Forside > Lov om fravalg af genoplivning  – dét bør du overveje
Forskning Genoplivning

Lov om fravalg af genoplivning  – dét bør du overveje

Folketinget har vedtaget, at fra d. 15. januar 2025 kan alle over 60 år fravælge genoplivningsforsøg ved hjertestop. Her er et overblik over, hvad det betyder for dig.

Hvis du ønsker at fravælge genoplivning, skal du registrere det på sundhed.dk eller ved at indsende en papirblanket til Sundhedsstyrelsen. Fravalget træder først i kraft 7 dage efter, at det er blevet registreret.  Du kan altid fortryde din beslutning, og fortrydelsen træder i kraft umiddelbart efter, at den er registreret.   

Tal med din læge før du træffer en beslutning 

I Hjerteforeningen anbefaler vi, at du taler med din læge om din helbredstilstand, før du træffer beslutning om at fravælge genoplivning ved hjertestop. 

 “Selvbestemmelse er som udgangspunkt altid godt. Men man skal vide, hvad man frasiger sig, og man skal kende sine muligheder,” udtaler Gunnar Gislason, Forskningschef i Hjerteforeningen. 

“Det er vigtigt, at personen er oplyst om sin egen aktuelle helbreds- og sundhedssituation og perspektiv, og at man altid snakker med sin læge om beslutningen,” fortsætter Gunnar Gislason. 

Livet efter et hjertestop 

Overvejer du at siger nej tak til at blive genoplivet efter et hjertestop, fordi du er usikker på, hvilket liv du vågner op til? Sandsynligheden for at overleve et hjertestop kan være helt op til 50-70 procent, ved en hurtig og rette indsat med brug af hjertestarter. Kun 4 procent af de patienter, der overlever hjertestop, har efterfølgende brug for hjælp i det daglige for at klare sig selv. 

Se videoen og hør Gunnar Gislason forklare, hvordan livet efter et hjertestop typisk ser ud.  

Kan jeg fravælge genoplivning til enhver tid? 

Ja, du kan som udgangspunkt fravælge genoplivning til enhver tid. Du skal dog være opmærksom på, at du skal være habil og ved dit fulde fem, når du registrerer dit fravalg om genoplivning. 

– Det er vigtigt at sikre, at beslutningen ikke bliver truffet på grund af fx en depression, ensomhed eller et ønske om ikke at være til besvær for sine omgivelser. Altså af psykosociale årsager, som kan være tidsafgrænsede eller kan løses ved anden form for hjælp og støtte, siger Rikke Primdahl, chefkonsulent i Hjerteforeningen.  

 

Hvem kan se, at jeg har fravalgt genoplivning? 

Det skal være nemt og tydeligt for sundhedspersonalet at se, at patienten ikke ønsker genoplivning ved hjertestop. Derfor bliver dit valg registreret i følgende systemer:  

  • Plejesektorens omsorgssystemer 
  • Hospitalernes elektroniske patientjournalsystemer (EPJ) 
  • De praktiserende lægers praksissystemer 
  • De præhospitale patientjournalsystemer (PPJ) 
  • I sundhedsjournalen på sundhed.dk 

Loven gælder kun for sundhedspersonale 

Det er vigtigt at understrege, at et nej tak til genoplivning kun skal respekteres af sundhedsprofessionelle.

Det betyder, at hvis du falder om på gaden, skal tilstedeværende personer altid træde til og indlede en genoplivningsindsats, indtil den professionelle hjælp når frem, siger Rikke Primdahl. 

Privatpersoner skal træde til ved hjertestop 

Der må ikke herske tvivl om, at hvis du er vidne til et hjertestop på gaden eller bliver tilkaldt som frivillig til hjertestop, så skal du altid træde til med genoplivning – uanset om et ’NEJ TAK’ er tatoveret hen over brystkassen.  Det ændrer den nye lov ikke på.  

Om lovgivningen 

Den 12. december 2023 vedtog Folketinget lovforslag (L 47). Loven træder i kraft d. 15. januar 2025.

Den nye lov giver dig mulighed for forudgående fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop, og er en del af den politiske Aftale om udmøntning af midlerne afsat til Det gode ældreliv fra december 2020. 

– I bund og grund handler det om borgernes ret til at bestemme over eget liv – og herunder også over egen død. Det er jo grundlæggende kun en selv, der kan foretage denne vurdering, pointerer Rikke Primdahl. 

Du kan læse mere om lovgivningen hos Dansk Råd for Genoplivning