Forside > Nytårsmarch: Start det nye år med denne gode vane
Motion

Nytårsmarch: Start det nye år med denne gode vane

I over 25 år har frivillige fra Hjerteforeningens lokalforeninger samlet tusindvis af danskere til fælles gåture over hele landet. Hjerteforeningens Nytårsmarch er et nemt og enkelt startskud til dig, der gerne vil røre dig mere i det nye år.

Et nyt år er for mange en anledning til at reflektere over vaner og sætte nye mål – fx at få rørt sig en smule mere end i det forgangne år. En af de helt enkle og sunde måder at kickstarte et nyt år på, er at gå med til Hjerteforeningens populære og traditionsrige Nytårsmarch.

Det gør tusindvis af danskere hvert eneste år, når frivillige fra Hjerteforeningens lokalforeninger landet over arrangerer gåture i deres lokale områder. Og det er let at forstå, hvorfor så mange bruger Nytårsmarchen som springbræt til et nyt år med nye, sunde vaner. Det kræver nærmest ikke noget at komme i gang og fordelene ved at gå er mange:

  • Hvis man går 20 minutter hver dag, hvor man bliver let forpustet, reducerer man risikoen for hjertekarsygdom med 20 %.
  • Gåture styrker hukommelsen og koncentrationen.
  • Gåture er fortrinlige for ens humør (især i hyggeligt fællesskab som ved Nytårsmarchen.) De forebygger depression, styrker din mentale trivsel og forbedrer din søvn.
  • Gang øger det ”gode” kolesterol og nedsætter det ”farlige”. Jo mere du går, desto bedre.
  • Regelmæssig gang beskytter mod udvikling af forhøjet blodtryk.
  • En gåtur efter du har spist, sænker det høje blodsukker.

Med andre ord: Gåture er fantastiske for ens hjertesundhed.

Hvert skridt tæller

”Mange mennesker giver deres vaner et ekstra tjek ved starten på et nyt år, og her kan nytårsmarchen være første skridt til at kickstarte et sundere liv. Motion har en række gode effekter på dit helbred: Det sænker blodtrykket, det mindsker din risiko for at dø tidligt, og så har motion også en god effekt på din livskvalitet og dit daglige humør. Og det skønne er jo, at hvert skridt tæller, og at det er en skøn måde at være sammen på. Så tag en nabo, en ven eller familien i hånden og gå med på Hjerteforeningens nytårsgåture,” lyder opfordringen fra Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft.

3 enkle skridt til at komme i gang med en ny vane
  • Spørg dig selv. Hvorfor vil jeg gerne gå mere? Hvad vil jeg opnå? Skriv alle de positive ting det vil give dig og hæng dem op et sted, hvor du ser dem hver dag.

  • Læg planer. Skriv en dag i kalenderen, hvor du skal ud at gå. Lav en gå-aftale med en ven på et fast tidspunkt. Brug det nye Gå-program fra Hjerteforeningen, der giver dig et nemt og overskueligt program, du kan følge. Lav en liste med forskellige måder du kan få mere gang ind i hverdagen (parkere bilen længere væk, tage trappen, gå til pakkeshoppen, osv.) Når du har et overblik, vælger du en ting ud, som du vil starte med. Det skal være det, som du synes lyder sjovest.

  • Sæt barren lavt. Hvis du ikke er vant til gåture, så tag det roligt og i små etaper. Start ikke med et mål om at gå i 20 minutter, en time eller en hel formiddag, hvis ikke du er vant til det. Lav et nemt og overskueligt mål for længden på din gåtur, gennemfør det, og tillad dig selv at være stolt over din succes i stedet for ærgerlig over at du ikke gik længere. Du kan altid lægge til senere – stien eller skoven er der også i morgen.

Gå med i fællesskabet og styrk din sundhed

Når du går med til nytårsmarch, går du sammen med andre mennesker fra dit lokalområde. Og det gør faktisk også lidt ekstra for ens helbred.

”Forskning viser, at hvis man deler gåturen i fællesskab, så øger man sin fysiske og mentale sundhed. Når du går sammen med andre, får du ikke kun glæden ved at dele oplevelsen på gåturen med andre mennesker. Du får også de sundhedsmæssige fordele ved regelmæssig motion og styrkede sociale relationer,” fastslår professor ved TrygFondens Center for Aktiv Sundhed, Bente Klarlund Pedersen.

”Det at have gode sociale relationer det er en helbredsfaktor på samme niveau som kost og motion. At gå i fællesskab med andre, gavner fysisk og mental sundhed og styrker sociale relationer”, siger hun.

Find en nytårsmarch nær dig

Hjerteforeningens lokalforeninger arrangerer nytårsmarcher landet over. Find en nytårsmarch nær dig ved at kontakte din nærmeste lokalforening eller find din lokale nytårsmarch på denne side. Det er gratis at gå med, og du kan bare møde op. Der er ingen tilmelding. 

Vil du gå eller motionere mere? GÅ MED hele året!

Vil du ud at gå med andre på regelmæssig basis? Find en lokal gåtur nær dig og kom med på en gåtur med en uddannet gå-vært. Der er plads til alle, det er gratis, og det kræver ikke tilmelding. Find en gåtur her.

Måske har du endda mod på at blive frivillig gå-vært, og selv arrangere gåture for et fællesskab? Der findes gå-værter i 72 kommuner fordelt over hele landet, og der er plads til endnu flere værter. Læs mere om vores gratis inspirationskursus her.

Om GÅ MED

GÅ MED er en forebyggelsesindsats i Hjerteforeningen, som vil få flere danskere til at gå sammen i gå-fællesskaber, som bliver drevet af frivillige gå-værter. Hjerteforeningen har igangsat GÅ MED, så flest mulige bevæger sig mere – både mennesker med en hjertesygdom og de mange, som vil kunne undgå sygdom. GÅ MED er en del af Hjerteforeningen og TrygFondens partnerskab KOM MED.  Læs mere om indsatsen og se hvordan du bliver frivillig gå-vært på www.gaamed.dk