Forside > Har du mistet appetitten? Få 6 gode råd, du kan følge i dag
Gode råd Mad

Har du mistet appetitten? Få 6 gode råd, du kan følge i dag

Madlede, nedsat appetit og utilsigtet vægttab er et velkendt problem hos mange. Bekymring, manglende overskud eller alvorlig sygdom kan påvirke din appetit og udfordre din krop. Så hvordan får du næring nok til at holde vægten og have overskud til hverdagen og dine nærmeste, når din appetit er væk? Det prøver vi at give dig svar på her.

Tekst aitingsoe - Dato maj 25, 2022

Du kender det måske godt: Du har mistet appetitten.

Du er træt. Udmattet. Bekymret eller ked af det.

Måske lider du endda af sygdom – og måske er sygdommen så alvorlig, at den tager alle dine kræfter.

Du ved, at din krop har brug for næring, men du orker ikke at lave mad.

Du har simpelthen ikke overskuddet til det.

Og i øvrigt kan det også være lige meget.

For du har absolut ingen appetit.

Appetitten ryger som det første

Det er ikke en god situation at være i.

Kroppen har brug for næring.

Vi har brug for brændstof til hjernen og til musklerne.

Men når vi er nede i en mental bølgedal eller ramt af sygdom, så er appetitten ofte noget af det første, der ryger.

Og derved kan vi risikere at lande i en kategori, der kaldes småtspisende.

En småtspisende er kort sagt en person, som spiser små portioner.

Eller lidt mere nøjagtigt: en person, der kun får 75 procent eller mindre i forhold til vanligt kostindtag.

En, som helt enkelt ikke får nok kulhydrater, proteiner, fedt og vitaminer til daglig.

Årsagerne kan være mange.

Det kan fx skyldes:

  • Psykiske lidelser
  • Fysiske udfordringer
  • Kvalme
  • Alvorlig sygdom.

Uanset grunden, så er det noget, du skal forsøge at ændre – så godt du kan.

En sund appetit og rigeligt med næringsstoffer kan forebygge og lindre andre lidelser, du evt. har.

Se ekspertens gode råd

Tag fx alvorlig sygdom, såsom hjertesygdomme, som mere end en halv million danskere lider af:

Under alvorlig sygdom medfører vægttab et øget tab af muskelmasse, herunder hjertevæv.

Kroppens behov for energi og protein er øget under sygdom.

Derfor er kostens sammensætning ekstra vigtig.

Vægttab under alvorlig sygdom kan blive starten på en ond cirkel.

Hjerteforeningens diætist har lavet en lille film om kostens sammensætning under alvorlig sygdom samt med tips og gode råd, når det kniber med appetitten.

Filmen er målrettet hjertepatienter med alvorlig sygdom, men indeholder mange gode råd og tips til alle, der har mistet appetitten – uanset hvad årsagen er.

I filmen får du gode råd til, hvordan du stimulerer appetitten og genvinder din energi.

Se filmen her:

6 gode råd til småtspisende

Det er selvfølgelig ikke alle småtspisende, der også lider af hjertesygdom.

Derfor har vi også samlet 6 gode råd til at stimulere appetitten til dig her.

De kan bruges, uanset om du lider af alvorlig sygdom eller ej.

1. Gør noget ud af måltiderne

Skab gode rammer om din spisesituation: ro, hyggelig stemning, stille musik, friske blomster og dug på bordet.

2. Prøv lidt ad gangen

Spis lidt – også selvom appetitten ikke er der. Det kan være gavnligt og mere overskueligt med 6-8 små, lette måltider fordelt over dagen fremfor de helt store måltider.

3. Prøv forskellige smage

Der findes 5 smagsanser, og visse smage kan stimulere appetitten. Prøv både det sure, det søde, det salte, det bitre og smagen umami.

4. Konsistensen har betydning

Det er ofte nemmere at spise mad af flydende, blød eller findelt konsistens fremfor fast – specielt hvis vejrtrækningen er påvirket.

5. Find den bedste temperatur

Nogle oplever, at kold mad er bedre for appetitten end varm mad, men for andre er det omvendt.

6. Flydende næring er godt

Flydende kalorier er ofte lette at indtage og et godt supplement til kosten. Drik gerne fx mælk, juice, smoothie, koldskål, mælk og kakao.

Vi håber, du kan bruge rådene og finde overskuddet til at prøve dem af.

Hjertet kalder på dig

1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer.

Støt i dag og red liv

Untitled(Påkrævet)