Jo mere viden du har – jo flere handlemuligheder åbner der sig ofte. Jo mere viden, overblik og kontrol du oplever at have over din situation, jo mindre belastet vil du ofte føle dig.
Derfor er det vigtigt, at du søger viden, hvor du kan komme til det, f.eks. på sygehuset, ved din egen læge, hos andre patienter og i Hjerteforeningen.
Viden
- Om sygdom og behandling, og om hvordan du på længere sigt kan forebygge tilbagefald.
- Om mulige konsekvenser af din sygdom på kort og på lang sigt – både fysisk, psykisk og socialt.
- Om sociale rettigheder, muligheder og pligter.
- Om sundhedssystemet: Hvor du skal gå hen, og hvilke aktører og personer, der kan tilbyde dig hvad – og hvornår.
- Om hvor du ellers kan finde støtte og rådgivning.
- Om dig selv: Hvad er godt at gøre for min krop, mit humør, min dagligdag og for mine nærmeste i min nuværende situation?
Handlemuligheder
- Redskaber til at blive en aktiv deltager i dit eget behandlings- og rehabiliteringsforløb.
- Redskaber til at klare hverdagen med hjerte-kar-sygdom, herunder takle akutte og varige komplikationer til sygdom og behandling.
- Redskaber til at takle de ofte voldsomme følelser og tanker, der kommer i forbindelse med den krise, som en hjerte-kar-sygdom kan udløse.
- Redskaber til at ændre livsstil og planlægge fremtiden.
Støtte
- Forståelse, opbakning og støtte fra familie, venner, omgangskreds og arbejdsplads.
- Samvær og udveksling af erfaringer med andre personer med hjerte-kar-sygdom.
- Rådgivning og støtte fra professionelle.
Samtaler med lægen
For patienter og pårørende kan der dukke mange spørgsmål op i løbet af et sygdomsforløb. Den nye situation kan være overvældende og skabe usikkerhed. Derfor er det vigtigt at tage kontrollen og stille de rigtige spørgsmål Nedenfor finder du forslag til spørgsmål, du kan stille undervejs i og efter dit sygdomsforløb. Vi håber, du bliver inspireret og kan bruge dem til at blive klogere på din sygdom.
Når du er udskrevet
Bestil en udvidet tid hos din egen læge, når du er kommet hjem og forbered dine spørgsmål. Det vil hjælpe dig til at føle, at du har kontrol over forløbet
Når du bliver udskrevet fra sygehuset, er det en god idé at kontakte din praktiserende læge. Få dage efter du er udskrevet, bør din læge have modtaget et udskrivningsbrev fra sygehuset med information om, hvad der er sket, hvilken behandling du har fået, og hvilken medicin sygehuset har ordineret.
Lægen kan først og fremmest hjælpe dig med at gennemgå dit forløb på sygehuset. Det er vigtigt at kende forløbet for at få følelsen af kontrol og for at tage ansvar for det, der skal ske nu – og kun de færreste kan huske alt, hvad der er sket under indlæggelsen.
Din praktiserende læge er ankermand i det forløb, du skal igennem – uanset om din kommune tilbyder dig rehabilitering eller ej. Sørg for, at lægen altid giver dig information om næste skridt, inden du forlader konsultationen.
Bestil en udvidet tid hos lægen
Når du ringer og bestiller tid, skal du forklare, at du har brug for mere end de ti minutter, der normalt er afsat til en konsultation. Du kan for eksempel bede om at få en forebyggende samtale om hjertekarsygdomme.
Tjek også, om en af dine pårørende eller en god ven kan tage med og lytte. To hører og husker altid bedre end én.
Forbered dine spørgsmål til lægen
Måske sidder du allerede med rigtig mange spørgsmål. Forsøg – evt. sammen med en pårørende – at prioritere og finde ud af, hvad der er vigtigst at få svar på.
Når du får taget hul på de sværeste og vigtigste spørgsmål, vil du ofte opleve, at mange af de andre problemer løser sig.
Måske ved du ikke rigtig, hvad du skal spørge om. Under alle omstændigheder har vi samlet en række spørgsmål, der kan hjælpe dig i gang.
Spørgsmål til lægebesøget
Forbered dine spørgsmål til lægen
Vi har samlet en række spørgsmål, der måske kan hjælpe dig i gang:
Forløbet på sygehuset
Hvordan har forløbet været fra indlæggelse til udskrivelse?
Hvad er der sket behandlingsmæssigt?
Medicin
– Hvordan virker medicinen?
– Hvad virker den på?
– Hvilke bivirkninger kan der være?
Livsstil
– Kan jeg fortsætte min nuværende livsstil?
– Er der noget jeg skal ændre?
Job og pension
– Kan jeg arbejde fremover?
– Hvornår kan jeg starte på job?
– Er der mulighed for at få nedsat tid?
– Hvor henvender jeg mig, hvis jeg ikke kan arbejde?
Rejser
– Hvornår må jeg rejse?
– Er der nogen risiko forbundet med at flyve?
– Hvilke forsikringer skal jeg have?
– Hvad gør jeg, hvis jeg får tilbagefald på rejsen?
Seksualitet
– Er der nogen risiko forbundet med at have sex?
– Er det normalt at have nedsat lyst?
Depression og angst
– Er det normalt at have tanker om tilbagefald?
– Kan angst give fysiske symptomer som svimmelhed og kvalme?
– Hvilke symptomer er der på depression?
– Er det normalt at blive angst og deprimeret efter hjertesygdom?
Arv
– Har mine børn og søskende høj risiko for at få samme sygdom?
Motivation
– Hvordan fastholder jeg min nye livsstil?
Ved du nok om dit hjerte?
Nyhedsbrevet Hjertenyt giver dig ny viden, gode råd og konkrete tips, du kan bruge i din hverdag.
- Lær noget nyt om dit hjerte hver 3. uge.
- Få indblik i hjerteforskningen og de nyeste behandlingsmetoder.
- Få tips til en hjertesund livsstil fra Hjerteforeningens eksperter.
Få Hjertenyt i din indbakke
Gør som over 102.000 andre og tilmeld dig Hjertenyt.
Hjertet kalder på dig
1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer.