Formålet med en hjerteklapoperation er enten at fjerne de symptomer, du har på grund af din syge hjerteklap eller at forebygge, at den syge hjerteklap skal belaste hjertet så meget, at du får hjertesvigt. Mennesket har fire hjerteklapper, og du kan blive tilbudt operation af dem alle fire.
Det er dog i langt de fleste tilfælde aortaklappen og mitralklappen, der bliver opereret. Begge sidder i venstre hjertehalvdel. Aortaklappen sidder mellem hjertet og hovedpulsåren aorta. Mitralklappen sidder mellem venstre forkammer og venstre hovedkammer. Hjerteklapperne kan enten være forsnævrede (aortastenose, mitralstenose) eller utætte (aortainsufficiens, mitralklapinsufficiens).
Hvis du har forsnævringer på dine kranspulsårer, vil du også få foretaget bypassoperation, når du bliver hjerteklapopereret.
De fleste hjerteklapoperationer foregår som åben hjertekirurgi. Det betyder, at hjerteklapoperationen foretages, mens du er i fuld bedøvelse, og brystkassen åbnes gennem et snit på langs af brystbenet. Ofte vil blodet blive transporteret rundt i kroppen af en hjerte-lunge-maskine, så hjertet kan sættes i stå, mens der opereres på selve hjertet.
En biologisk hjerteklap
En metalklap
Hvis du er over 65 år og har brug for en ny hjerteklap, får du som regel tilbudt en biologisk klap. Biologiske hjerteklapper er lavet af væv fra grise- eller kalvehjerter.
Holdbarheden af en biologisk hjerteklap afhænger af din alder. Hvis man er 70 år, når operationen bliver foretaget, vil der efter 15 år være forandringer i den biologiske klap hos omkring 10%, men kun få vil have behov for udskiftning af klappen.
Efter operationen skal du oftest have blodfortyndende medicin i 3 måneder. Det afhænger lidt af, hvilken type hjerteklap, der er brugt. Den blodfortyndende medicin forebygger, at små blodpropper sætter sig på klapperne og skaber problemer.
Hvis du er yngre end 65 år, får du oftest indsat en metalklap. En metalklap kræver, at man får livslang blodfortyndende behandling (antikoagulans, som kræver kontrol med blodprøver) og har som udgangspunkt en bedre holdbarhed end biologiske klapper. Det betyder, at du skal have blodfortyndende behandling resten af livet for at forebygge at små blodpropper sætter sig på klappen og skaber komplikationer.
For visse typer af hjerteklapsygdomme kan du blive tilbudt en kateterbaseret hjerteklapoperation. Dette bliver primært tilbudt, hvis risikoen for åben hjerteoperation er høj, eller hvis du er for svagelig til at klare en operation.
Efter operationen
Efter operationen vil du normalt være indlagt i en uges tid. Indlæggelsen kan blive forlænget, hvis der støder komplikationer til.
Komplikationerne kan være:
- infektioner
- blødning
- rytmeforstyrrelser i hjertet
- blodprop i hjertet eller hjernen
- udvikling af væske omkring hjertet (i hjertesækken) eller lungerne.
Risikoen for komplikationer er meget forskellig fra person til person.
Langtidsresultaterne efter en hjerteklapoperation er meget gode. Mange vil dog opleve, at den første periode efter operationen er præget af træthed og smerter fra brystbenet, der typisk er 4-6 uger om at hele. Indtil brystbenet er helet, skal du helst undgå skæve træk i brystbenet, fx at løfte tunge indkøbsposer i den ene hånd. Generelt frarådes tunge løft med armene væk fra kroppen i de første 4-6 uger.
Du må gerne begynde at motionere (link til egen hjemmesiden) umiddelbart efter udskrivelsen. Du må gerne blive forpustet og få sved på panden. Du må blive så forpustet, at du lige netop stadigvæk kan tale. Det er en god idé at starte med gåture eller cykling på motionscykel med lav belastning.
Alle hjerteklapopererede har ret til at blive henvist til fysisk genoptræning efter udskrivelsen. Den vil typisk først starte 6-8 uger efter operationen, så man er sikker på, at brystbenet er helet. Hjerteforeningens rådgivningerscentre har også motionshold.
Efter hjerteklapoperation vil du typisk skulle til kontrol på det sygehus, der har henvist dig til operationen. Nogle gange skal du kontrolleres livslangt. Det afhænger af, hvilken type hjerteklapsygdom du er opereret for.
Hvor længe holder de nye klapper
Hvor lang tid holder mekaniske klapper?
Mekaniske klapper går sjældent i stykker. Du kan stadig få infektion omkring klappen, og der kan vokse bindevæv henover den, som gør, at den ikke fungerer længere og skal udskiftes. Mekaniske klapper holder ikke evigt, men langt de fleste holder patienternes liv ud.
Hvor lang tid holder biologiske klapper?
Hvis man er 70 år når operationen bliver foretaget, vil der efter 15 år være forandringer i den biologiske klap hos omkring 10%, men kun få vil have behov for udskiftning af klappen.
Motion og hjerteklapoperation
Er du blevet klapopereret gennem brystbenet?
Har du været igennem en klapoperation, hvor du er blevet opereret gennem brystbenet, skal knoglen i brystbenet have tid til at hele og blive stabil igen. Du skal derfor undgå at belaste brystbenet i ca. 6 uger efter operationen. I den periode skal du undgå tunge løft væk fra kroppen og vrid i brystkassen.
Det betyder ikke, at du skal undgå motion i disse uger. Tværtimod.
Start med at gangtræne hver dag, så du vænner dig til at være aktiv igen. Hjerteforeningen anbefaler, at du er aktiv 30 min. dagligt. Du kan dele din gåtur med mindst 10 min. ad gangen i løbet af dagen. Dine arme skal svinge naturligt med, når du går. Du må gerne kunne mærke dit operationsar, når du går, men du skal ikke have smerter, som forhindrer dig i at bevæge dig naturligt.
Mange patienter har smerter, der kan forstyrre nattesøvnen den første måned efter operation og har derfor behov for smertestillende medicin.
Hvis du har fået udleveret øvelser for din nakke/skulder fra dit sygehus, kan du med fordel udføre dem for at bevare bevægeligheden og mindske spændinger i muskulaturen.
Din hjertelæge eller praktiserende læge skal vurdere, om dit brystben er vokset sammen. Derefter kan du genoptage alle dine daglige gøremål og motionsaktiviteter igen.
Er du blevet klapopereret, uden dit brystben er blevet skåret over?
Hvis din klapoperation for eksempel er fortaget via lysken eller via ribbenene, må du gå i gang med at motionere cirka 1 uge efter indsættelsen af hjerteklappen (så karet, hvor klappen er indsat fra, ikke springer op).
Hvilken motion bør jeg undgå?
Hvis du ikke er blevet opereret igennem brystbenet, er der ikke nogen motionsformer, du skal undgå. Dette gælder også for dig, der har gennemgået den større operation, når først de 6 uger er gået. Motion skal give dig overskud, og du skal opleve, at din fysiske formåen bliver bedre med tiden.
Hvis du, i din dagligdag eller i forbindelse med motion oplever ubehag, forværring af dine symptomer, uregelmæssigt hjerterytme eller gentagende perioder med feber, bør du kontakte din egen læge.
Hvis du har fået en mekanisk hjerteklap, får du antikoagulationsbehandling med marevan. Du bør derfor undgå kontaktsport. Det drejer sig om fodbold, håndbold, ishockey og især kampsport, da forstuvninger og rifter bløder meget mere end normalt. Almindelig fitness, løb, tennis, badminton, cykling, golf mm. kan gennemføres og dyrkes.
Når man er blevet opereret med indsættelse af en ny kunstig hjerteklap, skal man huske at tage forebyggende antibiotika 1-4 timer inden man skal til tandlægen. Dette er den eneste egentlige forebyggende behandling der eksisterer for at undgå betændelse i den nye kunstige hjerteklap.
Har jeg ret til genoptræning og hjerterehabilitering?
Når du har fået en hjerteklapoperation, bliver der udarbejdet en genoptræningsplan, som er lovpligtig og en forudsætning for, at du kan modtage ambulant genoptræning såvel på dit sygehus som i kommunalt regi. Den fysiske genoptræning er en del af dit hjerterehabiliteringsprogram. Har du ikke fået en indkaldelse, kan du kontakte den lokale hjerteafdeling, du hører under.
Ved du nok om dit hjerte?
Nyhedsbrevet Hjertenyt giver dig ny viden, gode råd og konkrete tips, du kan bruge i din hverdag.
- Lær noget nyt om dit hjerte hver 3. uge.
- Få indblik i hjerteforskningen og de nyeste behandlingsmetoder.
- Få tips til en hjertesund livsstil fra Hjerteforeningens eksperter.
Få Hjertenyt i din indbakke
Gør som over 102.000 andre og tilmeld dig Hjertenyt.