Tag dine forholdsregler og hold din mobil i en afstand af mindst 15 cm fra din ICD/pacemaker. Sådan lyder anbefalingen fra Hjerteforeningen, efter at Apple advarer mod, at de kraftige magneter i den nye iPhone 12 kan forstyrre en ICD/pacemaker.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Hvis du har en pacemaker eller en ICD, har du sikkert fulgt med i medierne i den seneste tid, efter at Apple udsendte en advarsel om, at den nye iPhone 12 kan påvirke din ICD eller pacemaker. Virksomheden anbefaler at holde mindst 15 cm’s afstand fra en pacemaker og ICD, da mobilen indeholder særligt kraftige magneter, som kan forstyrre pacingen eller stødene af hjertet.

Hjerteforeningens forskningschef, Gunnar Gislason, mener, at der er grund til at tage advarslen alvorligt:

– De kraftige magneter i iPhone 12 er særligt bekymrende for ICD-patienter, da ICD’en kan holde op med at virke. Det er derfor en god idé at holde din iPhone væk fra din ICD og din pacemaker, siger Gunnar Gislason.

 

Mistanke om elektriske signaler

Netop magneter kan forstyrre en ICD, som er en lille batteridrevet computer, der overvåger hjerterytmen og giver elektriske stød, hvis der opstår en farlig hjerterytmeforstyrrelse. En pacemaker er også en lille computer, som overtager den elektriske impuls i hjertet, hvis du har for langsom hjerterytme. Også den kan blive påvirket af fx en mobiltelefon.

– Vi har ikke videnskabelig dokumentation for det, men vi har mistanke om, at mobiltelefoner kan udsende elektriske signaler, der kan forstyrre en ICD/pacemaker. Så ud fra et forsigtighedsprincip anbefaler vi hjertelæger, at du ikke opbevarer din mobiltelefon i din brystlomme, siger Gunnar Gislason.

Henning Sørensen fra Aalborg har atrieflimren. Han bekymrer sig også om de nye mobiltelefoner og de stærke magnetfelter.

– Jeg har en datter, der fik en pacemaker/ICD efter fem hjertestop i 2008. Hvordan skal hun og andre forholde sig til al den elektronik, der findes i dag? Og hvor stor en effekt har strålingerne på en pacemaker eller en ICD? Det har ingen forsket i indtil nu, så vidt jeg ved, siger Henning Sørensen, som også er patientstøtte på Hjørring Sygehus. Her oplever han, at mange hjertepatienter spørger ind til emnet, fordi de er utrygge.

 

Bliver advaret

På pacemakerklinikken på Gentofte Hospital har flere patienter allerede ringet ind med spørgsmål. Det fortæller Jeanne Dahl Priess, leder af pacemakerklinikken på hospitalet.

– Vi forklarer, at de skal undgå at have deres mobil i brystlommen og holde den 15 cm væk fra deres ICD eller pacemaker. Det er i øvrigt vores generelle anbefalinger, som også står i vores informationsmateriale til patienterne, siger Jeanne Dahl Priess.

Patienterne bliver typisk informeret om anbefalingerne, dagen efter at de har fået indsat en ICD og/eller en pacemaker. Nogle ICD’er og pacemakere – afhængigt af mærket – udsender også et advarselssignal, hvis de kommer i kontakt med en magnet. Det kan både være godt og skidt, forklarer Jeanne Dahl Priess.

– Nogle bliver bekymrede og tror, at ICD’en eller pacemakeren ikke virker, mens andre ser det som en tryghed, siger hun.

 

Koblet til fjernovervågning

Jeanne Dahl Priess forsikrer, at selvom en ICD eller en pacemaker bliver udsat for magnetisk påvirkning, fx i en lufthavnsscanner, så vil de altid gå tilbage til de normale indstillinger og virke igen.

– Stort set alle patienter med ICD’er er nu tilkoblet fjernovervågning med en hjemmemonitor. På denne måde kan hospitalet løbende kontrollere ICD’ens aktivitet og se, om den har været udsat for en magnetpåvirkning. Er du i tvivl, kan du altid rette henvendelse til pacemakerklinikken og få råd og vejledning om diverse elektronisk udstyr, siger Jeanne Dahl Priess.

32.393 danskere levede med en pacemaker i 2019, mens 11.585 danskere havde en ICD samme år, viser tal fra Dansk Pacemaker og ICD Register.

Hold dig opdateret om, hvordan du forholder dig til elektronik, hvis du har en pacemaker eller en ICD, her

 

 

Bør jeg være bekymret for, om iPhone12 kan påvirke min pacemaker eller ICD? 

 Svaret er overvejende nej. Det forklarer rådgiver fra Hjertelinjen, Charlotte Munkholm, der er mangeårig hjertesygeplejerske med indgående kendskab til pacemakere og ICD’ere.  

– Den tidligere kendte forholdsregel med de 15 centimeters afstand mellem iPhone og en pacemaker er den samme, som den altid har været. Derfor er der i realiteten ikke ændret væsentligt på området, dog er der observeret udfordringer med iPhone 12, som omtalerne i medierne og herover henviser til, siger Charlotte Munkholm og minder om Hjerteforeningens tre gode ting at huske. 

 

3 gode ting at huske på

Du bør stadig huske på følgende 3 ting:  

  1. Stop din iPhone i bukselommen, eller tag tasken over modsatte skulder i stedet for i brystlommen. Så er afstanden i orden.  
  2. Skulle du undtagelsesvis glemme reglen, så genopretter pacemakeren sine finindstillinger så snart, du får bragt orden i afstanden.  
  3. I mellemtiden holder den almindelige pacemaker ikke op med at virke. En magnet ændrer pacemakerens indstillinger til en fast puls, indtil magnetpåvirkningen ophører. Hjertet klarer sig dog fint, indtil pacemakeren igen er tilbage i den tidligere indstilling. Ved ICD ophører stødfunktionen under magnetpåvirkning og virker optimalt igen, så snart magneten fjernes.

 

 Vær opmærksom ved ICD  

Forholdsregler er lidt anderledes med en ICD, når det kommer til især iPhone 12. Når en ICD påvirkes af en magnet, træder grundindstillingerne for pacemakerdelen i kraft som ved den almindelige pacemaker. Men samtidig afkobles ICD’ens stødfunktion midlertidigt, indtil afstanden på de minimum 15 centimeter genoprettes. Det betyder, at skulle du være meget uheldig at få hjertestop med din iPhone for tæt på din pacemaker, så risikerer du, at den ikke afgiver det nødvendige stød. Derfor er det vigtigt at huske på den korrekte afstand. Hjertelinjen kan du ringe til på 70 25 00 00 med spørgsmål.