Forside > Ingen skænkede hjertet en tanke
Hjertesvigt Personlige fortællinger

Ingen skænkede hjertet en tanke

En slem hoste blev til flere lungebetændelser, som viste sig at være hjertesvigt. Ingen skænkede hjertet en tanke, før Rikke Juul knap kunne gå

Tabte 10 kg på 4 dage

Den dag, Rikke Juul blev indlagt, havde hun en klient i sin praksis. Han fortalte efterfølgende, at han troede, at Rikke var småfuld eller havde kraftige tømmermænd, da hun var ude af ude af stand til at tale klart. Svarene blev til enstavelsesord og korte sætninger.

Rikke havde simpelthen ikke luft til at sige mere. En lægekollega i lokalet ved siden af kunne høre hendes hosteanfald igennem væggen, som blev højere og højere. ”Du skal på hospitalet nu,” sagde hun og ringede efter en taxa. Rikke blev indlagt Bispebjerg Hospital med 10 liter væske i bughulen og lunger samt en pumpefunktion på 10-15 procent.

– Jeg blev faktisk lettet, da jeg fik at vide, at jeg havde hjertesvigt. På det tidspunkt var jeg så udmattet, så det at få afklaring på, hvorfor jeg havde det så skidt, var på en eller anden måde rart. Det lyder mærkeligt, kan jeg godt høre i dag, men sådan havde jeg det. Jeg regnede heller ikke med, at det var hjertet, men frygtede, at det var lungekræft, siger Rikke Juul. Hun kom i behandling og tabte 10 kg på 4 dage, da alt for meget væske havde hobet sig op i hendes krop.

Tager den med ro

I dag er Rikke velmedicineret og har fået en biventrikulær pacemaker. Hun arbejder to dage om ugen i sin praksis som psykolog. Kræfterne rækker ikke til mere. Men hun har det godt og holder i øjeblikket ferie i Thailand. En tur hun tager en gang om året, som regel alene.

– Herude tager jeg den med ro, læser, kigger ud i luften, går ture, oplever, spiser, drikker og bader. Intet andet. Her får jeg ladet batterierne op, siger hun.

Rikke Juul er medlem og administrator af en lukket gruppe for hjertesvigtspatienter på Facebook. Her deler patienter og pårørende deres erfaringer og oplevelser med sygdommen. Gruppen har været en stor hjælp og ikke mindst støtte for Rikke Juul.

Hjerteforeningen sætter fokus på symptomer ved hjertesvigt i disse uger. I de fleste tilfælde vil du opleve symptomer som træthed, åndenød og væske i kroppen. Men det kan være svært at opdage tegnene i tide, da hjertesvigt er en kompliceret sygdom. 

Foto øverst er modelfoto.

Hjertet kalder på dig

1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer. 

Støt i dag og red liv

Untitled(Påkrævet)