Vagn håber at kunne hjælpe andre
Det var i forbindelse med en blodprop, at Vagn fik konstateret hjertesvigt tilbage i 2013. – Jeg fik en ballonudvidelse og stent. Det var også her, lægerne fandt ud af, at jeg lider af diabetes. Hvor længe jeg har været syg, er der ingen, der kan svare på, fortæller 74-årige Vagn Jessen fra Lystrup.
Vagn er tidligere kølemontør og har altid haft et liv, hvor der skete meget. Når man som Vagn har været meget aktiv, kan det være svært at opleve de kraftige fysiske forandringer i hverdagen, som hjertesvigtet fører med sig.
– Jeg kan mærke, at jeg er begrænset, når jeg er ude at gå. Jeg har svært ved at gå langt og bliver hurtigt forpustet Det er især når jeg anstrenger mig, at det kniber med luften, og så oplever jeg flimren i hjertet, fortæller Vagn.
Sammen med sin kone har han tre børn, fire børnebørn og en mops ved navn Diana, som han går tur med tre-fire gange om dagen.
– Det er helt klart Diana, der holder mig i gang. Godt nok bliver det kun til korte ture, men jeg kommer da ud og får bevæget mig i løbet af dagen.
Spørger man Vagn, hvad der har motiveret ham til at deltage i DANHEART, svarer han prompte, at han gør det for at hjælpe andre patienter med hjertesvigt. – Jeg tror ikke på, at det vil komme mig selv til gavn. Men forhåbentlig vil det kunne give fremtidige generationer af hjertesvigtpatienter livskvalitet. Det er jo et langsigtet projekt, der løber over mange år, inden de overhovedet har resultatet. Men måske hvis jeg bliver 80, kan jeg nå at mærke effekten.
En lille pris at betale
At sige ja til at deltage i et stort forskningsprojekt, der som DANHEART strækker sig over flere år, kræver et vist overskud. Men det bekymrer ikke den 74-årige jyde. – Jeg synes ikke, at det kræver meget overskud at deltage som patient i projektet.
Det kræver i hvert fald ikke ret meget af mig sammenlignet med, hvad jeg potentielt set kan give videre til andre, hvis altså resultaterne viser sig at være positive og medicinen effektiv.
Men som jeg sagde til dem, inden vi startede: “Jeg kan jo være død, inden studiet er nået til ende. Er I sikre på, at det er klogt at tage en mand i min alder med i projektet?” Men det synes de, at det var, og det må jeg jo så stole på.
Inge prusede som en hvalros
Inge Farsø Jensen fra Aarhus har haft hjertesvigt i 3 år. Hun opdagede, at der var noget galt med hjertet i forbindelse med hendes daglige gåture på 6 kilometer rundt i området.
– Det plejede at tage lidt under en time, men det blev sværere og sværere at gå turen på den samme tid. Det strammede om min hals, når jeg gik, og jeg pustede og stønnede som en hvalros. Jeg kunne ingenting, når jeg kom hjem, siger hun.
Den 69-årige tidligere advokatsekretær gik til sin læge. I første omgang fik hun blodtrykssænkende medicin, men hun blev dårlig af medicinen, da trykket blev alt for lavt. Hendes læge mente, hun skulle have en såkaldt “second opinion” af andre læger, som vurderer hendes sygdom og behandlingsmuligheder, Inge Farsø Jensen blev derfor sendt ind på hjerteafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Her fik hun diagnosen hjertesvigt efter flere undersøgelser og kom i den rette behandling.
Snydemedicin eller ej
I foråret blev Inge Farsø Jensen tilbudt at være med i DANHEART. Hun sagde straks ja og er netop begyndt på medicinen, som hun ikke ved er snydetabletter eller de to præparater hydralazin/isosorbiddinitrat og metformin. De næste 5 år skal hun sammen med 1.500 andre patienter tage medicinen og gå til kontrol på hjerteafdelingen, inden forskerne har resultater klar fra projektet. Inge Farsø Jensen lever i dag med de begrænsninger sygdommen giver.
– Jeg kan ikke længere gå lange ture, men nøjes med kortere strækninger. Jeg kan heller ikke gå op og ned ad bakker. Det tog mig lang tid at acceptere, at ting tager tid, så jeg lytter til min krop og siger til mig selv; Hvad har jeg kræfter til i dag, siger hun.
Bedre behandling
Inge Farsø Jensen har boet 17 år i Spanien, inden hun vendte hjem til Aarhus for 10 år siden. Hun håber, at medicinen får den rette virkning, som kommer hende selv og andre hjertesvigtpatienter til gode.
– DANHEART giver mig et håb om en bedre behandling og måske et længere liv i fremtiden. Det ville være fantastisk, siger Inge Farsø Jensen.
Ved du nok om dit hjerte?
Nyhedsbrevet Hjertenyt giver dig ny viden, gode råd og konkrete tips, du kan bruge i din hverdag.
- Lær noget nyt om dit hjerte hver 3. uge.
- Få indblik i hjerteforskningen og de nyeste behandlingsmetoder.
- Få tips til en hjertesund livsstil fra Hjerteforeningens eksperter.
Få Hjertenyt i din indbakke
Gør som over 102.000 andre og tilmeld dig Hjertenyt.