Forside > Hjerteforeningen skifter fokus 
Forskning

Hjerteforeningen skifter fokus 

På Hjerteforeningens årlige repræsentantskabsmøde og frivilligdag i Odense blev der ud over et nyt logo præsenteret en ny strategi, der flytter foreningens fokus fra at være en patientforening til at være en sundhedsorganisation.

672.000 danskere lever med hjertesygdom. Hvert år rammes 65.600 danskere af hjertesygdom. Det betyder, at et nyt menneske rammes af hjertesygdom hvert 8. minut. Samtidig dør 1 ud af 5 af en hjertesygdom. Det vil Hjerteforeningen ændre på, og nøglen til det hedder forebyggelse. For rent faktisk kan over 50 procent af hjertesygdomme forebygges. 

Det var derfor en gåtur ad nye stier, der lørdag blev indledt på Hjerteforeningens repræsentantskabsmøde og frivilligdag i Odense. En ny strategi med fokus på forebyggelse og et spritnyt logo blev præsenteret for de fremmødte. 

 

Hjerteforeningen har i mange år udadtil og indadtil været opfattet som en patientorganisation, som har varetaget interesserne for mennesker med hjertesygdom, og som har støttet op om og rådgivet dem, der er blevet ramt af hjertesygdom, og deres pårørende. 

Dette arbejde fortsætter naturligvis, men med den nye strategi skærper Hjerteforeningen sit fokus på sundhed og forebyggelse og bevæger sig dermed tydeligere i retning af at være en sundhedsorganisation i både indsats og omdømme. Tankegangen drejes rundt, så det først og fremmest kommer til at handle om at give danskerne flere sunde leveår og reducere behandlingsbehovet mest muligt.  

Det blev præsenteret i form af en ny vision, hvor målet er at kæmpe for hjertesunde liv for alle – både dem, der er ramt af hjertesygdom, dem, der står ved siden af, og dem, der endnu ikke er ramt. 

AnneKaltoftNytLogoFrivilligdag2025
LarsFrederiksenNytLogoFrivilligdag2025

Udfordret hjertesundhed 

Danskernes hjertesundhed er udfordret, flere lever længere med hjertesygdom, og sundhedsvæsenet er under pres. De store udfordringer skal løses i fællesskab og måske på helt nye måder. Derfor ønsker Hjerteforeningen at styrke fokus på samarbejde og skabe forandringer og resultater sammen med andre. 

Strategiskiftet indebærer tre ambitioner, der handler om: 

  • Engagement af Danmark i kampen for en hjertesund fremtid – fx gennem et øget fokus på involvering af frivillige og samarbejder med virksomheder, fonde og andre partnere. 
  • Sikring af de bedste rammer for et hjertesundt liv – fx via forskning og viden samt en folkesundhedslov med fokus på blandt andet mulighederne for mere bevægelse. 
  • Inspiration af flere til at leve hjertesundt – fx via øget oplysning om risikofaktorerne ved nikotinprodukter, alkohol og ultraforarbejdede fødevarer og vigtigheden af sund kost og bevægelse samt støtte til dem, der er ramt af hjertesygdom, pårørende og hjertebarnsfamilier.  

Spritnyt logo 

I tæt forening med strategiskiftet blev der lanceret et nyt, moderne logo, der skal symbolisere, at Hjerteforeningen udgør de rammer, der skal hjælpe danskerne med at passe på det dyrebareste, vi har, nemlig hjertet, så vi alle kan leve det sunde, lange og gode liv, vi drømmer om.

Formandens beretning og valg til bestyrelsen 

Ud over præsentationen af den nye strategi og det nye logo fremlagde formand Lars Vinge Frederiksen sin beretning for året, og her kunne han fortælle, at Hjerteforeningen i 2024 har anvendt 107,5 mio. kr. på foreningens fire formål: forskning, patientstøtte, forebyggelse og interessevaretagelse. 

På repræsentantskabsmødet var der genvalg til følgende bestyrelsesmedlemmer, der var på valg i år:

  • Kasper Rossing (mandat: sundhedsfaglig)
  • Charlotte Rønhof (mandat: samfundslivet bredt)
  • Thomas Christensen-Degn (mandat: samfundslivet bredt)
  • Mads Lind (mandat: medarbejdervalgt repræsentant)

Følgende blev valgt som nyt medlem af bestyrelsen:

  • Nadja Christensen (mandat: aktiv i lokalforening/klub) 

Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med såvel den hidtidige formand, Lars Vinge Frederiksen, som den hidtidige næstformand, Kasper Rossing. 

Hjertet kalder på dig

1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer. 

Støt i dag og red liv

Untitled(Påkrævet)