Forside > Må jeg spise æg når kolesteroltallet er forhøjet?
Gode råd

Må jeg spise æg når kolesteroltallet er forhøjet?

Fødevarestyrelsen anbefaler, at du spiser tre æg om ugen. Betyder det, at vi kan lægge læresætningen om sammenhængen mellem æg og forhøjet kolesterol i graven? Få svaret her.

I august 2024 udsendte Fødevarestyrelsen en ny anbefaling: Vi danskere skal nu gerne spise tre æg om ugen for at få dækket kroppens behov for selen. Og er man vegetar, skal man faktisk helt op på syv æg om ugen.  

Den nye anbefaling fik stor omtale og har givet anledning til mange spørgsmål fra brugere af Hjerteforeningens rådgivningslinje. Sammenhængen mellem æg og kolesterol er et af de områder, som Hjerteforeningens diætist Lotte Juul oftest bliver spurgt om, når hun modtager opkald på Hjertelinjen. 

”Det er tydeligt, at der stadig er masser af myter om det at spise æg og sammenhængen med hjerte-kar-sygdom, og det forstår jeg så udmærket. Jeg er selv én af dem, der er vokset op med den læresætning om at man endelig ikke må spise for mange æg, og det kunne være farligt for helbredet,” siger Lotte Juul. 

”Læresætningen stammer fra 1980’erne, hvor vi fik at vide at kolesterol fra æg er den direkte årsag til forhøjet kolesterol.  Men det er altså en myte – det passer ikke.  Kroppen producerer selv størstedelen af vores kolesterol, så madens kolesterol spiller en uvæsentlig rolle,” forklarer hun. 

Herunder får du svar på en række typiske spørgsmål om æg og kolesterol.  

Hvor mange æg må du spise om ugen? 

De nyeste studier på æg, kolesterol og hjerte-kar-sygdom konkluderer at personer med forhøjet kolesterol, velbehandlet hjertesygdom eller diabetes kan spise op til 7 æg om ugen, uden det øger risikoen for hjertesygdom. 

Hvorfor var man tidligere bekymret for indtag af æg? 

Æg, rogn og lever har historisk set været meget udskældt, da det er madvarer som har et højt indhold af kolesterol. Tidligere troede man også, at æggets høje indhold af kolesterol var årsagen til at blodets kolesteroltal blev for højt. Især i 1980’erne blev dette en udbredt læresætning, og derfor blev personer med forhøjet kolesterol dengang rådet til at begrænse æg. 

Men i dag ved vi, at årsagen til forhøjet kolesterol er mættet fedt. Kolesterolniveauet i blodet afhænger derfor af kostens indhold af mættet fedt dvs. fedt fra dyreriget, og ikke af madens indhold af kolesterol, som man ellers skulle tro. Du må derfor gerne spise æg, selvom dit kolesteroltal er højt. Spar i stedet på det mættede fedt. 

Er æg ligefrem godt min sundhed? 

Ja, det er de skam. Du skal faktisk i gang med at koge æg. For i august 2024 udsendte Fødevarestyrelsen en anbefaling på, at du bør spise 3 æg om ugen for at kunne dække dit behov for selen. Og vegetarer, som har en mere begrænset kost, anbefales hele 7 æg om ugen.   

Fem facts om æg (og en opskrift) 

Nu er du forhåbentlig klædt lidt bedre på ift. sammenhængen mellem æg og dit kolesterol. Til sidst får du derfor 5 gode facts om æg (sammen med en lækker og hjertesund opskrift).  

  • Danskerne spiser i gennemsnit 3,8 æg om ugen. 
  • Æg indeholder stort set alle vitaminer og mineraler, med undtagelse af vitamin C. 
  • Æg på rugbrødsmad faldt fra 4. plads i 2017 til en 7. plads i 2019. 
  • Æg indeholder 12,3 g protein per 100 g og er en god kilde til protein af høj kvalitet. 
  • Et friskt æg synker til bunds i et glas vand, mens gamle æg fylder op til overfladen. 

Hvis du har lyst til at prøve en lækker og sund opskrift, der indeholder æg, så prøv at besøg denne side. 

Om kolesterol
  • I Danmark    har vi ingen anbefaling eller begrænsning på indtag af kolesterol.
  • Kostundersøgelser viser, at vi får ca. 250-350 mg i en almindelig sund kost, mens vores krop selv producerer 1000 mg. dagligt.
Du læser en artikel, der er skabt af gavmilde danskere

Lotte Juul, der har 25 års erfaring som klinisk diætist, har skrevet denne artikel til dig. Som rådgiver på Hjertelinjen hjælper hun hjertepatienter og pårørende med vejledning i kost, motion og forebyggelse af hjertesygdom. Takket være støtten fra gavmilde danskere kan vi udbrede nyttig viden fra vores eksperter til dig.

Diaetist-Lotte-Juul-Madsen-min_mindre