Lever du med atrieflimren? Så kan Hjerteforeningens eksperter måske hjælpe dig. Kontakt Hjerteforeningen og få tilsendt gode råd om kost, medicin og nyeste viden om atrieflimren fra vores læger og diætister. Det tager kun et øjeblik.
Hvis du har fået konstateret atrieflimren, spiller maden en væsentlig rolle for at nedsætte risikoen for at udvikle eller forværre hjerte-kar-sygdom.
Hjerteforeningen anbefaler, at spise efter principperne om sund mad for hjertet – De såkaldte 5 F’er:
- Frugt og grønt – Det anbefales at spise 500-800g frugt og grønt om dagen / Nødder og mandler 20-30g
- Fisk – Det anbefales at spise 300-450g fisk ugentligt, hvoraf de 300g bør være fed fisk.
- Fuldkorn – Det anbefales at spise mindst 90g fuldkorn dagligt
- Fedt – Spar på det mættede fedt og spis det sunde umættede fedt med måde
- Fysisk aktivitet – Vær fysisk aktiv
Faktorer, der kan påvirke atrieflimren
Overvægt
Hvis du er overvægtig (BMI over 27) er der en øget risiko for at udvikle atrieflimren. Der er i gennemsnit ca. 5-8 % øget risiko for atrieflimren for hvert BMI-point over 27.
Studier viser at for overvægtige med et BMI over 27, der har mange symptomer fra atrieflimren, ses en reduktion i symptomer samt antal og varighed af anfald, ved et vægttab.
Reduktionen af symptomer, anfald og varighed af anfald af atrieflimren er også relateret til størrelsen af vægttabet.
En vægt, der svinger med mange kilo op og ned – altså en såkaldt yoyo-vægt, har ikke samme positive effekt på symptomer, anfald og varighed af anfald af atrieflimren, som et stabilt og varigt vægttab.
Alkohol
Hvis du har atrieflimren bør du være ekstra opmærksom på dit alkoholindtag. Der er en sammenhæng mellem højt forbrug af alkohol og en øget risiko for udvikle atrieflimren, ligesom der er en øget risiko, ved højt alkoholindtag, for at udløse anfald af atrieflimren hos personer, som tidligere har haft tilbagevendende atrieflimren.
Hjerteforeningen anbefaler et lavt til moderat alkoholindtag – dvs. maksimalt 8 genstande om ugen og højst 3 genstande per gang.
Mennesker med paroxystisk atrieflimren skal være opmærksom på, at alkohol kan udløse nye episoder med atrieflimren. Derfor bør du højst drikke 3 genstande på en gang
Kaffe og te
Kaffe og te indeholder koffein, der er et kendt stimulerende stof, som kan give hjertebanken og dermed en hurtig puls. Te og kaffe har ligeledes et højt indhold af antioxidanter, hvilket muligvis kan mindske risikoen for atrieflimren.
Der er ikke nogen sammenhæng mellem at drikke koffein fra kaffe/te og en øget risiko for anfald af atrieflimren. Der ses snarere en beskyttende effekt.
Hjerteforeningen anbefaler 3-4 kopper filterkaffe dagligt.
Kosttilskud, naturlægemidler og fiskeolie
Der er i mange år blevet forsket i sammenhængen mellem fiskeolietilskud og risikoen for hjerte-kar-sygdomme pga. af de positive virkninger omega-3 fra fisk har. Studierne viser, midlertidig, at indtag af større mængder kosttilskud med fiskeolie kan forværre anfald af artrieflimren.
Kosttilskud med fiskeolie kan derfor ikke anbefales, hvis du har atrieflimren. Den bedste beskyttelse fås ved at spise 350 g fisk og ugen, hvoraf 300 g bør være fed fisk.
Magnesium
Magnesium har en betydning for overførslen af nerveimpulser til muskler og hjertet, som får dem til at trække sig rytmisk sammen. Magnesium er dermed med til at stabilisere hjerterytmen.
Studier viser, at en kost med et højt indtag af fødevarer, der er rige på magnesium, især fuldkornsprodukter, grønsager, mandler og mælk, er vigtig for et normalt blodtryk, et normalt blodsukker og en lavere risiko for at udvikle hjerte-kar sygdomme, herunder atrieflimren. Dvs. det er ved, at spise sig til magnesium, at den nedsatte risiko opnås.
Kostundersøgelser viser, at danskerne får den anbefalede mængde magnesium gennem kosten. Hjerteforeningen anbefaler kun et tilskud af magnesium hvis du har fået konstateret en mangel.
Hjertet kalder på dig
1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer.