Hos særligt yngre patienter med svært hjertesvigt eller medfødt hjertesygdom kan lægerne overveje hjertetransplantation. Forløbet op til en hjertetransplantation er en langvarig og grundig proces, hvor specialiserede hjertelæger gennemfører en række undersøgelser og regulering af medicin for at være sikker på, at patienten er klar til at modtage et nyt hjerte. Der skal også være et donorhjerte, der passer til patientens blodtype og immunsystem, hvorfor man som oftest er på venteliste, enten hjemme eller under indlæggelse.
Der mangler donorhjerter, hvorfor det desværre ikke er alle, der har behov for et nyt hjerte, som når at få et. I ventetiden på et nyt hjerte vil nogen patienter få indopereret en kunstig hjertepumpe, der hjælper til at pumpe blodet fra venstre hjertekammer og ud i hovedpulsåren – en såkaldt heartmate eller LVAD (left ventricular assist device).
I gennemsnit lever en hjertetransplanteret patient i Danmark 15,6 år. Overlevelsen er langsomt stigende i takt med, at lægerne bliver bedre til at tilrettelægge den medicinske behandling og komplikationerne til at leve med et nyt hjerte.
Som hjertetransplanteret er det meget vigtigt, at man tager immundæmpende medicin, da kroppens immunforsvar ellers vil forsøge at afstøde det ”fremmede” hjerte. Derfor vil du som patient også blive fulgt meget tæt i uger og måneder efter transplantationen, bl.a. med vævsprøver fra hjertet, for at overvåge om din krop tåler det nye hjerte.
Med et nyt hjerte er det tid at genoprette formen og muskelmassen. Du må motionere lige fra dag 1, men reel træning, som belaster brystbenet, skal du vente med, til dette er helet
Må jeg begynde at motionere lige efter, jeg har fået et nyt hjerte?
Når man får en hjertetransplantation, er operationen fortaget via brystbenet. Det skal have tid til at hele og blive stabil igen. Du skal derfor undgå at belaste brystbenet i ca. 6 uger efter operationen. I den periode skal du undgå tunge løft og vrid i brystkassen. Dine arme skal svinge naturligt med, når du går. Du må gerne mærke dit operationsar, når du går, men du skal ikke have smerter.
Selvom du har fået et normalt fungerende hjerte, har din krop længe været påvirket af dårlig hjertepumpefunktion. Det har resulteret i tab af muskelstyrke, tab af udholdenhed og oplevelse af øget åndenød.
Tilsammen har det bevirket, at du har bevæget dig mindre og undgået fysiske udfordringer.
Det er derfor vigtigt, at du kommer i gang med motion efter din operation. Nogle patienter vil opleve, at den første måned er svær at komme igennem på grund af træthed. Du kan starte med at gå en tur, som du magter hver dag, så du stille og roligt vænner dig til at blive aktiv igen og langsomt genvinder din tidligere funktionsevne i dagligdagen. Du kan med fordel gå flere små strækninger i løbet af dagen og tage tid på dine gåture, så du kan se dine forbedringer. Det kan motivere dig!
Må jeg blive forpustet?
Hjertetransplanterede har ofte lettere nedsat lungefunktion, som ikke normaliseres lige efter transplantationen. Der kan også forekomme ansamling af væske omkring hjerte og lunger, der hyppigt forsvinder af sig selv.
Uanset hvilke former for motion du vælger, skal du tage udgangspunkt i din nuværende funktionsevne og respektere eventuelle symptomer, der kan opstå, som træthed, åndenød, svimmelhed mm.
Når du belaster kroppen, får hjertet signaler via nerver om, at det skal arbejde mere for at pumpe mere blod rundt i kroppen, så musklerne kan få mere ilt til den øgede belastning. Under hjertetransplantation, bliver nerverne til hjertet skåret over for at man kan sætte et nyt hjerte ind. Derfor vil pulsstigning ved fysisk aktivitet være forsinket. Ligeledes er hvilepulsen hos hjertetransplanterede 15-25 slag højere.
Mange oplever at de har en dårlig kondition når de er fysisk aktive, dette skyldes netop den forsinkede pulsstigning pga. de overskårne nerver til hjertet. Efter du er kommet godt i gang vil du mærke at det vil gå bedre. Derfor er det vigtigt at du tager god tid med din opvarmning og nedvarmning i forbindelse med fysisk aktivitet, så hjertet tilpasser sig den nye belastning.
Du må gerne være aktiv op til snakkegrænsen, Borg 15. Det er normalt, at du bliver forpustet når du er fysisk aktiv, og dit nye hjerte har det godt med at du bliver forpustet, det får dermed en bedre arbejdsevne. De fleste vil først efter 3-6 måneder opleve den fulde effekt af operationen. Du må gerne øge din motionsmængde og intensitet med tiden, hvor du træner med moderat til højt intensitet.
Må jeg styrketræne?
Sandsynligvis har du tabt en del af din muskelmasse op til operationen, især hvis der har været ventetid, hvor du gradvis har oplevet nedsat funktionsevne. Du kan med fordel træne dine muskler for at genvinde muskelmasse og forbedre din muskelfunktion – dermed vil dine hverdagsaktiviteter opleves nemmere.
Du skal dog vente med at styrketræne din overkrop, til dit brystben er helet.
Hvad bør jeg undgå?
Efter de første ca. 6 uger er der som hovedregel ikke nogle motionsformer, du skal undgå. Tag udgangspunkt i din fysiske formåen. Oplever du i forbindelse med motion ubehag eller forværring af dine symptomer, bør du kontakte transplantationsafsnittet eller din egen læge.
Er du i tvivl om, hvad du kan eller har behov for rådgivning om, hvordan du må træne i forhold til din hjerte-kar-sygdom, så kontakt et af Hjerteforeningens rådgivning.