Ved HLHS er venstre hjertekammer underudviklet og meget lille. Sygdommen kan betegnes som et univentrikulært hjerte, hvor kun det ene hjertekammer virker. Bliver sygdommen opdaget, er der god mulighed for behandling.
Årsager
Som regel er der ikke én bestemt årsag til og i mange tilfælde ingen forklaring på, at et barn fødes med en hjertefejl. Årsager kan være arvelighed, sygdom i kromosomerne, infektioner under graviditeten med flere.
Symptomer
Inden for få timer eller dage efter barnet er født, kan det blive tiltagende blegt eller blåt på læber og hud. Med tiden kan der opstå symptomer som:
- Dårligt kredsløb
- Kortåndethed
- Spisevanskeligheder
- Blåfarvning
Undersøgelser
Du kan få foretaget et elektrokardiogram (EKG), som viser den udtalte overvægt af det højre hjertekammer.
Den endelige diagnose får du stillet ved hjælp af en ultralydsscanning af hjertet.
Det muligt at afgøre, om der kommer ilt nok til kroppens væv via en undersøgelse af syreophobning i blodet.
Behandling
Behandling af HLHS kan bestå af både medicin og operation.
Medicin
Med en infusion af prostaglandin kan kroppens kredsløb genoprettes midlertidigt. Læs mere om medicin på min.medicin.dk
Operation
Typisk bliver barnet behandlet med en Noorwood-operation. Hermed kan højre hjertekammer pumpe blodet direkte ud i kroppen, og lungekredsløbet bliver forsynet gennem en shunt.
Siden hen kan det være nødvendigt at operere efter Fontan-princippet med to operationer ved navn Glenn-operation og TCPC-operation.
Ordforklaringer
Få en oversigt over betegnelser, som ofte bliver brugt som lægefaglige udtryk eller forkortelser.
- Hypoplastisk venstre hjertesyndrom forkortes HLHS.
- Blåfarvning kaldes også for cyanose.
- Elektrokardiogram forkortes EKG.
- Ultralydsscanning af hjertet kaldes også for ekkokardiografi.
- Syreophobning i blodet kaldes også for acidose.
Ved du nok om dit hjerte?
Nyhedsbrevet Hjertenyt giver dig ny viden, gode råd og konkrete tips, du kan bruge i din hverdag.
- Lær noget nyt om dit hjerte hver 3. uge.
- Få indblik i hjerteforskningen og de nyeste behandlingsmetoder.
- Få tips til en hjertesund livsstil fra Hjerteforeningens eksperter.
Få Hjertenyt i din indbakke
Gør som over 102.000 andre og tilmeld dig Hjertenyt.