Indholdsstofferne i hvidløg spænder bredt over mange vitaminer og mineraler.
Typisk anvendelse
- Kan virke bakteriedræbende og dermed antiinflammatorisk, og kan derved mindske dannelsen af plak i arterierne.
- Kan udvide karrene og dermed være med til, at sænke blodtrykket
- Kan nedsætte produktionen af kolesterol og dermed sænke total kolesterolet
- Kan sænke LDL-kolesterol i blodet
- Kan hæve HDL-kolesterol i blodet
- Kan sænke triglycerider i blodet
- Kan virke blodfortyndende (antikoagulerende)
Forskningen viser
- En række studier viser en positiv effekt af hvidløg i både fermenteret og pulveriseret form på især blodtryk og total kolesterol. Størstedelen er studierne er lavet på raske og meget få studier har undersøgt hvidløgs virkning på hjerte-kar-patienter, der findes derfor ikke dokumentation nok, til at kunne anbefale hvidløgstilskud til hjerte-kar-patienter.
- Fermenteret hvidløg er snittet hvidløg lagt i en lage af vand, eddike eller alkohol i mindst 2 uger. Fermenteret hvidløg forkortes som FHE.
- I størstedelen af studierne undersøges fermenteret hvidløgsekstrakt (FHE) i enten kapselform eller som dråber.
- Studier med pulveriseret tørret hvidløg har ligeledes vist at have en positiv effekt. Virkningen er dog beskeden.
- Ved både fermenteret og tørret hvidløg ses en effekt hos raske og patienter med i forvejen forhøjede værdier i forhold til fx blodtryk, triglycerider og LDL- og total-kolesterol.
Sådan virker hvidløg
- Alliin: stoffet der bliver til allicin, når et fed hvidløg knuses eller på anden måde går i stykker.
- Allicin: svovlholdigt stof, som giver den skarpe hvidløgslugt. Dette stof er meget ustabilt og omdannes til mere stabile di-allyl sulfider, som evt. kan sænke fedtindholdet i blodet og måske har en antiinflammatorisk effekt.
- S-allyl-cysteine (SAC): Dannes i de fermenterede produkter, som menes at hæmme dannelsen af kolesterol.
- Ukendt mekanisme, som evt. virker karudvidende og på den måde kan sænke blodtrykket.
Dosis
- Den dosis, der er anvendt i studierne, varierer fra 250 mg til 6.000 mg om dagen. For hvidløgspulver ligger dosis fra 300 mg/dag til 2.400 mg/dagen. Dog ligger dosis oftest på omkring 1.200-2.400 mg/dag.
- Hvidløgstilskud i Danmark er registreret både som kosttilskud og som naturlægemiddel. Dosis og indhold er i disse meget forskellige.
- Da det endnu ikke er klarlagt hvilke virksomme stoffer i hvidløg der har en evt. effekt, er det ikke muligt at give en anbefaling.
Bivirkninger
- Allicin som er det svovlholdige og dermed et af de lugtgivende stoffer kan ud over den generende skarpe ånde efter indtagelse give irritation i fordøjelseskanalen. Derfor kan der hos nogle mennesker ses overfølsomhed for allicin i form af mavesmerter.
- Hos nogle mennesker ses også kløe hvis stoffet kommer i kontakt med huden. Dette skulle ikke være tilfældet med fermenteret hvidløgsekstrakt i det allicin her er omdannet til andre mere stabile sulfider.
Bør ikke anvendes ved
- For en sikkerhedsskyld anbefales det, at man ca. en uge inden og en uge efter eventuel operation skal stoppe med at spise hvidløg pga. en eventuel blodfortyndende virkning.
- Hvidløg bør heller ikke anvendes ved anvendelse af proteasehæmmere (HIV-patienter). Her er der risiko for interaktioner.
Interaktion
- Der ses ikke en større risiko for en øget blødning hos patienter, der tager blodfortyndende medicin. Det vides dog ikke om hvidløg kan have en interaktion i den komplekse mekanisme af flere forskellige blodfortyndende medikamenter.
Anbefaling
De videnskabelige studier viser samlet set en beskeden effekt og der er behov for mere viden om hvilke virksomme stoffer der er i spil og hvordan det påvirker hjerte-kar-patienter og personer i risiko herfor. Hjerteforeningen anbefaler derfor ikke tilskud af hvidløg, men at både raske og hjerte-kar patienter anvender hvidløg, som en del af en hjertevenlig kost.
Ved du nok om dit hjerte?
Nyhedsbrevet Hjertenyt giver dig ny viden, gode råd og konkrete tips, du kan bruge i din hverdag.
- Lær noget nyt om dit hjerte hver 3. uge.
- Få indblik i hjerteforskningen og de nyeste behandlingsmetoder.
- Få tips til en hjertesund livsstil fra Hjerteforeningens eksperter.
Få Hjertenyt i din indbakke
Gør som over 102.000 andre og tilmeld dig Hjertenyt.