Tidligere forsigtighed med at lade patienter med atrieflimren træne hårdt lader til at være ubegrundet. Vær opmærksom på patienten, start ved lav intensitet og gå langsomt frem, lyder nogle af rådene.

Fysisk træning bliver anbefalet til langt de fleste patienter med hjertesygdomme, men for patienter med atrieflimren, har anbefalingerne været mere forbeholdne. Et nyere dansk interventionsstudie viser nu, at der formodentlig ikke er grund til at være tilbageholdende med højintens træning.

”Vores studie peger på, at patienter med atrieflimren godt kan tåle at træne ved høj intensitet, svarende til 80 procent af den maksimale anstrengelse. Ingen af patienterne fik symptomer på deres hjertesygdom i forbindelse med og efter træningen både ved høj og lav intensitet, og de følte sig trygge ved at træne.”

Det siger læge og ph.d. stipendiat Ane Katrine Skielboe, der stod bag undersøgelsen på Hvidovre Hospital. Sammenholdes resultaterne med resultater fra lignende interventionsstudier, tegner der sig et billede:

”Man kan roligt træne patienter med atrieflimren ved højere intensitet end man tidligere troede, hvor vi har været meget tilbageholdende med at presse patienterne, fordi vi var bange for at forværre deres tilstand. Det er ikke den opfattelse, vi står tilbage med nu,” siger Ane Katrine Skielboe.

Hun understreger, at resultaterne bør testes i et større studie, og at det er vigtigt at holde øje med patienterne i opstarten, så man kan fange de enkelte patienter, hvor anfaldene måtte blive fremprovokeret af træningen. Se også gode råd til træningen i faktaboks.

Studiet inkluderede 76 patienter med atrieflimren, der trænede i en periode på 12 uger to gange om ugen i en time ved enten 50 eller 80 procent af den maksimale anstrengelse, under vejledning af en fysioterapeut.

Træning kan virke som en pille
Flere publicerede interventionsstudier viser tilmed, at træning ved høj intensitet kan forebygge nye anfald med atrieflimren. Derfor var forskernes oprindelige idé med undersøgelsen at se på, om træning kunne afhjælpe sygdommen.

”Ved at kigge på effekten af lavintens og højintens træning på antallet af perioder med rytmeforstyrrelser, ville vi teste, om træning ved høj intensitet giver anledning til færre rytmeforstyrrelser og dermed færre nye anfald med atrieflimren sammenlignet med lavintens træning,” forklarer Ane Katrine Skielboe.

Desværre var det ikke muligt at konkludere noget om effekten af intensiteten af træningen på antallet af perioder med rytmeforstyrrelser, fordi det viste sig, at antallet af nye anfald i undersøgelsen var langt færre end forventet. En konklusion vil kun være muligt i et forsøg med flere patienter.

Ane Katrine Skielboe forklarer hvordan det fysiologisk set kan hænge sammen, at træning kan påvirke rytmeforstyrrelser i en positiv retning.

”Træning ser ud til at normalisere balancen mellem det parasympatiske og sympatiske nervesystem. Når den balance går i kludder, har man en øget risiko for atrieflimren, og derfor kan træning muligvis virke som en ’pille’ mod sygdommen.”

Raske og syge mennesker kan ikke sammenlignes
Forsigtigheden med at anbefale højintens træning til patienter med atrieflimren stammer primært fra studier med eliteidrætsudøvere, der har en større risiko for at få sygdommen. Ifølge Ane Katrine Skielboe, kan de resultater ikke overføres til almindelig træning, fordi eliteidræt er en anden type træning, hvor man slider på kroppen ved i årevis at træne rigtig mange timer om dagen.

Men også andre undersøgelser peger i en anden retning end undersøgelsen fra Hvidovre.

Et nyere norsk observationsstudie af 20.484 personer fulgt over 20 år, som Hjerteforeningen tidligere har omtalt, konkluderede, at moderat træning sænker risikoen for at udvikle atrieflimren, hvorimod meget eller ekstremt meget træning øger risikoen.

Ane Katrine Skielboe giver et bud på hvordan undersøgelserne skal ses i forhold til hinanden.

”Det er svært at sammenligne populationsstudier, hvor man kigger på raske menneskers risiko for at få en sygdom, med interventionsstudier, hvor man kigger på syge mennesker og deres udvikling af sygdommen,” forklarer hun.

”Vi har publiceret et lignende observationsstudie med 17.000 deltagere (The Copenhagen City Heart Study), som er fulgt i 37 år, hvor vi ikke så nogen effekt af motionsvaner i fritiden på risikoen for at få atrieflimren, så også observationsstudierne viser noget forskelligt,” siger Ane Katrine Skielboe og slår fast:

”Når vi udarbejder anbefalinger for patienter med atrieflimren, er det interventionsstudierne, der vejer tungest.”

Læs mere om atrieflimren på hjerteforeningens hjemmeside.

 

Kilde: Fysioterapeut Dorthe Kjærgaard-Jensen, Hjerteforeningen.

 

Kilde: læge Ane Katrine Skielboe.

 

Metoden

Undersøgelsen var en del af en ph.d. afhandling og omfattede et 12-ugers træningsprogram (word fil):

  • Holdtræning på sygehuset med seks til ti patienter ad gangen under vejledning af en fysioterapeut. Hver træning varede en time, og træningen blev gradvist hårdere.
  • Patienterne målte egen hjerterytme to gange om dagen og i tilfælde af et anfald af atrieflimren.
  • Primært endepunkt: atrieflimren målt som antal EKG med atrieflimren i forhold til det totale antal EKG for en patient.
  • Sekundære endepunkter: ændring af det maximale oxygen optag (VO2 max) i løbet af træningsperioden samt indlæggelser i løbet af det første år efter studiets start, sammenlignet mellem træningsgrupperne.

Resultater:

  • Både patienterne, der trænede ved lav og ved høj intensitet tålte træningen, og der var ingen forskel i antallet af indlæggelser.
  • Studiet havde for få patienter med til at vise, om træning ved høj intensitet reducerede antallet af nye anfald af atrieflimren i forhold til træning ved lav intensitet.
  • Et overraskende resultat var, at patienterne i gruppen med lavintens træning forbedrede deres VO2 max værdier lige så meget som højintens træningsgruppen. Mest sandsynlige forklaring var, at patienterne var blevet så trygge ved at bruge deres kroppe, at de bevægede sig mere i fritiden.

Kilde: A. K. Skielboe et al 2017