Se filmen og hør Malene og Simon fortælle om deres møde og venskab.
Skæbnehistorierne
Simon historie (anonymiseret):
M er 20 år. Han reddede sin barndomsven S, som fik hjertestop. S er 21 år gammel.
Begivenheden fandt sted den 10. maj.
Vi ser ikke hinanden så tit. Jeg sad hjemme hos S, vi snakker får et par øl. Jeg skal ind og hente noget, han sidder i en stol – jeg blev lige svimmel, sagde han. Så besvimer han i stolen. Jeg går lidt i panik, rusker i ham, tag dig sammen. Han trækker vejret uregelmæssigt.
Jeg har lige afsluttet et udvidet førstehjælpskursus. Tænker, at han ikke skal dø. Hans vejrtrækning bliver mere uregelmæssig. Jeg lægger ham om på ryggen, kort tid efter stopper han med at trække vejret, jeg et gået i panik.
Jeg begynder at tænke praktisk, paniktilstand, min hjerne siger, at jeg skal koncentrere mig, give kunstigt åndedræt og hjertemassage og ringe 112. Og ringer 112.
Tænker, at jeg bliver nødt til at finde hjælp og bliver nødt til at lade ham ligge, jeg når lige at lægge en pakke cigaretter i spænd i døren, så den ikke smækker, råber hjælp i opgangen. De andre naboer kender ham. Der kommer 4-5 mennesker ind i lejligheden. Jeg ligger og giver hjertemassage samtidig med, at jeg taler i telefonen. En af naboerne spørger, om han ikke skal overtage telefonen. Mens jeg giver hjertemassage og kunstigt åndedræt, kommer den første ambulance med to paramedicinere og beder os om at gå ud. Jeg får et glas vand. Naboerne spørger, hvordan det går, jeg har det mærkeligt.
Jeg ved godt, at han har fået hjertestop – men tanken om at han er ved at dø, er svær. Naboerne synes også, det er svært. Har ikke noget at sige, det er rart, de er der – den ene af paramedicinerne kommer ud og spørger, om der er én, der kan give hjertemassage, en nabo siger, at det kan hun. Men jeg siger, at det kan jeg. Jeg vil ikke lade andre gøre det.
S har fået påmonteret en AED. De giver ham et skud et eller andet, så bliver han stødt af en hjertestarter, ligesom på film, jeg giver hjertemassage, det virker ikke første gang, så giver de ham adrenalin, anden gang, så støder de ham, og på et tidspunkt trækker han vejret delvist selv, så trækker han vejret selv. Bare bliv ved, hjertet slår ikke.
Jeg mærker, at hans hjerte slår – de har en bipper, jeg bliver ved med at give hjertemassage. Så kommer næste ambulance, og de tager over fra mig. Jeg samler hans ting sammen, han skal på hospitalet. Naboerne har fået fat i Ss forældre.
De kører ud til hospitalet. Jeg kører i paramedicinerbilen – forældrene kører bag ved ambulancen. Vi kommer frem til hospitalet, han er blevet genoplivet i ambulancen. Klokken er 2 om natten. Det skete omkring klokken 23.00.
Jeg bliver spurgt, om han har taget noget, stoffer, og det har han ikke. Jeg ankommer samtidig med forældrene. Moren er helt oppe at køre, faren er helt lukket ned, han er helt stille, nede på jorden.
Jeg har det mærkeligt og dårligt – jeg har så meget adrenalin i kroppen, har det fysisk dårligt, men stadig meget praktisk anlagt, mine følelser er lagt lidt på hylden af hensyn til forældrene.
Jeg ringer til min mor, begynder at tude. Hun er helt ude af den, så kommer forældrene, tuder lidt med dem, det er rart. Vi går ind og ser til ham, der går 5 læger og sygeplejersker rundt om ham, kunstigt koma, han bliver nedkølet, han skal ligge i koma i en uge. Inden vi tager hjem, går vi ind og kigger til ham. Der er slanger over det hele, frysepakker på.
Mandag bliver S vækket. Jeg tager ind og besøger ham, han er helt dopet. Han forstår ikke, hvad der sker. Jeg tager ind om onsdagen til ham sammen med forældrene, han er blevet normal. Jeg var meget frustreret, havde været bange for, at blevet grønsagsagtig i hovedet.
Der er masser af ting, han ikke kan huske. Jeg besøger ham igen om lørdagen, han er blevet så normal som muligt, så kommer han hjem ca. 1 uge efter.
Han får en ICD.
Årsagen til hjertestoppet skyldes en hjertefejl. Hjertestoppet kom som lyn fra en klar himmel – hvis han ikke havde skrevet til mig, om vi skulle ses den lørdag, så havde han været helt alene hjemme.
Jeg havde kort tid forinden taget et 38-timers kursus i udvidet førstehjælp i forsvaret. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre, havde gjort det hundredevis af gange.
Jeg er ydmyg omkring det, mange synes, jeg er for ydmyg. Jeg kunne ikke have gjort andet. Tænker tilbage på det, han har det godt i dag – jeg har ikke haft problemer med oplevelsen, han kom jo ud af det i god behold. Det har gjort, at jeg kan tænke tilbage på det, en berigende oplevelse, en af de voldsomste oplevelser. Vi har gået i folkeskole sammen siden børnehaveklassen og har været venner siden 4. klasse.
S har ikke mén, er lige flyttet i lejlighed.
Malenes historie (anonymiseret):
M skal ud til sin veninde og hygge fredag aften. De skulle hygge hjemme hos C med lidt chips, cola og film. De går i seng ved 23-tiden, og lørdag morgen ved 8-tiden vågner C ved, at M trækker vejret mærkeligt. Hun går over til M, slår til hende, men kan ikke komme i kontakt med hende. Derefter ringer hun 112, der straks sender en ambulance af sted.
Pludselig holder M op med at trække vejret. Hun bliver instrueret i hjertemassage og er helt alene. Der går ca. 10 minutter, til Falck ankommer, og imens har hun telefonisk kontakt med 112. Undervejs oplyser hun til dem, at M får farve i læberne igen, og at det også forsvinder igen. Da Falck ankommer, konstaterer de, at
M er død, og de må støde to gange, før hun er tilbage.
Jeg er C dybt taknemmelig for hendes snarrådighed, samt at hun kunne bevare roen og overblikket. Den stakkels pige var jo alene og var meget påvirket. Ikke mindst da Falck støder, var det en voldsom oplevelse.
Ord kan slet ikke beskrive, hvad jeg føler, og jeg tænker meget på, hvad hendes indsats betyder for mig som mor.
25 år og hjertestop. M har ikke nogen kendt hjertesygdom, så det kom som et lyn fra en klar himmel. Det har været mit livs mareridt og det værste, der kan overgå os som forældre – at miste et af vore børn. Det er fuldstændig meningsløst, uforståeligt, surrealistisk samt den helt forkerte rækkefølge.
C var alene og gjorde alt. Takket være hendes hurtige indsats samt hendes evne til at forblive rolig, er M stadig blandt os i dag. Det er frygteligt at tænke, hvad enden var blevet, hvis ikke C havde reageret.
Ovenstående er, som jeg erindrer at have fået fortalt, hvad der skete. Jeg håber og beder inderligt til, at C må blive ”Årets hjerteredder” – det er det bedste, jeg kan gøre. Ingenting kan måle sig med, at min datter overlevede og er uden mén, men det er en påskønnelse, jeg mener, C fortjener.
Cs beretning
Min veninde, M, sover hos mig. Jeg vågner om morgenen ved, at M siger nogle mærkelige lyde. Jeg går over til hende, men jeg kan ikke få kontakt med hende. Jeg ved, at M får noget medicin.
Jeg ringer til min mor. Min mor siger, at jeg skal ringe til 112 med det samme og tjekke puls og pupiller.
Jeg siger, at det har jeg allerede gjort, og der er ingen puls. Jeg græder. Jeg er helt alene. Ringer 112. Får at vide, at jeg skal tjekke puls og åndedræt. Der er ikke noget. Jeg spørger, om jeg skal lægge M i aflåst sideleje. Nej, bliver der sagt fra alarmcentralen. Du skal i gang med hjertemassage.
Jeg løber ud i køkkenet og får fat på en saks. Klipper Ms bluse op. Jeg spørger alarmcentralen, om det virkelig kan være rigtigt, at Ms læber allerede er røde. Jeg bliver ved med at pumpe. Min kat springer op på sofaen. Jeg skal have hjælp. Jeg får at vide, at de er her nu. Der er gået ca. 10 minutter.
Min dør, der ellers aldrig er låst om natten, er låst, da M gerne ville have det.
Jeg springer ud, åbner døren og råber ”Det er her” og løber tilbage igen. Jeg græder.
Ms hund er i stuen, og jeg vil ikke have, at den skal se hændelsen, så jeg tager den ud på toilettet.
Jeg sidder og ser på, at redderne tager over. De støder 3-4 gange. De giver M adrenalin.
Jeg siger, at M tager noget medicin. De tager ikke notits af dette. Jeg leder i Ms taske. Græder.
Jeg siger, at vi ikke har drukket alkohol, men kun den Pepsi Max, som står på bordet.
Jeg kan ikke kigge på det. Græder. Ms kæreste ringer i det samme. Jeg fortæller, at M har fået hjertestop, og at hun er ved at blive genoplivet. Han tror ikke på mig men siger så, at jeg skal ringe til Ms forældre. Jeg er ved at kaste op. Jeg ser, redderne arbejde med M. Ved ikke om de erklærer hende for død. Får respons.
M har i alt været død i en halv time.
M har lidt dårlig hukommelse efter hændelsen, men har det ellers godt. Hun lå i kunstigt koma 24 timer, så hjernen ikke skulle tage skade. Jeg besøgte hende umiddelbart efter opvågningen. Hun talte i øst og vest.
Jeg var virkelig bange for, at hun havde fået en hjerneskade.
Jeg er efterfølgende blevet spurgt flere gange, hvorfor jeg ikke råbte efter hjælp. Det tænkte jeg slet ikke på.