Forside > 14 skarpe om fiskeolie
Mad

14 skarpe om fiskeolie

Hvad er op og ned i den aktuelle viden om fiskeolie som kosttilskud? Christian Bork ph.d. og læge ved Kardiologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital forsker inden for omega-3 fedtsyrer og hjerte-kar-sygdom. Vi har bedt ham svare på de hyppigste spørgsmål om fiskeolie. 

Spis fisk flere gange om ugen, lyder rådet fra Fødevarestyrelsen.

Når du spiser fisk, får du nemlig ikke kun de vigtige omega-3 fedtsyrer, men også en række andre næringsstoffer, som D-vitamin, jod og selen.

Men hvorfor er det så vigtigt, at vi beriger vores kost med havets dyr?

Og kan vi erstatte laksen på middagsbordet med en håndfuld gyldne dråber i pilleform?

Dét og meget mere giver Ph.d. og læge ved Kardiologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, Christian Bork, dig svar på med sin forskning inden for omega-3 fedtsyrer og hjerte-kar-sygdom.

Hvad er omega-3? 

– Omega-3 fedtsyrer dækker over flere flerumættede fedtsyrer, hvor eicosapentaensyre (EPA) og docosahexaensyre (DHA) kendes som fiskeolie, da de især findes i fed fisk. Alfalinolensyre (ALA) er den primære omega-3 fedtsyre fra planter og findes især i raps- og hørfrøolie, valnødder og mørkegrønne grønsager som fx spinat, broccoli og grønkål.  

Hvordan virker omega-3? 

– EPA og DHA har en lang række biologiske egenskaber. Det nedsætter bl.a. inflammation, som spiller en central rolle i udviklingen af åreforkalkningssygdom. Det reducerer blodets indhold af triglycerider, ligesom det har en mindre blodtrykssænkende effekt. Derudover menes EPA og DHA at stabilisere områder med åreforkalkning, så disse ikke så nemt brister og giver blodpropper. De kan i meget høje doser øge blødningstendensen.  

Beskytter fiskeolie som kosttilskud mod hjerte-kar-sygdom?  

– Der er ikke sikker videnskabelig dokumentation for, at kosttilskud med fiskeolie beskytter raske mod hjerte-kar-sygdom såsom blodpropper i hjerne eller hjerte. Der er ingen eller allerhøjst en meget beskeden effekt af kosttilskud med fiskeolie på risikoen for blodpropper i hjerne og hjerte hos personer, som har hjerte-kar-sygdom.  

Sænker fiskeolie som kosttilskud blodtrykket? 

– Tilskud med fiskeolie menes at have en mindre blodtrykssænkende effekt (2-3 mmHg), som er bedst vist på personer med forhøjet blodtryk.  

Hvad siger forskningen om fiskeolietilskud og forhøjet triglycerid (hypertriglyceridæmi)?  

– Tilskud med fiskeolie i doser på 2 til 4 gram dagligt kan reducere triglyceridniveauet i blodet med omkring 30 til 40 procent.

Stiger LDL-kolesterol, når vi tager tilskud med fiskeolie?  

– Kosttilskud med fiskeolie synes ikke at have en væsentlig betydning for blodets indhold af LDL-kolesterol, men i nogle forsøg har man set en beskeden stigning i LDL-kolesterol hos patienter med bl.a. forhøjede triglycerider, som har fået tilskud med fiskeolie.  

Hvad siger forskningen om fiskeolietilskud og atrieflimren?  

– Flere undersøgelser, som har undersøgt effekten af fiskeolietilskud på risikoen for hjertekarsygdom, har vist en øget forekomst af atrieflimren hos personer, som allerede havde hjerte-kar-sygdom eller var i høj risiko for at få det. Et forskningsprojekt har sammenfattet resultaterne fra disse tidligere forsøg og fundet, at personer som fik fiskeolietilskud, havde en ca. 25 procent højere relativ risiko for tilfælde af atrieflimren sammenlignet med placebo. Omega-3 fedtsyrer, som indtages gennem kosten, er dog vist i flere undersøgelser at være forbundet med en lavere risiko for udvikling af atrieflimren.  

Fisk versus fiskeolie – hvad er effekten?  

– Spiser du fisk – især fed fisk – har du en lavere risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom, viser en række undersøgelser. Dette skyldes formentligt, at fisk udover omega-3 fedtsyrer indeholder en række gunstige næringsstoffer kombineret med, at et regelmæssigt indtag af fisk samtidig betyder, at du spiser noget mindre af noget andet fx rødt kød.   

Kan plante-omega-3 bruges i stedet?  

– Kosttilskud med ALA, som er plante-omega-3, har ikke vist at kunne reducere risikoen for tilfælde af hjerte-kar-sygdom hos personer med tidligere blodprop i hjertet sammenlignet med placebo. Danske forskningsresultater tyder dog på, at indtag af ALA gennem kosten kan være forbundet med en lavere risiko for udvikling af åreforkalkningsbetinget hjerte-kar-sygdom fx blodprop i hjertet, men kun hos personer, som indtager under 250 mg marine omega-3 fedtsyrer om dagen.  

Fødevarestyrelsen anbefaler:

Hjerteforeningen anbefaler ikke kosttilskud med fiskeolie, da kosttilskuddet hverken kan forebygge eller behandle hjerte-kar-sygdom. 

  • Spis 350 g fisk om ugen, heraf 200 g fede fisk. Fede fisk er fx sild, makrel, laks og ørred. Har du erkendt hjertesygdom, så anbefales 300 g fed fisk ud af de anbefalede 350 g.
  • Der gælder særlige råd om at begrænse indtaget af store rovfisk, fx tun, for gravide, ammende og børn under 15 år.
  • Gå efter fiskeprodukter mærket med Nøglehullet.

Hvad med vegansk fiskeolie/omega-3 fra algeolie? 

– De marine omega-3 fedtsyrer EPA og DHA dannes i alger og plankton og indbygges i fødekæden. Der er så vidt vides ikke foretaget videnskabelige undersøgelser, som har undersøgt EPA og DHA fra algeolie på risikoen for hjerte-kar-sygdom.  

Er der forskel på flydende eller kapsler? 

– Flydende fiskeolie iltes lettere og bør derfor opbevares køligt og bruges inden for kortere tid. Flydende fiskeolie kan være vanskeligere at dosere end fiskeoliekapsler, men flydende er ofte billigere. Herudover kan den karakteristiske lugt og smag af fiskeolie typisk være mere fremtrædende, hvis det indtages flydende, end hvis det tages som fiskeoliekapsler.  

Hvad med dem, som både har leddegigt og atrieflimren. Hvad skal de gøre?  

– Marine omega-3 fedtsyrer virker anti-inflammatorisk, og tilskud med fiskeolie er i flere undersøgelser vist at have en moderat smertelindrende effekt hos patienter med leddegigt. På nuværende tidspunkt ved vi ikke, om tilskud med fiskeolie forværrer atrieflimren hos patienter, som har eller har haft atrieflimren. 

 Hvad med fiskeolie og blodfortyndende medicin? 

– Ved meget høje doser kosttilskud med fiskeolie kan det ikke udelukkes, at der kan være en lille øget blødningsrisiko. Hvis du tager blodfortyndende medicin og standarddoser af fiskeolie, er der ikke grundlag for at mistænke, at fiskeolien medfører en betydende forøget risiko for blødning. 

 Hvad hvis du ikke spiser fisk?  

– Det anbefales i de nyeste danske kostråd at spise mindst 350 g fisk om ugen. Hvis du ikke gør det eller slet ikke spiser fisk, synes jeg ikke, du automatisk skal tage fiskeolie som kosttilskud. 

Hjertet kalder på dig

1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer. 

Støt i dag og red liv

Untitled(Påkrævet)