Forside > Sådan laver du julemad på budget
Gode råd Mad

Sådan laver du julemad på budget

Med planlægning og kreative valg kan du nyde en hjertesund julemåned uden at sprænge budgettet. Her deler Hjerteforeningens diætist Lotte Juul opskrifter og tips til en økonomisk og hjertesund jul.

Julen varer længe, koster mange penge. December er for mange en måned med både forventningsglæde og økonomisk pres. Madbudgettet kan hurtigt løbe løbsk, når vi gerne vil forkæle familie og gæster med de gamle traditioner, og julemad forbindes ofte med overflod: store stege, fed sovs og mange søde fristelser. Derfor kan december hurtigt blive en måned, hvor sundheden står i skyggen og man mærker presset på økonomien.

Der findes råd for både sundhed og økonomi:

“Julemåneden kan godt komme til at handle om overflod, og de fleste af os har nok en tendens til at spise og købe for meget – bare for en sikkerheds skyld. Men det er hverken nødvendigt eller sundt, mindre kan fint skabe hyggelig julestemning på middagsbordet,” siger Lotte Juul, diætist i Hjerteforeningen.

Her får du en række gode råd og tips til en lidt sundere julemåned – både for hjertet og for pengepungen.

Planlægning giver ro og besparelse

Første skridt er planlægning. Når du planlægger hverdagsmaden og gæstemåltiderne, går efter tilbud, prioriterer hvad og hvor meget du egentlig har brug for, og tænker billige grøntsager ind i alle måltider, så kan du både spare penge og få en sundere jul.

Når du fx laver en madplan, skriver indkøbsliste, og holder dig til listen i supermarkedet, går en bue udenom pallerne med juleknas og småkager, så undgår du både impulskøb og madspild – to af de største økonomiske fælder i december.

Det kan dog være en udfordring, fordi mange handler på følelser: man vil gerne “forkæle lidt ekstra”, og frygter, at der ikke er mad nok.

“Planlægning giver dig overblik og ro samt muligheden for at tænke det hjertesunde ind i dine måltider” forklarer Lotte Juul.

Hun anbefaler også at være på udkig efter gode tilbud og tænke fremad. Fx kigge tilbudsaviser igennem og planlægge måltider ud fra det, der er billigt: rødkål, kamsteg, sild, laks, nødder og klementiner. Mange varer kan holde sig længe, hvis de opbevares korrekt.

Fyld op med grønt

Grøntsager er julens skjulte helte. De er billige, mættende og fulde af vitaminer – og så kan de være smukke på julebordet.

“Grøntsagerne giver farve og friskhed, og de mætter godt. Det betyder, at man spiser lidt mindre af de dyre og tunge retter – uden at føle, man går glip af noget,” siger Lotte Juul.

Du får meget for pengene hvis du fx køber et rødkålshoved og en pose rodfrugter, så kan fx prøve nogle af disse retter, der gør sig godt på julebordet:

Brug også appelsiner og klementiner som snacks – de tilfredsstiller den søde tand og sparer på småkagerne.

Bliv mæt på fuldkorn

Rugbrød og fuldkornsbrød kan fint få plads på bordet til julefrokosten. Fuldkorn er guld værd – både for hjertet og pengepungen. Det mætter længe, hjælper med at holde vægten og får dig til at spise mindre af det dyre.

“Du behøver ikke købe de dyre mærker, men kan fx roligt vælge supermarkedets egne rugbrød med fuldkornsmærket – de koster mindre, men har samme gode næringsværdi som mærkevarerne,” siger Lotte Juul.

Sidst, men ikke mindst, er fuldkorn hamrende sundt. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor også mindst 90 gram fuldkorn om dagen, også i juletiden:

  • Rugbrød med sild, fiskefrikadeller eller makrel.
  • Fuldkornsbrød med rejer eller laks
  • Smørrebrød som nem aftensmad på dagene mellem alt julemaden

Og et ekstra sparetip i julemåneden kan også være at skære rugbrødet i halve skiver og fryse det ned i små portioner, så du undgår spild.

Fisk kan godt findes på budget

Fisk er en vigtig del af en hjertesund kost, men kan godt være dyrt. Det behøver det dog ikke nødvendigvis at være, siger Lotte Juul.

“Konserves er guld værd. Tun, makrel og sild bidrager til hjertesundhed (SLET omega-3, idet tun er ikke en kilde til omega-3) – og de er både billige, nemme at bruge og kan fint sættes på julefrokostbordet,” forklarer hun.

Prøv fx:

  • Tun rørt med lidt mayonnaise, ærter og rødløg
  • Fiskefrikadeller af fiskefars fra supermarkedet
  • Makrel på dåse – et sikkert hit blandt børn
  • Lakseside på tilbud – brug resterne i salater med mango og syltede rødløg

Det kan være nemmere at få de 300-450 g fisk, når du vælger frokostfisk: sild eller makrel som frokostpålæg to gange om ugen er en god start.

Penge at spare på borddækningen og i hverdagen

Jul handler også om stemning – og borddækningen betyder mere, end man tror. Faktisk kan du indirekte spare penge gennem den måde, du dækker middagsbordet på.

“Små nostalgiske tallerkener fra oldemors tid er både smukke og får os til at spise mindre, og høje, slanke glas betyder, at vi drikker mindre vin eller sodavand. Det er en enkel måde at spare både kalorier og penge,” siger Lotte Juul.

Et godt trick er at bruge store skeer i det sunde og billige (salater, fuldkornsbrød og kartofler) – og små skeer i det dyre (rejer og laks) samt i den fede sovs. Så får du den rette balance – helt automatisk.

Sæt de smukke vintersalater på bordet. De pynter, og gør det også muligt at balancere den fede mad med det friske og sunde.

På dage uden gæster kan du også spare både kalorier og penge ved at spise simpelt, fx:

  • Vælg havregryn til morgen og rugbrød med rester af kartofler, æg og fiskepålæg til frokost
  • Spis resten af vintersalaterne eller brug overskydende grøntsager i supper, gryderetter og lette pastaretter
  • Gem julesmåkager og knas til dage med gæster og spis klementiner, appelsiner, tørret frugt, nødder samt mandler på dage uden gæster

Brug resterne

Madspild i juletiden er dyrt og ofte unødvendigt. Mange af os genkender nok billedet med at lave store portioner ’for en sikkerheds skyld’, hvor vi ofte ender med at smide rester ud.

“Frys resterne ned eller brug dem i nye retter – det er både økonomisk og bæredygtigt,” siger Lotte Juul.

Brug fx resterne til:

  • Biksemad af kamsteg, rødbeder og kartofler
  • Rugbrødsmadder med fiskepålæg eller kartofler
  • Wraps med grønt og rejer
  • Suppe af rodfrugter eller grøntsager fra køleskabet
  • Grød-dag af rester af risengrød

Nyd juleknas med måde

Julen byder på mange fristelser, og det kan være svært at sige nej – især når slik og småkager står fremme hele tiden. Også her kan der være penge at spare.

“Når fristelserne er synlige, spiser vi automatisk mere. Køb mindre, spis mindre – og nyd det,” siger Lotte Juul.

Stil fx de søde sager frem i små skåle, og fyld de store skåle med klementiner, nødder og mandler. Et glas vand med lime, citron eller agurk kan være et friskt alternativ til sodavand og øl. Og husk, at julehygge ikke behøver at handle om mad. Tag familien med på gåtur, skøjtebane eller julemarked – det giver både bevægelse og glæde.

“Med lidt planlægning og kreativitet kan du skabe en jul, der både er hyggelig, sund og økonomisk,”
siger Lotte Juul.

5 hurtige tips til billig og hjertesund julemad
  • Planlæg før du handler ind. Lav en madplan og indkøbsliste – og hold dig til den. Det sparer både penge og madspild.

  •  

    Fyld op med grønt. Kål, rodfrugter og citrusfrugter er billige, mættende og pynter på julebordet.

  •  

    Køb fisk på tilbud. Tun, makrel og fiskefrikadeller er nemme og billige måder at få hjertesund fisk på menuen.

  •  

    Brug resterne. Lav biksemad, wraps, supper eller salater af gæstemadens rester – det er både nemt og bæredygtigt.

  •  

    Nyd lidt, men godt. Køb små mængder af juleknas og sodavand – og stil frugt, nødder og vand med citron frem i stedet.

Du læser en artikel, der er skabt af gavmilde danskere

Lotte Juul, der har 25 års erfaring som klinisk diætist, har skrevet denne artikel til dig. Som rådgiver på Hjertelinjen hjælper hun hjertepatienter og pårørende med vejledning i kost, motion og forebyggelse af hjertesygdom. Takket være støtten fra gavmilde danskere kan vi udbrede nyttig viden fra vores eksperter til dig.

Diaetist-Lotte-Juul-Madsen-min_mindre