Tidligere udgivet i Hjerteliv 2023.
Nogle gange kan hjertesygdom spores tilbage til en sandsynlig forklaring: En usund livsstil, en genetisk arv. I andre tilfælde rammer den vilkårligt, brutalt og helt ud af det blå.
Karsten Kristensen tilhører den sidste kategori. I 48 år var han sund, rask og fit for fight. Cyklede, tog på vandreture, løb maraton og rørte ikke cigaretter. Og passede sit job som maskinmester ved Novo Nordisk.
Det ændrede sig med et brag for et år siden. I 2015 fik han en udposning på hovedpulsåren og blev opereret. Sidste år i januar blev det dog nødvendigt at operere igen.
– En af de sidste dage jeg er indlagt, da jeg næsten er klar til at blive udskrevet igen, kan jeg pludselig ikke få luft. Jeg hiver efter vejret, og det er virkelig ubehageligt, fortæller han.
Karsten har fået hjertesvigt. I stedet for at blive udskrevet forlænges opholdet i hospitalssengen med over to måneder.
På trods af at han er meget svækket, og hjertelæger og sygeplejersker holder ham under nøje overvågning, begynder rastløsheden og utålmodigheden at indfinde sig.
– Jeg var indlagt i så lang tid, at jeg til sidst var ved at blive skør i hovedet. Da jeg omsider blev udskrevet, måtte jeg simpelthen ud at møde andre mennesker igen, siger han.
-Jeg har faktisk kun oplevet relationen til mit arbejde som noget positivt og har slet ikke oplevet noget pres,
Karsten Kristensen
Pressede selv på for at vende tilbage
Et af de steder, hvor Karsten møder andre, er på arbejdspladsen. Siden hans sygemelding fra jobbet, har han været i løbende kontakt med hans teamleder.
– Vi sms’ede indimellem, og jeg fortalte ham, hvordan det gik. Ikke en eneste gang blev jeg spurgt, hvornår jeg kunne vende tilbage i arbejde. Til sidst var det faktisk mig selv, der pressede på for at vende tilbage i arbejde igen, siger han.
Karsten bliver omsider udskrevet, og han og teamlederen aftaler, at han kan starte op på tre timer om ugen. I første omgang ikke for at have for store opgaver, men bare møde op, være på arbejdspladsen, arbejde lidt og få en kop kaffe med kollegerne.
Med tiden har han og teamlederen bygget på, og han er i skrivende stund oppe på 12 timer om ugen, fordelt over tre dage, hvor han hovedsageligt laver kontorarbejde.
– Jeg har faktisk kun oplevet relationen til mit arbejde som noget positivt og har slet ikke oplevet noget pres. Da jeg startede op igen, lavede vi en plan for, hvordan man kunne bygge timer på uge for uge, men det er ikke en plan, jeg skal følge. De vil helst have, at jeg passer på mig selv. Og Novo er jo så stort, at der er et helt team af læger og socialrådgivere, der kan hjælpe en i gang, så det er ret fantastisk, siger Karsten.
Han modtager fortsat fuld løn fra arbejdspladsen, men han skal formentlig på et tidspunkt ind i en revalideringsproces, hvor der skal fastsættes et ugentligt timeantal ud fra, hvad hans helbred kan holde til.
“Systemet” tager energi
Mens relationen til arbejdspladsen altså er mere end intakt, så har Karsten dog oplevet et pres fra “systemet”. Det er nærmest et fuldtidsjob at være sygemeldt. Han går til kontroller, til fysioterapeut og har også gjort brug af psykologhjælp. Det tager alt sammen meget energi, forklarer han.
– I starten af min sygeperiode var jeg på sygedagpenge. Jeg fik derfor en mail, hvor jeg skulle besvare 25 spørgsmål på et tidspunkt, hvor jeg knapt nok kunne løfte en gaffel. Det tog mig tre dage. Jeg har også været til møde med et helt hold af fagfolk fra kommunen, og jeg må indrømme, jeg synes, det er lidt spild af min og deres tid, siger han.
Karsten mener, at systemet burde kunne gøres mere fleksibelt.
– Det er fair nok, at de skal holde øje, og ikke et ondt ord om sagsbehandlerne – de er meget flinke og følger jo bare loven. Men jeg er jo i arbejde og har lavet en plan med min arbejdsgiver. Og når man skal bruge nogle timer på sådan et møde, så er min energi brugt, og jeg kan ikke tage på arbejde eller være social den dag. Der kan jeg ikke lade være med at tænke: Er det virkelig nødvendigt, det her?, siger han.
Arbejdspladsen er tålmodig
Fremtiden på arbejdsmarkedet ser Karsten lyst på. Hans arbejdsplads udstiller ingen garantier, men vil gerne hjælpe ham så meget som muligt. Han har altid dyrket meget sport og har et konkurrencegen, der siger, at han selvfølgelig kommer tilbage op på fuld tid før eller siden.
– Og hvis det ikke kan lade sig gøre, så kigger vi på noget andet. Måske er der en anden afdeling, der kan bruge mig i fx 12 timer. I forhold til at jeg ikke er færdigmedicineret endnu, og der stadig er medicin og behandlingsmuligheder, som ikke er afsøgt endnu, så har mit arbejde heller ikke forventninger til, at jeg kommer op i tid i øjeblikket. Så længe der er fremskridt, vil de gerne prøve at finde en løsning til mig, slutter han.
