fiskeolie

Hvad er fiskeolie?

  • Fiskeolie indeholder flerumættede omega-3 fedtsyrer (n-3 er synonymt med omega-3) ved navn EPA (eikosapentaensyre) og DHA (dokosahexaensyre). Fedtsyrerne findes i fisk og andre havdyr.
  • Omega-3 fedtsyrer er essentielle fedtsyrer, som vi har brug for, for at vores krop kan fungere optimalt. Fedtsyrerne er vigtige for vores membraner, specielt i centralnervesystemet, og de påvirker cellernes funktion og stofskiftet.
  • Omega-3 fedtsyrer findes især i fede fisk, som sild, laks, makrel, ørred og hellefisk.
  • Læs mere om omega-3-fedtsyrer her.

Forskningen viser

  • Fiskeolie som tilskud
    • Nyere kliniske studier har vist, at der ikke er nogen effekt af et dagligt tilskud af omega-3 fiskeolie i forhold til at forebygge hjerte-kar-sygdom hos raske og personer med høj risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme.
    • Studierne viste også, at hjerte-kar patienter ikke reducerer sygeligheden eller dødeligheden ved et daglig tilskud af omega-3 fiskeolie.
    • En meta-analyse fra efteråret 2019, hvor man har samlet resultater fra de kliniske studier vedrørende fiskeolietilskud, fandt en reduktion på risikoen for myokardieinfarkt, død af hjerte-kar-sygdom, død generelt og hjerte-kar-sygdom generelt efter inklusion af de nyere studier til den eksisterende litteratur. Det vurderes dog at reduktionen af de forskellige endemål i meta-analysen er små – særligt ved de doser der er tilgængelige i håndkøb og dermed ikke kliniske relevant eller relevant i forhold til forebyggelse af hjerte-kar-sygsom hos raske borgere, personer i høj-risiko eller patienter generelt.
  • Fiskeolie gennem kosten
    • Hjerteforeningen anbefaler, at alle spiser 350 g fisk om ugen, hvoraf de 200 g bør være fede fisk.
    • Hjerteforeningen anbefaler alle hjerte-kar-patienter, at spise omega-3 fiskeolier gennem kosten. Den anbefalede mængde er 350 g fisk pr. uge og de 300 g bør komme fra fede fisk. Dette giver et indtag på 7 g omega-3 fedtsyrer om ugen.
    • Ved at spise fisk, får man ud over omega-3 fedtsyrer og protein en række andre vigtige næringsstoffer, som D-vitamin, jod og selen, hvilket der kun findes lidt af i andre fødevarer. Fisk beskytter mod udviklingen af hjerte-kar-sygdom ud over det som kan forklares alene ved indholdet af omega-3 fedtsyrer.
  • Fiskeolie ved diagnoser:
    • Blodprop i hjertet: 1 g omega-3 fedtsyrer dagligt eller i alt 7 g omega-3 ugentligt, svarende til 350 g fisk pr. uge hvoraf de 300 g bør komme fra fede fisk. Det vil både reducere risikoen for nye blodpropper og pludselig død af hjerte-kar-sygdom. Dvs. det er når der spises fisk frem for fiskeolie som tilskud, at der opnås en risikoreduktion.
    • Hjertesvigt: Patienter med hjertesvigt bør spise 7 g omega-3-fedtsyrer fra fisk om ugen, svarende til 350 g fisk pr. uge hvoraf de 300 g bør komme fra fede fisk.
    • Atrieflimren: Patienter med rytmeforstyrrelser bør spise 7 g omega-3 fra fisk om ugen, svarende til 350 g fisk pr. uge hvoraf de 300 g bør komme fra fede fisk.
    • Forhøjet triglycerider: Til behandling af forhøjet triglycerider i blodet (hypertriglyceridæmi), kan et tilskud af fiskeolie på 2-4 g omega-3 fiskeolie pr. dag være en del af behandling ordineret af lægen. En dosis på 4 g pr. dag kan give en reduktion i triglycerider på 25-30%, samtidig kan der ske en stigning i LDL-kolesterolet på 5-10% og HDL-kolesterolet på 1-3%.
    • Forhøjet kolesterol: Fiskeolietilskud anbefales ikke ved forhøjet kolesterol. Fiskeolietilskud kan i store doser øge LDL-kolesterol, ligesom HDL-kolesterol kan øges en smule.

 Sådan virker fiskeolie

  • Stabiliserer hjerterytmen, så der er en lavere risiko for hjerterytmeforstyrrelser.
  • Udvider blodkarrene så både det systoliske og diastoliske blodtryk falder.
  • Modvirker blodets sammenklumpning evne og forebygger blodpropper.
  • Dæmper betændelse i bl.a. blodkar og modvirker derfor risikoen for åreforkalkning.
  • Sænker koncentrationen af triglycerid i blodet, men kan øge både HDL- og LDL- kolesterol.
  • Generelt er ovenstående effekter isoleret set meget beskedne ved et indtag svarende til 1 gram dagligt

Bivirkninger

  • De hyppigste bivirkninger er ikke alvorlige gener som fx luft i maven, diarré og kvalme. Blødningstendens kan forekomme ved høje doser.

Interaktion med lægemidler

  • Fiskeolie i høje doser kan forstærke den blodfortyndende virkning, så blødningstiden forlænges ved AK-behandling (blodfortyndende medicin som f.eks. Wafarin, Marevan og Marcoumar). Fiskeolie i almindelige doser på 1 gram giver ikke anledning til interaktioner ved AK-behandling.

Bør ikke anvendes ved

  • Det anbefales, at indstille brugen af fiskeolietilskud en uge før planlagt operation pga. den blodfortyndende effekt.
  • Man kan genoptage brugen tidligst en uge efter indgrebet, hvis der ikke er komplikationer.

Referencer

 

VIDEO: Se video om Hjerteforeningens forskning, som du kan støtte

STØT FORSKNINGEN I DAG