Broken heart syndrome skyldes populært sagt en ”lamslået” hjertemuskel og er en form for hjertesvigt, der er udløst af stress og symptommæssigt ligner en blodprop i hjertet.
Du kan få sygdommen pludseligt, og den gør at den nedsatte pumpefunktion i hjertet kan give livsfarlige helbredsproblemer.
Ofte kan du vende tilbage til en normal tilstand inden for en måned, men der kan også gå flere måneder, før du er tilbage til en normal dagligdag.
Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor man får broken heart syndrome, der egentlig hedder “stress kardiomyopati”, men man er forholdsvis sikker på, at to ud af tre tilfælde skyldes, at du har været fysisk eller psykisk stresset.
Det kan fx vise sig ved, at du har mange stresshormoner i kroppen.
Det kan skyldes psykisk stress på grund af fx angst og sorg – deraf udtrykket broken heart syndrome.
Men det kan også skyldes, at du er fysisk stresset, fordi du har været syg eller ude for en ulykke, der får hjertet til at slå hurtigere og kraftigere.
Broken heart syndrome rammer ofte kvinder, der er midaldrende eller ældre.
Dette kan hænge sammen med, at de har mindre østrogen i kroppen på grund af overgangsalderen.
Berit blev ramt
En af de kvinder, der er blevet ramt af broken heart syndrome, er Berit Stubbe fra Aarhus.
I oktober 2016 fik hun det så dårligt på vej til arbejde, at hun blev sendt afsted til Skejby Universitetshospital i en ambulance, da man frygtede, at hun havde fået en blodprop.
Lægerne fandt ud af, at dengang 47-årige Berit Stubbes pumpefunktion i hjertet kun var på 20 procent af, hvad den burde være.
– Jeg var meget syg, siger Berit Stubbe til hjerteforeningen.dk og forklarer, at hun blev medicineret mod hjertesvigt.
Det gjorde, at hendes pumpefunktion blev normal inden for et døgn.
Kort efter fik Berit Stubbe diagnosen broken heart syndrome, hvilket hun ved udskrivelse fik besked om var en enkeltstående begivenhed, og at hun derfor skulle fortsætte som vanligt.
De følgende år blev Berit Stubbe dog igen indlagt hele syv gange.
Tilstanden, fik Berit Stubbe fortalt, var sandsynligvis kronisk. Derfor blev hendes medicinering justeret, men hun fik det ikke bedre, og ensomheden begyndte at melde sig.
Hun ledte efter en løsning, men da kun få bliver ramt af broken heart syndrome, var der ikke meget at komme efter, oplevede hun.
Berit Stubbe kæmpede videre, men hendes træning op til maraton blev stillet på pause flere gange.
I dag ved hun, at stressen efter operation, genoptræning, skilsmisse og begyndende overgangsalder udløste, at hendes krop ikke kunne mere til sidst.
– Jeg tror, at det var en kombination af flere ting. Min krop kunne ikke mere. Så var det den eneste måde, at den kunne sige fra på.
– Min krop var ikke gearet til det, og derfor røg jeg flere gange. I dag har jeg det bedre og løber flere halvmaratoner og vinterbader, forklarer Berit Stubbe og giver følgende råd til andre:
– Jeg ønsker ikke, at nogen skal føle sig så alene, som jeg har gjort det under alle mine indlæggelser. Så mit råd er: Giv ikke op. Der er altid lys, lige meget hvor mørkt det ser ud. Så kæmp videre
Krydser fingre for forskning i broken heart syndrome
Berit Stubbe fortæller i dag, at hun – alt taget i betragtning – har det godt, og at sygdomsperioden har lært hende at passe endnu bedre på sig selv og blive ved med at prioritere sin familie højt.
Desværre kunne lægerne i 2023 dog konstatere, at Berit Stubbe havde udviklet kronisk hjertesvigt.
– Det er noget møg, som Berit Stubbe siger.
Årsagen til hjertesvigtet er ifølge Berit Stubbes oplysninger, en medfødt hjertelidelse eller at hendes ’broken heart’ tilbage i 2016 har gjort, at hun har dannet så meget arvæv, at det har gjort tilstanden kronisk.
– Jeg skal spise piller resten af mit liv, men lægerne mener, at det ikke forhindrer mig fra at blive gammel, fortæller Berit Stubbe.
– Den nye diagnose har givet mig forståelse for, hvorfor jeg ikke rigtig har kunne komme i gang med at løbe efter min første indlægges, og hvorfor jeg aldrig helt har kunne genvinde min styrke igen.
Berit Stubbe håber, at forskere i fremtiden vil bruge hendes historie til at skabe mere viden om bl.a. broken heart syndrome. Viden, der kan redde liv.
– Jeg krydser finder for, at der en dag kommer til at ske mere på det punkt, forklarer Berit Stubbe.
FAKTA om symptomerne på broken heart syndrome
Det er ikke muligt at kende forskel på broken heart syndrome og en blodprop i hjertet.
Det betyder, at du ofte får trykken for eller ubehag i brystet eller mavesmerter.
Symptomerne kan stråle ud til arme, hals eller kæbe. Du får mere ondt, hvis du er fysisk aktiv, og oplever, at du får åndenød.
Andre symptomer er:
- Kvalme
- Klamsved
- Hurtig hjertebanken
- Pludselig svimmelhed
- Alment ubehag
- Træthed
- Besvimelse
- Opkast
- Angst
Hvis du får symptomer som pludseligt opståede brystsmerter eller trykken for brystet samt åndenød, skal du ringe 112 og blive transporteret til nærmeste hospital.
Ved du nok om dit hjerte?
Nyhedsbrevet Hjertenyt giver dig ny viden, gode råd og konkrete tips, du kan bruge i din hverdag.
- Lær noget nyt om dit hjerte hver 3. uge.
- Få indblik i hjerteforskningen og de nyeste behandlingsmetoder.
- Få tips til en hjertesund livsstil fra Hjerteforeningens eksperter.
Få Hjertenyt i din indbakke
Gør som over 102.000 andre og tilmeld dig Hjertenyt.
Hjertet kalder på dig
1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer.