hun var bekymret for, om det var alvorligt. Uden at kunne sige det med sikkerhed har hun formentlig haft feber, da hun oplevede anfaldene, siger Anne Marie Kurtzhals. 

Ikke alle feberramte får atrieflimren

Atrieflimren kaldes også for hjerteflimmer – eller forkammerflimmer – og er en rytmeforstyrrelse i hjertet. Den er kendetegnet ved at være uregelmæssig, og i nogle tilfælde medfører den en hurtigere puls.

Atrieflimren kan opstå i forbindelse med feber. Det er dog ikke alle hjertepatienter, som oplever atrieflimren, hvis de får feber, fastslår Anne Marie Kurtzhals.

Skal ikke forholde sig anderledes

Feber er en mulig bivirkning ved vaccinerne i Sundhedsstyrelsens vaccinationsprogram. Men som Anne Marie Kurtzhals bemærker, er det ikke anderledes end med andre vacciner.

– Der er ikke tale om en særlig slem variant af feber. Hvis man som hjertepatient får atrieflimren i forbindelse med feber på baggrund af coronavaccinen, skal man ikke forholde sig anderledes, end man plejer, siger hun.

– Som udgangspunkt har hjertepatienter modtaget vejledning i, hvordan de skal forholde sig, hvis de oplever atrieflimren. Det er ikke anderledes, fordi de oplever atrieflimren i forbindelse med feber forårsaget af coronavaccinen. Hvis de oplever andre symptomer, end de plejer, bør de dog kontakte egen læge eller den hjertelæge, som følger dem, siger Anne Marie Kurtzhals.

Mange undgår helt bivirkninger

De typiske symptomer på atrieflimren ud over uregelmæssig puls og hjertebanken, er blandt andet åndenød, træthed, svimmelhed eller smerter i brystet.

Anne Marie Kurtzhals fortæller, at det vil være meget forskelligt, hvilke symptomer hjertepatienter vil opleve, hvis de får atrieflimren. Hvis man da overhovedet oplever bivirkninger forbundet med coronavaccinen.

– Der er nogle, der vil opleve anfald, som blot går i selv igen, og så er der nogle, som vil skulle have behandling, for at det går væk. Men det er vigtigt at huske på, at der vil være rigtigt mange, som hverken får feber eller andre bivirkninger af coronavaccinen, slutter Anne Marie Kurtzhals.

Følg coronaen: Seneste nyt om forholdsregler og vaccination og masser af råd og vejledning til hjertepatienter her.