Jeg hedder Jan, og jeg er 72 år gammel. Jeg er pensioneret, og bor i naturskønne Fredensborg kommune med min hustru gennem 44 år, og vores børn og børnebørn har vi lige i nærheden.

Min pensionist tilværelse har været ganske aktiv. Familien fylder meget, jeg er medlem af Odd Fellow ordenen, og derudover er jeg vågekone på 6. år i vågetjenesten i Fredensborg kommune.

For godt 3 år siden vågnede jeg en tidlig morgen, og havde det så dårligt, at jeg blev kørt på Rigshospitalet. Her fik jeg hjertestop, og fik efterfølgende en firedobbelt bypass operation. Det var et kompliceret forløb, og jeg endte med at være indlagt en lille måned i to omgange. Efter fem måneder måtte der yderligere en stent til.

Sygdommen kom som et lyn fra en klar himmel, og det har været utrolig svært, at forliges med min nye situation. Jeg gjorde alt hvad man tilrådede, rehabilitering, hospitalets kurser, foredrag i Hjerteforeningen, psykolog mm. Alt dette hjalp mig, men der er en ting, som jeg i dag kan se manglede, nemlig at der ikke var nok hjælp til de pårørende.

Jeg vil gerne være der for dig og dine, der ønsker at tale med en, der på egen krop har været igennem et sygdomsforløb, i stil med det, som du lige har været igennem. 

Jeg tror jeg har fået den erfaring, som du måske kunne have brug for, så du må endelig kontakte mig, hvis du tror, at jeg kan hjælpe.

Masser af hilsner fra Jan