Coarctatio aortae

Coarctatio aortae (forsnævring af aorta) kan være den eneste misdannelse eller ses sammen med andre hjertefejl eller hjertesygdomme.

Ved forsnævring af hovedpulsåren skal venstre hjertekammer pumpe kraftigere for at få blodet igennem, hvilket kan give forhøjet blodtryk i hoved og arme. Der er gode muligheder for behandling, men det anbefales, at patienter følges livet igennem.

 

Årsager

Som regel er der ikke én bestemt årsag til og i mange tilfælde ingen forklaring på, at et barn fødes med en hjertefejl. Årsager kan være arvelighed, sygdom i kromosomerne, infektioner under graviditeten med flere. Læs mere i e-bogen “Medfødte hjertefejl” (side 9 i pdf).

 

Symptomer

Symptomer på forsnævring kan variere alt efter, hvor snæver den er. Ved lette tilfælde kan du være symptomfri i mange år eller blot opleve beskedne symptomer ved fysisk aktivitet såsom:

  • Træthed
  • Åndenød
  • Smerte i benene

Fra ungdomsårene er det første tegn ofte hovedpine som følge af for højt blodtryk.

Nyfødte med svære tilfælde har stor risiko for at udvikle hjertesvigt, som kræver et hurtigt operativt indgreb.

 

Undersøgelser

Mistanken om forsnævring opstår ofte, hvis du ikke kan føle puls i lysken, eller hvis en måling af blodtryk viser højere blodtryk på armene end på benene.

Du får som regel stillet en diagnose ved hjælp af en ultralydsscanning af hjertet. Her kan man i detaljer se forsnævringen og dens form med en MR-scanning, CT-scanning eller angiokardiografi under en operation i hjertet med kateter.

 

Behandling

Der er gode muligheder for behandling, hvis du har en forsnævring på aorta. Sygdommen skal gerne behandles inden for de første leveår, også selvom der ikke er symptomer. Hos syge nyfødte kan man stabilisere tilstanden ved brug af prostaglandin.

Den mest hyppige behandling er en operation, men nogle kan nøjes med en ballonudvidelse (PCI). Ved de to mest almindelige operationer bliver det forsnævrede stykke af hovedpulsåren enten fjernet eller udvidet.

Ved ballonudvidelse føres et lille kateter af plastik ind i en blodåre i lysken og videre til hovedpulsåren. Kateteret har en ballon indbygget i spidsen, som kan blæses op og formindske forsnævringen. I nogle tilfælde bliver der placeret en stent for at forhindre åren i at snævre sammen igen.

 

Livet med coarctatio aorta

Få hjælp af Hjerteforeningen, hvis du eller dit barn har en hjertefejl. Vi arbejder på at give patienter med hjertesygdomme et så godt liv som muligt ved at oplyse, rådgive, vejlede og varetage fælles interesser for børn, unge og pårørende.

Find mere information under Børn og unge. 

 

Læs bogen “Medfødte hjertefejl”

I bogen kan du læse om sygdomme, behandlinger, arvelighed og meget andet. Du kan også downloade bogen.

Tryk her eller på billedet herunder for at åbne pdf-fil i nyt vindue.

 

 

 

 

 

 

 

 

Ordforklaringer

Få en oversigt over betegnelser, som ofte bliver brugt som lægefaglige udtryk eller forkortelser.

  • Coarctatio aortae kaldes også for forsnævring af hovedpulsåren.
  • En ultralydsscanning af hjertet kaldes også for ekkokardiografi.
  • Angiokardiografi er en røntgenundersøgelse under hjertekateterisation, hvor man filmer et røntgenkontrastmiddels passage gennem hjertet.
  • Operation med kateter i hjertet kaldes også for hjertekateterisation.
  • Ballonudvidelse forkortes PCI.