Når en person falder om med hjertestop, er hvert minut afgørende for, om vedkommende overlever. Alligevel er det for knap halvdelen af danskerne mere end fem år siden, de senest har taget et kursus i livreddende førstehjælp.
Det er mildest talt bekymrende, mener Hjerteforeningen, som har dokumenteret tallene i en ny undersøgelse, der er foretaget af Verian for sundhedsorganisationen.
I den forbindelse har Ritzau talt med chefkonsulent Rikke Primdahl, og ifølge hende viser studier, at både færdigheder og selvtillid – i forhold til at ‘turde’ at træde til – falder over tid.
“De falder faktisk ret hurtigt. Allerede inden for seks måneder ser man, at selvtilliden falder,” siger hun til Ritzau.
Derfor er anbefalingen, at man bør få genopfrisket sin viden og sine færdigheder efter to år. Chancen for at overleve ved et hjertestop falder med ti procent for hvert minut, så ‘der skal handles hurtigt’.
“Hvis man er usikker og tøver, kan det have betydning for liv eller død. Derfor er det et kæmpe problem,” siger hun.
Kvalitet betyder noget
Chefkonsulenten fortæller, at man bliver guidet »rigtig fint« over telefonen, når man ringer til alarmcentralen.
“Men når det er sagt, kan der nemt gå tid. De fleste ved ikke, hvor svært det kan være at ringe, selv om det lyder enormt nemt,” siger Rikke Primdahl til Ritzau.
Det handler også om kvaliteten af den livreddende førstehjælp, når man eksempelvis giver hjerte-lungeredning. For selv om chefkonsulenten fortæller, at man ikke kan gøre noget galt, kan man ‘selvfølgelig gøre noget bedre’.
“Der er forskel på, hvor man sætter sine hænder, og hvor hårdt og hurtigt man trykker. Der er en grund til, at man undervises i, hvordan man gør det rigtigt,” siger chefkonsulenten.
I gennemsnit overlever 14 procent et hjertestop uden for hospitalet.
Overlevelsesraten stiger til 40 procent, hvis der – inden ambulancen når frem – gives hjerte-lunge-redning og anvendes en hjertestarter.
Ud fra undersøgelsen kan det ikke konkluderes, at der er sket flere dødsfald som følge af hjertestop, fordi det er for lang tid siden, at folk har været på kursus.
“Det har vi simpelthen ikke målt på,” siger chefkonsulenten.
Blandt de yngre målgrupper er der flere, der har taget et kursus i livreddende førstehjælp inden for de seneste to år. Ifølge Rikke Primdahl skyldes det, at der er indført en række obligatoriske ordninger. Det er blandt andet et krav, at man skal gennemføre et færdselsrelateret førstehjælpskursus, når man tager kørekort for første gang.
Af undersøgelsen fremgår det desuden, at 11 procent aldrig har taget et kursus i livreddende førstehjælp.
- Hjerteforeningen har spurgt borgerne, hvornår de senest har taget et kursus i livreddende førstehjælp.
- 11 procent svarer, at de »aldrig« har taget et kursus.
- 21 procent svarer, at de har taget et kursus »inden for de seneste to år«.
- For 22 procent er det mellem to og fem år siden.
- For 21 procent er det mellem fem og ti år siden.
- For knap hver fjerde - 23 procent - er det mere end ti år siden, at de har taget et kursus.
- Undersøgelsen er foretaget af Verian for Hjerteforeningen og baseret på webinterview med 1009 repræsentativt udvalgte vælgere landet over på 18 år eller derover.