Forside > Sygdomme > Blodprop i hjertet
Hjertesygdom
Blodprop i hjertet
En blodprop er en tilstopning af en blodåre. Blodproppen i hjertet begrænser gennemstrømning af iltholdigt blod til hjertemusklen.

En blodprop i hjertet (akut myokardieinfarkt, AMI) kræver en hurtig indsats for at redde liv og begrænse skaden. 

En blodprop er en tilstopning af en blodåre. Blodproppen i hjertet begrænser gennemstrømning af iltholdigt blod til hjertemusklen. Der kan være mange årsager til en blodprop i hjertet, men hvis du kender symptomerne og får den rigtige behandling, kan du sagtens få et godt og almindeligt liv efter en blodprop i hjertet.

Årsager

En hyppig årsag til en blodprop i hjertet er en åreforsnævring. Mere præcis opstår en forsnævring i kranspulsåren uden på hjertet, der forsyner hjertet med iltholdigt blod. Aflejring af fedt, kolesterol og kalk fra blodet er skyld i forsnævringen. Går der hul på en aflejring, vil blodplader klumpe sig sammen og danne en prop af blod, der stopper for tilførsel til hjertet.

En mere sjælden årsag til en blodprop i hjertet er svær krampe i en kranspulsåre. Krampe i kranspulsåren kan opstå, selvom der ikke er nogen åreforsnævring. Årsagen til krampe i kranspulsåren er ikke altid klar, men kan være udløst af psykisk stress, smerter, ekstrem kulde, narkotika eller rygning. Det kan også opstå uden en kendt årsag. En anden sjælden årsag til blodprop i hjertet er en rift på kranspulsårerne. Det kan også opstå, selvom der ikke er åreforsnævring.

Symptomer

Advarselstegn for en blodprop er ikke ens for alle. En blodprop giver ofte hjertekrampe eller kraftige smerter i brystet. Mange beskriver brystsmerter som trykken for brystet, og ubehaget kan vare i flere minutter ad gangen, som du også kan opleve giver:

  • Mavesmerter
  • Smerter i begge arme
  • Smerte i halsen
  • Kæbesmerter

Mere diffuse symptomer kan også være tegn på en blodprop i hjertet såsom:

  • Svimmelhed
  • Ubehag
  • Mathed
  • Åndenød
  • Klamsved
  • Besvimelse
  • Opkastning
  • Angst

Hver femte blodprop giver ikke smerter, men kun alment ubehag og angst.

Ring straks 1-1-2, hvis du oplever symptomer på en blodprop i hjertet, da lægehjælp er påkrævet så hurtigt som muligt. Du må ikke selv køre til skadestuen, da du kan blive dårlig undervejs.

Undersøgelser

Der er forskel på, om du har en stor eller en lille blodprop i hjertet. Et elektrokardiogram (EKG) viser, om du har en stor eller en lille blodprop.

I ambulancen

I ambulancen tager de et EKG og sender til et Hjertecenter i enten København, Odense, Aarhus eller Aalborg. Her kan den vagthavende hjertelæge afgøre, om der er tegn på en stor eller lille blodprop i hjertet. Er der tale om en stor blodprop, vil ambulancen om muligt køre dig til et Hjertecenter for en hurtig behandling, der sikrer mindre skade på hjertet.

På Hjertecenteret

Ved tegn på en større blodprop i hjertet vil du ved ankomst til et Hjertecenter som regel få lavet en akut røntgenundersøgelse af kranspulsårerne (KAG) for at lokalisere  blodproppen i hjertet. En akut ballonudvidelse (PCI) er en mulig behandling. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt med en bypassoperation. Læs om medicinsk behandling nedenfor.

På hospitalet

En mindre blodprop behandles i mange tilfælde først på det nærmeste hospital. Du får stillet en diagnose ved hjælp af en blodprøve. Her måles efter forhøjet indhold af troponin, der findes i hjertet og kun frigøres til blodet, når der opstår skader på hjertemuskulaturen. Hvis blodprøverne viser tegn på blodprop i hjertet, vil der i de fleste tilfælde blive foretaget en røntgenundersøgelse af kranspulsårerne, inden du bliver udskrevet.

Efter en blodprop får du altid lavet ultralydsskanning af hjertet. Den vil vise, om hjertet har taget skade, så pumpefunktionen er blevet nedsat, og du har fået hjertesvigt.

Behandling

Der er rigtig gode muligheder for behandling, hvis du får en blodprop – både medicinsk og med genoptræning. Tidlig behandling af en blodprop i hjertet kan forebygge eller begrænse skaden på hjertemusklen.

Når diagnosen er stillet, vil du typisk få blodfortyndende behandling, evt. ilt og smertestillende i form af f.eks. morfin og/eller nitroglycerin.

Efter blodfortyndende og smertestillende behandling kan ballonudvidelse komme på tale som mulig behandling.

Til sidst er der behandling i efterforløbet af en blodprop, som kan bestå af følgende:

  • Genoptræning
  • Medicinsk behandling i form af f.eks. betablokker, blodfortyndende (som regel livslangt), kolesterolsænkende medicin, i visse tilfælde behandling med ACE-hæmmer eller aldosteronantagonist
  • Og endeligt kan du få indopereret en ICD-enhed, hvis hjertets pumpefunktion f.eks. er blevet svært påvirket.

 

Livet efter en blodprop

Motion

Motion er vigtigt i behandlingen af næsten alle hjerte-kar-sygdomme. Når dit hjerte er veltrænet, har det lettere ved at klare belastninger. Præcis som andre muskler i din krop. Er du i form, er mange ting lettere i hverdagen. Og det giver dig livskvalitet og velvære.

Motion er godt for din sundhed på mange måder. Og kan forebygge hjertesygdom. Så snart din læge har sagt ok for motion og træning, kan du gå i gang. Alt efter dit forløb og fysisk form vil det være godt at starte med gåture. Gerne op til 30 minutter dagligt. Er du ikke vant til at lave motion, er det vigtigt at starte roligt.

Der er normalt ikke begrænsninger for, hvor meget du må presse dit hjerte. Hvis der er begrænsninger for dig i forhold til træning, giver hospitalet dig besked om det. Sørg dog altid for at varme op og ned.

Kost

Spis sund mad som hjertepatient for at forbedre dit sygdomsforløb. Sund og varieret mad kan være med til at sænke et for højt blodtryk og et forhøjet kolesteroltal. Vi har derfor samlet en masse gode råd om sund kost til dig her på hjerteforeningen.dk.

Rygning

Hvis du ryger, har det en alvorlig effekt på hjertet, og det er derfor vigtigt, at du er røgfri og undgår passiv rygning, når du har en hjerte-kar-sygdom.

Ordforklaringer

Her kan du finde oversigt over betegnelser, som ofte bliver brugt som lægefagligt udtryk eller forkortelse.

 

  • Blodprop i hjertet kaldes også akut myokardieinfarkt eller forkortet AMI.
  • Hjertekrampe kaldes også for angina pectoris.
  • Røntgenundersøgelse af kranspulsårerne forkortes KAG.
  • En ballonudvidelse forkortes PCI.
  • Et elektrokardiogram forkortes EKG.
  • En ultralydsskanning af hjertet kaldes også for ekkokardiografi.