Hej, jeg hedder Ulla. Jeg er 65 år, og jeg bor i Brøndbyøster med min mand. Jeg har derudover en datter og et barnebarn på 3 år.

Jeg fik min første hjertediagnose i 2001, efter at jeg i flere år havde følt mig rigtig dårlig. I mit forløb dengang blev jeg hverken hørt eller inddraget. Jeg kendte ikke nogen, der var hjertesyg, og jeg havde ingen at tale med om det. Det hele var uvirkeligt og uforståeligt, og jeg var bange for at dø.

Jeg ville bare tilbage til før sygdommen, og tilbage til mit lederjob. Jeg har siden hen arbejdet som frivillig i mange regi for at være med til at påvirke alle i ”systemet” til at gøre patienters møde med sundhedsvæsenet bedre, end det jeg selv oplevede. Jeg er også at finde på flere hospitaler, hvor jeg taler med patienter og pårørende. Det giver meget tit håb, når man kan se og høre, at der sagtens kan være en god hverdag og et godt liv efter det chok, som mange befinder sig i. Har du brug for at tale med en, der har prøvet det på egen krop, så er jeg her for dig.