Et hjertesvigt udløst af stress ligner symptommæssigt en blodprop i hjertet. Sygdommen opstår akut, og den nedsatte hjertefunktion kan give livsfarlige komplikationer. Derfor bliver du observeret og om nødvendigt behandlet for hjertesvigt. I langt de fleste tilfælde normaliseres tilstanden inden for en måned, men der kan gå op til flere måneder.
Årsager
Årsager er ikke fuldt ud belyste. I cirka to tredjedele af tilfældene vurderes det at være forbundet med psykisk eller fysisk stress.
En årsag menes at være et højt niveau af stresshormoner udløst ved psykisk stress som følge af fx angst og sorg – deraf udtrykket ”Broken Heart Syndrome”. Det kan også bero på fysisk stress på grund af en sygdom eller ulykke, der får hjertet til at slå hurtigere og stærkere.
Stress kardiomyopati rammer især midaldrende eller ældre kvinder, og en mulig årsag til det er en nedsat mængde af østrogen under overgangsalderen.
Prognoserne for stress kardiomyopati er gode, da tilstanden kan behandles, og man vender oftest tilbage til normal hjertefunktion. Der kan dog godt opstå perioder med tilbagefald.
Symptomer
Du kan ikke skelne stress kardiomyopati fra en blodprop i hjertet. Ofte får du trykken eller ubehag for brystet eller mavesmerter, der kan stråle til arme, hals eller kæbe. Smerter forværres typisk ved fysisk aktivitet og ledsages ofte af åndenød.
Oplever du længerevarende smerter for brystet eller pludselig åndenød, skal du med det samme ringe 112.
Sygdommen kan også give mere diffuse symptomer såsom:
- Kvalme
- Klamsved
- Hurtig hjertebanken
- Pludselig svimmelhed
- Alment ubehag
- Træthed
- Besvimelse
- Opkast
- Angst
Undersøgelser
I ambulancen
I ambulancen får du taget et EKG, der bliver sendt til et Hjertecenter i København, Odense, Aarhus eller Aalborg. Stressudløst hjertesvigt ligner på EKG ofte en større blodprop. Her vil den vagthavende hjertelæge afgøre, om ambulancen skal køre til et Hjertecenter for en hurtig undersøgelse eller et hospital med en hjerteafdeling, hvor du bliver undersøgt.
På hjertecentret
På hjertecentret får du lavet en akut røntgenundersøgelse af kranspulsårene (KAG) for at lokalisere en blodprop. Ved stressudløst hjertesvigt vil lægen oftest finde kranspulsårer uden tegn på blodprop. Derimod vil et udvidet venstre hjertekammer være et tegn på stressudløst hjertesvigt. Lægen vil typisk gerne vide, om du har været udsat for stress som følge af tab af en elsket eller et ophedet skænderi.
På hospitalet
Ligner det på EKG en mindre blodprop, vil du som regel blive undersøgt på nærmeste hospital med en hjerteafdeling. Ved stressudløst hjertesvigt vil et EKG og blodprøver oftest tyde på en blodprop i hjertet, og en ultralyd af hjertet vil vise nedsat hjertefunktion. Herefter vil du blive sendt til en kontrastundersøgelse, hvor man oftest vil finde kranspulsårer uden tegn til blodprop, men derimod tegn på et muligt stressudløst hjertesvigt.
Behandling
Behandling ved indlæggelse
Når din hjertemuskel bliver meget svækket, kan der især i den første periode opstå livsfarlige komplikationer. Du bliver behandlet på sygehuset, som ved enhver form for hjertesvigt med komplikationer, indtil din tilstand er stabil.
Behandling efter indlæggelse
Du får hjertesvigtsmedicin for stressudløst hjertesvigt ligesom ved hjertesvigt af andre årsager. Hvis din hjertefunktion er normal igen, vil lægen med sikkerhed kunne afkræfte en blodprop i hjertet og kalde det et stressudløst hjertesvigt. I så fald kan du langsomt trappe ud af hjertesvigtsmedicin.
Et liv uden stress
Er du stadig påvirket af psykisk eller fysisk stress, er det vigtigt at løse eller lære at bearbejde problemet for at mindske påvirkning af hjertet.
Hjertesvigtsbehandling
Hvis du har hjertesvigt, skal du have medicinsk behandling i form af hjerteaflastende medicin. I nogle tilfælde får du også vanddrivende medicin, indtil hjertemusklens funktion er normal. Hjertefunktionen kan være normal igen inden for en måned, men det kan tage op til flere måneder. Du bliver derfor henvist til en ultralydsscanning af hjertet som kontrol, nogle måneder efter du er udskrevet.
Genoptræning
Har du en moderat til svært nedsat hjertefunktion, vil du blive henvist til en hjertesvigtsklinik, hvor du får justeret din hjertesvigtsmedicin, taget hånd om generelle risikofaktorer for hjerte-kar-sygdomme og kontrolleret hjertemusklens funktion. Du får også lavet en genoptræningsplan.
Livet efter stress kardiomyopati
Motion
Motion er vigtigt i behandlingen af næsten alle hjerte-kar-sygdomme. Når dit hjerte er veltrænet, har det lettere ved at klare belastninger. Præcis som andre muskler i din krop. Er du i form, er mange ting lettere i hverdagen. Og det giver dig livskvalitet og velvære.
Kost
Spis sund mad som hjertepatient for at forbedre dit sygdomsforløb. Sund og varieret mad kan være med til at sænke et for højt blodtryk og et forhøjet kolesteroltal. Vi har derfor samlet en masse gode råd om sund kost til dig her på hjerteforeningen.dk.
Rygning
Hvis du ryger, har det en alvorlig effekt på hjertet, og det er derfor vigtigt, at du er røgfri og undgår passiv rygning, når du har en hjerte-kar-sygdom.
Ordforklaringer
- Kardiomyopati betyder sygdom i hjertemusklen.
- Stressudløst hjertesvigt kaldes også ”Takotsubos kardiomyopati”. ”Takotsubo” er japansk og betegner en vaseformet blækspruttefælde. Ordet hentyder til hjertets venstre hjertekammer, der svulmer op under sygdommens akutte fase og ligner blækspruttefælden.
- Røntgenundersøgelse af kranspulsårerne forkortes KAG.
- Et elektrokardiogram forkortes EKG.
- En ultralydsskanning af hjertet kaldes også for ekkokardiografi.
- Kranspulsårene er pulsårene, der forsyner hjertet med ilt og næring.
Ved du nok om dit hjerte?
Nyhedsbrevet Hjertenyt giver dig ny viden, gode råd og konkrete tips, du kan bruge i din hverdag.
- Lær noget nyt om dit hjerte hver 3. uge.
- Få indblik i hjerteforskningen og de nyeste behandlingsmetoder.
- Få tips til en hjertesund livsstil fra Hjerteforeningens eksperter.
Få Hjertenyt i din indbakke
Gør som over 102.000 andre og tilmeld dig Hjertenyt.