Du trak nitten. Det var det, hjertelægerne sagde til Heidi Madsen, da hun undrede sig over, hvorfor netop hun havde fået hjertestop. Det skete for lidt over et år siden, da Heidi var 48 år. Og i øvrigt sund og rask. Anden juledag var Heidi og hendes mand Preben i sommerhus ved Vesterhavet. Om morgenen klagede Heidi over smerter i brystet, og kort efter faldt hun om med hjertestop.
Hendes mand ringede 1-1-2 og gav Heidi hjertemassage, indtil ambulanceredderne ankom efter et kvarter. – Fra jeg går i seng om aftenen den 25. december, til jeg vågner på Aarhus Universitetshospital om formiddagen næste dag, er alt væk. Men jeg har fået at vide, jeg var død i 18 minutter og fik stød med hjertestartere både i sommerhuset og i helikopteren, siger Heidi. På Aarhus Universitetshospital fik hun en ballonudvidelse med en stent, da det viste sig, hun havde haft en stor blodprop i hjertet.
– Da jeg slog øjnene op, var jeg totalt forvirret. Og meget følsom og træt. Jeg blev ved med at spørge, hvad der var sket, og hvorfor det lige var mig, der var trukket ud. Jeg fejlede ingenting. Lægerne sagde, jeg trak nitten. Ja, det skal jeg love for, siger Heidi med et smil.
-Laver jeg noget socialt to dage i streg, kan jeg være drænet fuldstændig for energi i både hovedet og kroppen de næste par dage.
Heidi Madsen, hjertepatient
Kan ikke tænke klart
Heidi fortæller, hun er bange for at falde om med hjertestop igen, men hun er begyndt at få mere af sin gamle livsglæde tilbage. Det skete nogenlunde samtidig med, hun ramte fuldtid på sit arbejde som kontorassistent hos Præhospitalet i Region Midtjylland i juni.
Nu håber Heidi, at den træthed, hun har kæmpet med det seneste år, også snart letter. Trætheden begrænser hende nemlig hver dag – og indtil for nylig vidste hun slet ikke, den har et særligt navn. – Da jeg blev udskrevet, sagde personalet, at jeg sikkert ville føle mig træt. Men der var ingen, der fortalte mig, hvad det var for en træthed, jeg kunne forvente. Jeg havde aldrig hørt ordet fatigue, siger Heidi.
Fatigue er en tilstand af træthed og er langt mere fysisk og psykisk udmattende end almindelig træthed, som kan klares med en lur eller en god nats søvn. Fatigue kan ikke soves væk. Heidi kalder sin fatigue ”social træthed,” for den opstår især, når hun er sammen med andre mennesker eller har for mange aftaler i kalenderen udover sit arbejde.
– Når jeg er i en situation, hvor jeg skal forholde mig til andre og deltage i samtaler, kan jeg ikke tænke klart. Jeg begynder at snøvle og glemme ting. Jeg kan blive i tvivl om, hvorvidt jeg har stillet et spørgsmål, jeg har svært ved at lytte og være til stede, siger Heidi, der betaler prisen, hvis hun overvurderer sin energi: – Laver jeg noget socialt to dage i streg, kan jeg være drænet fuldstændig for energi i både hovedet og kroppen de næste par dage.


Gæster kræver fridage
Heidi er ked af, hun ikke kan være så social som før sit hjertestop, men hun har samtidig erkendt, at hun er nødt til at passe på sig selv. Derfor tager hun ofte ikke sin telefon, hvis den ringer efter arbejdstid, og hun planlægger sjældent noget efter arbejde på hverdage.
– Jeg ved efterhånden, hvad jeg kan holde til. Hvis vi skal have gæster til en større middag, ved jeg, at jeg skal tage fri to dage op til og to dage bagefter for at kunne være i det.
Heidi har svært ved at pege på noget godt, der er sket i forbindelse med sit hjertestop og den efterfølgende træthed, men hun glæder sig dog over, hun er blevet bedre til blandt andet at mærke efter, sortere og prioritere.
– Jeg prøver kun at gøre det, jeg virkelig har lyst til og droppe de mere ligegyldige pligtting. Jeg har også ryddet op i min venneflok, for det er ikke alle, der har været lige forstående over for, at jeg ikke har så meget overskud. Nu ser jeg kun de venner, der virkelig betyder noget, siger hun.
Heidi prøver at bevare sin optimisme og øver sig i at gøre nogle af de ting, hun ved kan hjælpe hendes hoved til at kunne holde til mere. Men indimellem gribes hun alligevel af mismod.
– Min mand og jeg har altid rejst meget. Nu kan jeg ikke se mig selv pakke en kuffert, sætte mig ind i en flyver og tage sydpå. Vi har også solgt vores elskede sommerhus på grund af min træthed og manglende overskud. Det er mærkeligt at have fået det sådan, og jeg har dårlig samvittighed over for min mand. Så sjovt kan det da ikke være at skulle indrette alt efter mig, siger Heidi.
- Sig det, som det er
"Jeg inviterede vores børn og børnebørn til middag og fortalte dem, at det er dejligt, de besøger os, men at jeg har brug for, de kører igen efter nogle timer. Det havde de stor forståelse for, og det var rart endelig at få sat ord på min træthed og mine behov". Mental øvelse: Tæl pinde
"Jeg øver mig i at tænke på min energi som syv pinde, jeg skal fordele ud på ugen. Bruger jeg de første fire pinde allerede mandag eller tirsdag, har jeg kun tre til resten af ugen. Det er ikke nok. Det handler om at lære sine behov at kende og planlægge, så energien rækker til udvalgte opgaver, møder, selskaber og oplevelser".Læg puslespil, og læs en bog, du har læst "Det kan tage tid, men hjernen kan trænes op med kognitive øvelser. Jeg har netop lagt et puslespil på 1.000 brikker. Det tog tre uger, hvor jeg lavede lidt hver dag. Det var en stor sejr, da puslespillet var færdigt. At læse trætter mig, og når jeg er træt, kan jeg ikke samle mit syn. Jeg er blevet opfordret til at læse bøger, jeg allerede har læst. Det er mindre krævende og øger bl.a. min koncentrationsevne".
Lise Hansen, sygeplejerske ved Hjertelinjen, svarer på de oftest stillede spørgsmål om fatigue.
Hvad er fatigue?
Man kan være træt og tappet for al energi og overskud. Det kender vi alle. Især i de mørke måneder fylder træthed mere. Det er mørkt, når vi står op, det er mørkt når vi kommer hjem fra arbejde, aftenerne er mørke. Vi tager måske en ekstra lur og får overskud igen. Hos nogle giver den ekstra lur bare ikke mere energi. De kender nemlig en helt speciel form for træthed, som ikke kan soves væk. Denne form for træthed kaldes fatigue.
Vi har ikke nogen direkte oversættelse af ’fatigue’ på dansk. Fatigue er et engelsk låneord, der oprindelig kommer fra latin, og betyder udmattelse/træthed.
Fatigue bruges på dansk som faglig betegnelse for en særlig tilstand af belastende og langvarig træthed.
Fatigue er en overvældende fysisk og/eller psykisk udmattelse. Fatigue kan være midlertidigt eller længerevarende (over seks måneder), og det opleves forskelligt fra person til person.
Hvad er symptomerne på fatigue?
Fatigue adskiller sig fra normal træthed ved, at det ikke er en naturlig tilstand. Fatigue viser sig ved, at man kan have svært ved at stå op om morgenen, at man er lige så træt, når man står op, som da man gik i seng. Man kan opleve søvnforstyrrelser, man kan have svært ved at gå på arbejde og fokusere, svært ved at udføre normale dagligdagsopgaver og i det hele taget komme igennem dagen. Nogle kan det, de plejer, men de bliver hurtigere trætte. Presser man sig selv og bruger mere energi, end man har, så kan det give bagslag.
Den fysiske fatigue kan komme ledsaget af den psykiske fatigue, hvor følelser som depression, hukommelses- og koncentrationsbesvær, lav motivation, angst, irritabilitet, ømhed og svag kropsfølelse er symptomer.
Fatigue kan være et symptom på en lang række sygdomme, lidelser eller mangler. Rigtig mange oplevede fatigue efter at have haft corona. Men mange andre tilstande og lidelser kan føre til fatigue. Nogle af de mest almindelige sygdomme, der fører til fatigue, er kræft, gigt, autoimmun sygdom, infektioner, blodmangel (anæmi) og væskemangel (dehydrering). Og hos nogle kan fatigue være et symptom på hjertesygdom (se næste afsnit).
Hvorfor får man fatigue?
Fatigue er et emne, der endnu ikke er forsket meget i, og derfor ved vi ikke meget om, hvorfor man får det. Men nyere forskning peger på, at en påvirkning på vores centrale og perifere nervesystem er årsagen til fatigue. Årsagen findes i kroppens evne til at overføre impulser og koncentration af signalstof, også kaldet neurotransmittere. Noradrenalin, dopamin og serotonin er neurotransmittere. Serotonin er et signalstof, som frigives forskellige steder i hjernen og forbindes med lykke, glæde, veltilpashed, søvn, appetit, hukommelse osv. Opstår der ændringer i niveauet eller i overførslen af fx serotonin i kroppens celler, kan fatigue opstå.
Fatigue kan være et symptom på hjertesygdomme som hjertesvigt, sygdom i hjertemusklen eller åreforsnævring i hjertet. Mange kender symptomerne på en blodprop i hjertet, men de færreste mennesker uden en sundhedsfaglig baggrund kender symptomerne på fx hjertesvigt. Hvis fatigue opstår hos en ellers rask person, kan det være et tegn på hjertesvigt, og det kan blive overset.
Fatigue kan også opleves efter en hjerteoperation eller hjertestop. Over 50 % af patienterne, som opereres i hjertet, oplever, trods en vellykket operation, en betydelig træthed op til otte uger efter operationen. Det kan være med til at forlænge ens sygdomsperiode. Udover træthed kan man opleve nedsat lyst eller overskud til at være social, øget angst og depression. Trætheden topper typisk to til tre uger efter operationen.
Har du haft hjertestop eller er blevet opereret ved stor hjertekirurgi, går kroppen igennem et traume. En evt. skade på væv gør, at kroppen skal bruge en masse energi på at hele. Det indre ur kan også være påvirket af at have været bevidstløs eller i narkose, og det kan forstyrre kroppens hormoner og medføre fatigue.
Træthed kan også være en bivirkning af den medicin, man bruger til hjertepatienter.
Hvor længe varer fatigue?
Det er meget forskelligt, hvor længe fatigue står på. Det kommer helt an på årsagen til fatigue, og da det opleves forskelligt fra person til person, kan man ikke give et klart svar på, hvor længe det står på. Fatigue kan vare alt fra uger til måneder. Du bør opsøge læge, hvis du ikke kender årsagen til din træthed.
Over 50 % af hjertepatienter, som gennemgår en hjerteoperation, oplever, til trods for en vellykket hjerteoperation, en betydelig træthed op til otte uger efter operationen, og det kan være med til at forlænge ens sygdomsperiode. Trætheden er ofte ledsaget af en nedsat lyst eller overskud til at være social, øget angst og depression. Trætheden topper sædvanligvis to til tre uger efter operationen.
Hvem stiller diagnosen fatigue?
Udredning og diagnosticering af fatigue foregår hos praktiserende læge eller ved henvisning til en speciallæge. Man kan ikke teste eller finde fatigue ved at tage røntgenbilleder, lave scanninger, foretage blodprøver eller ved brug af anden undersøgelse. Diagnosen gives udelukkende på baggrund af, hvad patienten fortæller og beskriver om sin træthed. På baggrund af denne beskrivelse vurderer lægen, om der er tale om fatigue. Og så skal det udelukkes, at årsagen ikke skyldes anden sygdom.
Hvordan behandler man fatigue?
Der er desværre ikke nogen etableret og evidensbaseret behandling af fatigue. Da årsagerne til fatigue kan være mange, og fatigue opleves forskelligt fra person til person, er fatigue en kompleks tilstand, der ikke findes én behandling til.
For de fleste vil det være svært og frustrerende, hvis man oplever at blive begrænset af sin fatigue. Erfaring viser dog, at det bliver bedre, hvis man arbejder med den manglende energi, og man undlader at presse sig selv for meget.
Fatigue er ikke noget, du som individ kan gøre for eller forårsager. Man kan groft sagt sige, at det er et symptom på omstændigheder. Men for at få det bedre kan det kan være en god idé at lære sin træthed at kende. For der er ting, man selv kan gøre for at få det bedre.
Man kan evt. søge hjælp hos kommunens ergoterapeuter.
Hvad kan man selv gøre ved fatigue?
- Kend årsagen til din træthed eller fatigue.
- Lyt til din krop og tal med andre. Du vil opdage, at du ikke er alene.
- Vær fysisk aktiv, men vær bevidst om dine grænser, og hold pauser.
- Skab plads til det, som giver god energi, og hav rutiner i hverdagen.
- Giv hjernen ro med pauser og struktur i hverdagen.
- Dyrk fællesskaber, familie, fritidsinteresser og kolleger.
- Spis en god og varieret kost.
- Hav fokus på din søvn:
- Ingen skærmtid ½-1 time inden sengetid.
- Sørg for at have fast senge- og stå op-tidspunkter.
- Sov i et mørkt soveværelse.
- Stå op, hvis du ikke kan sove. Undgå at ”sjat-sove” i løbet af dagen.