Sukker i begrænsede mængder er generelt ikke farligt, men nu viser ny forskning, at det i store mængder kan det forringe blodkarrenes funktion og blodgennem-strømningen. På længere sigt vil et stort sukkerforbrug formentlig belaste hjertet og kan være første skridt på vejen til hjerte-kar-sygdom.

Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet, Institut for Idræt og Ernæring. Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift ’The Journal of Physiology’.

I studiet deltog 12 raske mænd i begyndelsen af 20’erne. Ud over deres normale kost fik de dagligt ekstra 225 g sukker i 14 dage. Før og efter blev der foretaget muskelbiopsier og forskerne målte blodgennemstrømningen i forsøgspersonernes ben, mens de sad ned og sparkede med det ene ben.

– Det var lidt af en overraskelse for os at se, at blodgennemstrømningen i benet i gennemsnit var forringet med 17 % efter de 14 dage, fortæller hovedforfatter på studiet, adjunkt Lasse Gliemann fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Blodkarrene bliver stive
Forskerne havde en hypotese om, at sukkeret ville påvirke de små fimrehår – de såkaldte mekano-receptorer – der sidder på indersiden af blodkarrene. De registrerer blodets hastighed og sætter gang i nogle kemiske processer i blodkarvæggen, så karvæggen udvider sig, når blodgennemstrømningen stiger, og derved skaber plads til mere blod.

– Det er et meget fint reguleret system. I samme sekund man for eksempel strækker sit ben, er der brug for mere ilt til musklerne, og så stiger blodgennemstrømningen til benet. I vores forsøg blev mekano-receptorerne ganske rigtigt påvirket, men ikke så udtalt, som vi havde forventet og kan altså i sig selv ikke forklare hele det store fald i blodgennemstrømningen. Der må også være andre faktorer, der bliver påvirket af sukkeret, siger Lasse Gliemann.

Forsøget har ikke specifikt set på, hvordan hjertet bliver påvirket, når der bliver indtaget store mængder sukker.

– Men vi har fået nogle indikationer på, at det kunne være interessant at se nærmere på det aspekt, for det er ikke svært at forestille sig, hvad der kan ske, hvis spiser meget sukker dag ud og dag ind i mange år. Med tiden er der risiko for, at blodkarrene bliver stive og ikke kan udvide sig tilstrækkeligt. Derfor kommer hjertet på overarbejde for at pumpe blodet derhen, hvor der er brug for det. Så selv om vi har registreret, at det ved et stort sukkerindtag sker noget perifært nede i benene, må der – hvis man tænker tanken til ende – være rimelig sandsynlighed for, at et stort sukkerindtag påvirker hjertet, siger han.

 

Vigtig viden i forhold til hjertepatienter
Selv om dette forsøg er lang fra patienten, er det ifølge Lasse Gliemann et skridt i retning af mere viden om sukker.

– Ud over alle de andre negative konsekvenser, der er ved et stort sukkerforbrug, kan vi nu se, at sukker har en direkte konsekvens for vores blodkar og med stor sandsynlighed også for vores hjerter. Så hvis man arbejder med ældre mennesker eller hjertepatienter, der i forhold til unge mennesker vil være længere tid om at fjerne sukkeret fra blodet igen, er der nu formentlig endnu en grund til opfordre til tilbageholdenhed med store mængder sukker. Det er dog vigtigt, at det her ikke handler om, at undlade at spise et stykke kage til kaffen, men at undgå et sukkermisbrug både til og imellem måltiderne, siger Lasse Gliemann.

Læs artiklen ‘Endothelial mechanotransduction proteins and vascular function are altered by dietary sucrose supplementation in healthy young male subjects’ fra tidsskriftet ’The Journal of Physiology’.