Forside > Rygestop giver typisk 3-6 kg ekstra sul på kroppen
Forebyggelse

Rygestop giver typisk 3-6 kg ekstra sul på kroppen

Der er mange hjertegode grunde til at kvitte smøgerne, men med et rygestop følger desværre ofte ekstra kilo på sidebenene

Rygning er stadig én af de farligste aktiviteter, danskerne kan foretage sig. Rygning koster leveår, livskvalitet og arbejdsdage, og hvert år dør 15.920 danskere på grund af rygning.

Der er derfor udelukkende gode ting at sige om et rygestop. Men motivationen kan alligevel være svær, hvis afhængigheden har godt fat og prisen ofte er ekstra kilo på sidebenene.

Normalisering af stofskiftet

Det er helt naturligt at tage lidt på efter et rygestop. Det er ikke alle der tager på, men i gennemsnit tager man 3-6 kg på. Det skyldes, at når man ryger, holdes ens vægt på et lavere niveau, fordi nikotinen påvirker ens stofskifte og sultfornemmelse. Når man stopper med at ryge, skal ens stofskifte og vægt have tid til at finde et niveau, der ikke er påvirket af nikotin.

Kroppen skal så at sige finde ens naturlige vægt igen. I denne fase er det vigtigt at sørge for motion og spise sundt. Især morgenmaden er vigtig, da det oftest er om morgenen, man som ryger mærker den største nikotinhunger. Det at være udhvilet og spise morgenmad vil gøre at kroppen har fået dækket sine basale behov, og det er lettere at udstå en evt. nikotinhunger.

Det er også naturligt at man oplever en rastløshed under et rygestop. Rastløsheden kan medføre trøstespisning og generel uro i kroppen, og kan medvirke til at man tager på i vægt. Derfor er det vigtigt at være forberedt inden et rygestop, og måske lave en liste over aktiviteter, man kan gå til, når rastløsheden indfinder sig.

Det kunne fx være:

  • Gå en tur eller dyrke motion, så den ekstra energi, man mærker, kommer ud.
  • Lave noget aktivt, der flytter fokus væk fra tobakken.
  • Forkæle sig selv ved at gå i sauna, tage et varmt fodbad, eller få en massage
  • Have sunde snacks som gulerodsstave eller frugtstykker klar, når sulten melder sig.

Forbrænder mindre efter rygestop

Typisk forbrænder man dagligt 150-200 kcal (600-900 kJ) mindre efter et rygestop, hvis man har været vant til at ryge 15 cigaretter eller mere om dagen. De ekstra kalorier kræver derfor også en ekstra fysisk indsats, hvis de ikke skal sætte sig som fedtdepoter.

Det betyder, at hvis man de første seks måneder af rygestoppet fortsætter med at leve, som man plejer, så tager man ca. et halvt kilo på om måneden. Det bliver til tre kilo på et halvt år. Herefter vil vægten som regel stabilisere sig, når kroppen har vænnet sig til sit nye forbrændingsniveau.

Fordele ved at stoppe med at ryge

Der er masser af fordele ved et rygestop. Man lever i gennemsnit 10 år længere (hvis man stopper som 30-årig), og vel at mærke med flere år uden sygdom. Og risikoen for at få blodpropper og visse kræftsygdomme er formindskede.

 

Derudover vil du hurtigt mærke at være mindre forpustet, at dit blodtryk og puls falder, din ansigtskulør bliver friskere og generelt vil du opleve at få mere energi.

Hvordan kan man kvitte tobakken?

Her er 5 gode råd til dig, der overvejer at stoppe med at ryge.

1. Find din vigtigste grund

Spørg dig selv: Hvorfor er det vigtigt for mig at stoppe med at ryge?  Hvad er min allervigtigste grund, jeg kan mærke helt ind i hjertet?

Er du fx træt af at være afhængig og ønsker mere frihed? Er det ønsket om at spare mange penge? Er det for at undgå alvorlig sygdom og leve et sundere liv? Eller har du en helt fjerde grund? Find din vigtigste grund, skriv den ned og hæng den på køleskabet, så du ser den hver dag, og minder dig om det, der er vigtigt for dig.

2. Tag beslutningen

Det er ofte det sværeste at tage beslutningen om at ændre sin adfærd. Når først du har fundet din vigtigste grund – din helt egen grund (og ikke kun at andre synes du skal stoppe), så er det langt lettere at tage beslutningen om at kvitte tobakken.

3. Sæt en STOP dato

Og forbered dig forinden. Når man er forberedt, er det lettere at stoppe. Find ud af hvilken dato det passer dig bedst at stoppe. Har du fx en stor begivenhed, du gerne vil have overstået forinden, så planlæg efter det.  Forbered dig i ugerne op til rygestop datoen ved fx at: Læg tobakken allerøverst på hylden eller ved slet ikke at have tobak i din bolig. 

Øv dig i at udholde en rygetrang.  En rygetrang er som en bølge, der skyller indover en, den varer 3-5 minutter. Planlæg hvad du vil gøre i stedet for at ryge, fx gå en tur, lyt til musik, strik, løs en kryds og tværs, ring til en god ven, lav pause gymnastik. Lav en liste over de ting du vil lave, når rygetrangen melder sig. Så er du forberedt til din rygestop dato.

4. Udsæt din rygning 

Øv dig i at det er dig, der bestemmer over din rygning – og ikke tobakken der styrer dit liv. Find steder i din hverdag, hvor du plejer at ryge og udsæt din rygning i en periode. Hvis du plejer at ryge lige efter et måltid, ved busstoppestedet eller i din bedste lænestol, så udsæt din rygning hér. Sig til dig selv, at du fx først må ryge ½ time efter morgenmaden, efter du er stået af bussen eller fx kun ryger udenfor og ikke længere i din bedste stol.

På den måde øver du dig i, at du tager styringen over dit liv/din rygning, og du øver dig i at holde ud.

5. Få rådgivning

Bliv klædt godt på til dit rygestop. Vi ved, at der hvor flest lykkes med deres rygestop er, når man får rådgivning, fx deltager på et rygestop kursus.

I alle kommuner i landet findes der gratis rygestop kurser. Se på din kommunes hjemmeside eller ring til Stoplinjen: 80313131 og få gode råd eller læs her: https://stoplinien.dk/om-stopliniendk/om-telefonraadgivning  og find et kursus til dig.

Du er altid velkommen til at ringe til Hjertelinjen på 70 25 00 00 og få en motiverende samtale med vores rygestop rådgiver.

Læs også mere og få hjælp hér: https://stoplinien.dk/kom-i-gang

Fakta om rygning

Sundhedsstyrelsens udgav i 2023 rapporten Danskernes Rygevaner. Rapporten viser bla. at:

  • 19 % af danskerne ryger dagligt eller lejlighedsvist.
  • 23 % bruger mindst ét nikotinprodukt, som for eksempel cigaretter, nikotinposer eller e-cigaretter.
  • Blandt personer, der ryger dagligt, ønsker 75 % at stoppe med at ryge.
  • Andelen af personer, der ryger dagligt, er større blandt mænd (15 %) end blandt kvinder (11 %).
  • Lejlighedsvis rygning er lidt hyppigere blandt mænd (7 %) end blandt kvinder (5 %).
  • Andelen af danskere, der ryger dagligt, er større blandt personer med grundskole som længst fuldførte uddannelse (22 %), end hos personer med en gymnasial eller erhvervsfaglig uddannelse (15 %) og personer med en videregående uddannelse (8 %).
  • Størstedelen af dem, der ryger tobak, begyndte at ryge regelmæssigt, før de blev 18 år (70 %).

 

Undersøgelsen af Danskernes Rygevaner udføres årligt i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen.

Hjertet kalder på dig

1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer. 

Støt i dag og red liv

Untitled(Påkrævet)