Forside > > Sygdomme > Behandling > DC-konvertering

DC-konvertering

DC-konvertering er en behandling, hvor der gives et strømstød henover hjertet for at genoprette normal hjerterytme, hvis der er en rytmeforstyrrelse med hurtig hjerterytme.

DC betyder Direct Current og beskriver, hvordan strømmen gives. DC-konverteringen er et strømstød, der påføres hjertet udefra gennem brystkassen. Stødet gives via to elektroder, der placeres på brystkassen. Den ene elektrode sidder enten under højre kraveben eller på ryggen, og den anden placeres ved spidsen af hjertet. Når strømmen går igennem hjertet, nulstilles strømmen i hjertet, og hjertet starter igen i normal hjerterytme.

DC-konverteringen bruges til forskellige former for rytmeforstyrrelser med hurtig hjerterytme (takykardi). Det virker ikke ved rytmeforstyrrelser med langsom hjerterytme (bradykardi).

DC-konvertering bliver hyppigst brugt ved følgende rytmeforstyrrelser:

  • Atrieflimren. Hvis ikke anfaldet går over af sig selv
  • Atrieflagren. Hvis ikke anfaldet går over af sig selv
  • Hjertekammerflimren. Hjertekammerflimren er det samme som ventrikelflimren på fagsprog. Det er det samme som hjertestop. Så her er det vigtigt, at behandlingen gives inden for meget få minutter.

En DC-konvertering er meget kortvarig, men giver smerter.

Du er derfor kortvarigt bedøvet i forbindelse med behandlingen (mindre end 5 minutter) i sådan en grad at du selv trækker vejret

Efter stødet kan du være lidt øm i brystmusklerne, og nogen gange kan der komme lette forbrændinger i huden, hvor elektroderne har siddet. DC-konvertering kan gives flere gange, hvis der er behov for det.

En hjertestarter, som efterhånden findes mange forskellige steder i sportshaller, indkøbscentre og lignende, giver et stød. Den er programmeret til selv at finde ud af hjerterytmen, og dermed selv finde ud af om der er hjertestop pga. for hurtig eller for langsom hjerterytme. 

Ved hjertestop hvor der ikke er nogen elektrisk impuls fra hjertet (asystoli) er hjertestarteren ikke anvendelig