Godt nyt til alle kaffeelskere: Nyeste forskning viser, at kaffe ikke som tidligere antaget kan give rytmeforstyrrelser. Husk dog at vælge den type kaffe, der er bedst for dit hjerte, råder Hjerteforeningens diætist.

Har du spørgsmål til artiklen, er du altid velkommen til at skrive os en mail - klik her.
(Du må meget gerne indsætte link til artiklen i din mail.)

Danmark er en af de mest kaffedrikkende nationer i verden, hvor hver indbygger i gennemsnit drikker tre-fire kopper kaffe om dagen – mænd drikker lidt mere end kvinder. Det samme gælder for hjertepatienter, som også gerne drikker kaffe. Den koffeinholdige drik har i nyere tid været beskyldt for meget i forhold til sundhed generelt og hjertet specifikt. Men nu er der godt nyt til alle kaffeelskere.

Forskere frikender danskernes yndlingsdrik
Et team af forskere fra University of California har undersøgt, om moderat indtag af kaffe hænger sammen med risikoen for rytmeforstyrrelser i hjertet. De har også kigget på, om denne sammenhæng bliver påvirket af dine gener – det vil sige, hvor hurtigt din krop nedbryder og omsætter koffein.

Blandt de 300.000 deltagere i forsøget fandt forskerne, at hver ekstra kop kaffe om dagen gav en reduceret risiko for rytmeforstyrrelser i hjertet på 3 procent. Genetiske forskelle, der påvirker kroppens evne til at nedbryde koffein, havde ingen betydning i denne sammenhæng. Der er altså intet, der tyder på, at hverken dit kaffeindtag eller genetiske forskelle i din krops evne til at nedbryde kaffe skulle øge risikoen for rytmeforstyrrelser i dit hjerte.

Med andre ord: Du må godt drikke kaffe – det har ingen beviselig indflydelse på risikoen for hjerterytmeforstyrrelser.

Læs mere om den bagvedliggende forskning her: https://jamanetwork.com/journals/jamainternalmedicine/article-abstract/2782015

Kaffe og kolesterol
På Hjertelinjen drejer de typiske kaffespørgsmål sig om påvirkning af kolesteroltallet. Det gør Hjerteforeningens diætist, Lotte Juul, dig klogere på her:

– Kaffe indeholder ud over koffein adskillige bioaktive stoffer, fx polyfenolerne cafestol og kahweol, opløselige fibre, kalium og magnesium, som kan virke enten skadelige eller beskyttende i forhold til hjertesygdom. Det er selve brygningsmetoden, som er afgørende for, om effekten af kaffeforbruget er positiv eller negativ, forklarer diætisten.

De negative virkninger af kaffe er en stigning i både LDL-kolesterol og det totale kolesterol og hermed øget risiko for hjertesygdom. Stigningen er fremkaldt af stofferne cafestol og kahweol, som findes i kaffen.

Den bedste type kaffe for dit hjerte
Baristaer kan mene en masse om, hvordan kaffe skal behandles og specielt ristes, men lytter du til dit hjerte, er det i sidste ende den gode gammeldags filterkaffe, der vinder. Brygningsmetoden er helt afgørende, forklarer Hjerteforeningens diætist, Lotte Juul.

Filterkaffe
Et moderat indtag af filterkaffe er ikke forbundet med en øget risiko. Studier tyder faktisk på, at tre-fem daglige kopper filterkaffe mindsker risikoen for udvikling af hjertesygdom.

– Det er stoffer, der findes naturligt i kaffebønnen, der kan have en negativ effekt på dit kolesteroltal. De to syndere, cafestol og kahweol, som bliver frigjort fra kaffebønnen ved opvarmning, fjernes stort set ved anvendelsen af papirfiltret i forbindelse med filterkaffe. Det betyder, at kun kogekaffe, stempel- og espressokaffe indtaget i store mængder kan fremkalde stigningen i LDL-kolesterolet og det totale kolesterol. Filterkaffe har ikke denne virkning, forklarer diætisten.

Pulverkaffe
Er du typen, der godt kan lide en hurtig kop kaffe med en mild smag, er du heldig. Dit hjerte vil lige som med filterkaffen takke dig, når du drikker pulverkaffe.

– Pulverkaffe, eller instant coffee, bliver fremstillet ved at tørre eller frysetørre brygget kaffe, og under processen fjernes de kolesterollignende stoffer. Så pulverkaffe ligner i denne sammenhæng filterkaffe, siger Lotte Juul.

Summa summarum: Koffein er ikke forbundet med en øget risiko for hjerterytmeforstyrrelser, men har snarere en beskyttende effekt. Men kaffetypen har en betydning. Anbefalingen er tre-fem kopper dagligt – gerne filterkaffe.

– Der er selvfølgelig undtagelser ved alt. Og der findes patienter med atrieflimren, som trods forskningen oplever at få hjerteflimmeranfald af kaffe. Så oplever du alligevel gener ved indtag af koffein, skal du lytte til din krop og udelade kaffen, understreger diætisten.