Stort set alle har en smartphone, og derfor vil man, uanset høj alder og lav social status, systematisk kunne måle for atrieflimren ved hjælp af en app og derved komme i forebyggende behandling. Det er perspektivet ved et nyt videnskabeligt studie, påpeger professor og forskningschef Gunnar Gislason fra Hjerteforeningen.
Man åbner appen, lægger fingeren over kameraet og få minutter efter har man via en algoritme fået beregnet sin hjerterytme. Hvis målingen viser et tal, der tyder på behandlingskrævende atrieflimren, får man en henstilling om at gå til læge og få en uvildig vurdering. Målet er at en rettidig medicinsk behandling og derved forebyggelse af stroke, der er et af de mest alvorlige risici ved atrieflimren.
Det forklarer professor Gunnar Gislason, som er forskningschef i Hjerteforeningen, på spørgsmålet om, hvordan en sådan app til måling for atrieflimren fungerer. Anledningen er et nyt videnskabeligt studie, hvor tyske forskere for første gang har testet en certificeret app til måling af atrieflimren i forhold til den sædvanlige måde at screene på hos en praktiserende læge. Deltagerne i studiet var personer over 65 år uden kendt atrieflimren ved studiets start (se faktaboksen).
Og resultaterne er opsigtsvækkende, ifølge Gunnar Gislason. De viser nemlig dels, at en systematisk smartphonescreening i en ældre risikogruppe mere end fordoblede antallet af målinger for atrieflimren, og dels at de opdagede tilfælde af behandlingskrævende atrieflimren medførte, at folk kom i behandling sammenlignet med den konventionelle måde at måle på.
”Det er et interessant studie af to grunde. Den ene grund er, at studiet har et solidt videnskabeligt design, hvor man sammenligner de to målemetoder overfor hinanden. Den anden grund er, at resultaterne viser, at man ved en systematisk tilgang kan detektere og få igangsat blodfortyndende behandling af atrieflimren i en risikogruppe af ældre personer over 65 år. Hvilket netop er en gruppe, som har øget risiko for at få stroke – som præcis er dét, vi især vil forebygge ved atrieflimren”, siger Gunnar Gislasson og uddyber:
”Vi ved, at op til fire til fem procent af folk i denne gruppe vil være i risiko for at få stroke, det vil sige blodprop i hjernen inden for et år. Så hvis man finder denne højrisikogruppe og får dem i blodfortyndende behandling, så kan man halvere risikoen for stroke, hvilket er et virkeligt stort perspektiv.”
Enkelte svagheder ved studiet
Gunnar Gislason påpeger dog, at studiet trods det veludførte design har den svaghed, at det kun er cirka tolv procent, altså ca. 5.500 af de over 61.000 adspurgte personer i undersøgelsen, der vælger at deltage:
”Det er altid et godt spørgsmål, hvem, der vælger at deltage i sådanne undersøgelser af udvalgte borgere, der jo ikke er syge i udgangspunktet. Det kan være, at de er særligt motiverede, har oplevet symptomer eller har atrieflimren i familien – eller det kan være personer med en høj grad af sundhedsbevidsthed. Jeg tænker også på, om man måske kunne have fundet en gruppe, der ville have haft mere gavn af målingerne, så man kunne få flere til at deltage,” siger Gunnar Gislason.
Samtidig peger han på, at man skal tage højde for, at studiet er udført i Tyskland, hvor man har et langt mindre digitaliseret samfund end det danske, og hvor tyskere generelt er mere mistroiske over for det offentlige:
”Herhjemme har vi et ret digitaliseret sundhedssystem og samfund i forhold til Tyskland, hvor det er helt utænkeligt at have muligheder, som for eksempel e-Boks og den slags. Derudover har vi i Danmark en meget høj tiltro til systemet, modsat Tyskland, hvor der er stor skepsis og angst for overvågning og registrering af borgerne, som vi ikke oplever i Danmark. Så ud fra et dansk perspektiv er studiets resultater med screening via apps utrolig spændende,” siger Gunnar Gislason,
Alle socialklasser ejer en smartphone
Et andet vigtigt aspekt ved at bruge en smartphoneapps til screening for atrieflimren i Danmark er desuden, at smartphones er tilgængelig for alle, høj som lav:
”Måling af sin hjerterytme med en app kræver hverken, at man ejer den nyeste eller dyreste smartphone for at være med. Tværtimod, så dur en gammel og slidt eller billig model lige så godt. Så set i et ulighedsperspektiv er det fascinerende, at alle har adgang til en sådan måleteknologi i forhold til en alvorlig risiko ved blot at downloade en app,” siger Gunnar Gislason og uddyber:
”Ulighedsperspektivet er ekstra vigtigt, når vi samtidig ved, at risikoen for atrieflimren hænger sammen socialgrupper med usund livsstil, stort alkoholforbrug, overvægt og underskud af motion. Derved er det ofte folk med lav uddannelse og lav indkomst, der rammes mest af atrieflimren, så dem har vi virkelig brug for at få fat i, hvilket måske bliver en mulighed med en app. I dag findes der kun få muligheder for at måle selv, for eksempel Apple Watch, som kræver at man har uret, og Fibricheck, som begge er godkendt i USA.”
Men Gunnar Gislason påpeger, at det nye i studiet er, at man systematisk screener en risikogruppe, og at det medfører, at de som diagnosticerede kommer i behandling, og at det er det, som er det væsentlige – ikke at man som enkeltperson har adgang til en app.
Undgå at skræmme folk unødigt
I dag er det nemlig sådan, at man ingen enkle redskaber har til at finde patienter med behandlingskrævende atrieflimren i Danmark
”Undersøgelserne foregår helt usystematisk, for eksempel når folk kommer til lægen i anden anledning og får målt deres puls, og lægen konstaterer, at hjerterytmen ikke er regelmæssig. Samtidig er screening for atrieflimren kun relevant for folk over 60 år,” siger Gunnar Gislason, som alt i alt vurderer, at studiets resultater kan vise en ny vej, hvis de holder stik i andre undersøgelser:
”Man kunne overveje at screene i større perspektiv, men så må man vurdere, om det er måden at gøre det på set i et befolkningsperspektiv. Hvis vi gerne vil screene, bør det målrettes mod bestemte risikogrupper, som vil få stor gavn af at få en behandling. Samtidig skal man undgå at skaber mere angst end højst nødvendigt. Vi ved jo, at selvom vi som læger finder noget, der ikke skal behandles for, så kan det stadig skabe bekymring hos patienten. Det skal vi så vidt mulig helst undgå, siger Gunnar Gislason.”