Det nye samarbejde mellem Diabetesforeningen og Hjerteforeningen har netop fået en bevilling på 19,5 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden. Projektet har fået navnet Forum for Early Action on Cardiometabolic Diseases og løber over tre år fra marts 2026. Det skal munde ud i konkrete anbefalinger til, hvordan man kan opdage flere i høj risiko i tide, målrette tidlig opsporing og få flere mennesker i høj risiko til at deltage i forebyggelse.
Målet er at sætte tidligt ind og i sidste ende bremse stigningen i diabetes og hjerte-karsygdomme, der allerede har ramt over 1 million danskere. Samtidig skal man mindske den sociale ulighed i, hvem der får forebyggende hjælp i tide. Det skal gøres ved at samle forskning, erfaringer fra praksis og input fra eksperter.
“Alt for mange mennesker lever i dag med uopdaget sygdom eller markant forhøjet risiko og får ikke den rette hjælp i tide. Det fører til sygdomsforløb, som kunne være forebygget, store menneskelige konsekvenser og et unødigt pres på sundhedsvæsenet. Derfor er vi også meget glade for partnerskabet med Hjerteforeningen, og at Novo Nordisk Fonden gør det muligt at samle kræfterne på tværs af sundhedsvæsen, forskning, virksomheder og civilsamfund, så vi kan nå flere i risikogrupperne tidligere og forebygge, at sygdom udvikler sig,” siger Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen.
Forebyggelse når ikke ud til alle
En af de største udfordringer er, at mennesker med kort uddannelse, lav indkomst og høj social belastning ofte gør mindre brug af forebyggende indsatser, men typisk har højere risiko for sygdom. Det betyder, at mange med forhøjet risiko først bliver opdaget for sent eller slet ikke.
“Det er helt essentielt, at der sættes ind med øgede forebyggelsesindsatser, og at vi bliver langt bedre til at opspore mennesker, der går rundt med forhøjet risiko eller uopdaget sygdom. Social ulighed bevirker desværre, at der er mange, som går under radaren. Dem skal vi blive betydeligt bedre og hurtigere til at opspore, så de kan komme i behandling og dermed få en forbedret livskvalitet. Vi har derfor store forventninger til det nye samarbejde og er taknemmelige for bevillingen fra Novo Nordisk Fonden,” siger Morten Ørsted-Rasmussen, adm. direktør i Hjerteforeningen.
Mange syge opdages for sent
I Danmark lever over 345.000 mennesker med type 2-diabetes, mens cirka 500.000 har prædiabetes (forstadier til type 2-diabetes). Omkring 670.000 danskere har hjerte-kar-sygdom, som er den næstmest almindelige dødsårsag i Danmark. Dertil kommer et stort antal med uopdaget forhøjet blodtryk og kolesterol, som øger risikoen for hjertekar-sygdomme.
Sådan skal forummet arbejde
Forum for Early Action on Cardiometabolic Diseases skal fra 1. marts skabe et nyt videns- og analysegrundlag for målrettet tidlig opsporing. Gennem analyser og bedre brug af sundhedsdata skal projektet vise, hvordan man bedst identificerer mennesker i høj risiko, hvilke tidlige indsatser der virker, og hvordan det samfundsøkonomisk kan betale sig at sætte tidligere og mere målrettet ind. Flere hundrede personer fra sundhedsvæsen, forskning og civilsamfund forventes at blive inddraget undervejs.
Jens Søndergaard, professor ved Syddansk Universitets Institut for Sundhedstjenesteforskning og praktiserende læge, bliver forperson for Forums Advisory Council og skal stå i spidsen for arbejdet med at sikre, at projektets analyser og anbefalinger bygger på solid faglig viden. Projektets anbefalinger samles i en afsluttende rapport i 2028. Der vil også blive offentliggjort tre hovedanalyser undervejs i projektperioden.
- Ca. 345.000 danskere lever med type 2-diabetes.
500.000 har prædiabetes. - Af dem udvikler ca. 20 procent type 2-diabetes inden for fem år.
- 670.000 voksne har hjerte-kar-sygdom. Det er den næsthyppigste dødsårsag i Danmark.
- Hver dag bliver 250 danskere diagnosticeret med enten diabetes eller hjertekar-sygdom.
- Store grupper har uopdaget forhøjet blodtryk, kolesterol eller anden risiko.
- Deltagelse i forebyggelsestilbud er lav, især blandt udsatte grupper.
Hjertet kalder på dig
1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer.
Støt i dag og red liv