Hej, Jeg hedder Claudia.

Jeg er en kvinde på 45 år, bosat i Rudersdal kommune sammen med min søn på 18 år og vores lille hund. Kort før min 40-års fødselsdag, blev det ved et tilfælde opdaget, at mit hjerte er stærkt forkalket. Det har indtil nu resulteret i 2 ballon-udvidelser med indsat Stent. Jeg har haft en blodprop i hjertet, og senest for 2 år siden fik jeg en bypass. Jeg er i behandling med blodfortyndende- og kolesterolsænkende medicin, og jeg passer efter bedste evne både kost og motion. Jeg er i dag førtidspensionist, men jeg er bestemt ikke gået i stå. Venner, familie og frivilligt arbejde er noget af det, der optager min tid, når overskuddet tillader det. 

Under mit sygdomsforløb (især ved bypass) var det meget vigtigt for mig at være så meget med som muligt i mit behandlingsforløb. Jeg savnede at have en på min egen alder at tale med. Jeg oplever (heldigvis) ikke mange på min alder, der har lige så meget at slås med helbredsmæssigt, som jeg har. Men det giver perspektiv, når man ikke kan andet end at tage ”ja-hatten” på, og så ellers bare opsøge de svar man har brug for, hos de mennesker man mener, der kan give svarene.

Jeg havde kæmpestor gavn af at bruge min stemme i mine forløb. Sige højt hvad jeg vil, og ikke vil. De sundhedsfaglige kan ikke læse mine tanker, så derfor har jeg lært at være involveret, og række hånden ud.
Jeg vil til hver en tid anbefale at man prøver at lægge frygten fra sig, og så sige: Hvad kan jeg selv gøre, for at jeg føler mig tryg og hørt?
Husk at bruge dit netværk. Du er IKKE alene!