Danskerne elsker kaffe, og vi er blandt top-5 over de mest kaffedrikkende nationer i verden. Vi mødes over en kop kaffe, og vi brygger den gerne selv. Kaffe er næsten blevet en luksus og en livsstil, vi finpudser hjemme ved espressomaskinen. I dag er udvalget af kaffe enormt og meget andet end et skvæt sort mokka fra kanden.
Den kan drikkes sort, med lidt eller med meget mælk. Mælken kan være fra en helt almindelig dansk ko, men kan såmænd også være lavet på havre, soja eller mandler. Du kan putte sukker i din kaffe. Du kan også pifte den op med stevia eller sødetabletter og selv vælge, om du vil drikke den med eller uden koffein.
Der er med andre ord tusind valgmuligheder. Men er kaffe sundt for dit hjerte? For din krop? Og hvad siger forskningen og de officielle anbefalinger om den sorte drik? Det dykker vi ned i her i denne artikel, hvor det skal handle om kaffe.
Er kaffe sundt for dit hjerte?
Det korte svar er ja. Men der er nuancer, du skal være opmærksom på. Kaffe kan i nogle sammenhænge godt være hjertesundt, så længe du har et moderat indtag. Fødevarestyrelsen, som udstikker vores officielle kostråd, anbefaler max 4 kopper filterkaffe dagligt. En kop svarer til ca. 125 milliliter (ml), og de 4 kopper filterkaffe dagligt anses faktisk for at være hjertesundt.
En god tommelfingerregel er at holde sig omkring det niveau. Drikker du mere end 4 kopper om dagen – og indtager du fx også energidrikke – så begynder regnskabet at tippe til den usunde side. Det kan du læse mere om i faktaboksen nederst.
Hvad er der i din kaffe?
Kaffe indeholder en række bioaktive stoffer som fx koffein. Nogle af stofferne beskytter mod hjertesygdom, som fx såkaldte flavonoider. Og så er der andre naturligt forekommende stoffer i kaffen, som ikke er kroppens bedste venner. Stoffer med mundrette navne som cafestof og kahweol. Disse kan øge dit LDL-kolesterol (det lede kolesterol) og dit totale kolesterol. Og dermed også din risiko for hjerte-kar-sygdom.
Hvilken type kaffe er sundest for mit hjerte?
Det er filterkaffe. Og hvorfor kan det siges så klart? Jo: Kaffens brygningsmetode er meget afgørende for om dit kaffeindtag virker beskyttende over for hjertet eller øger risikoen for hjerte-kar-sygdom. De skadelige stoffer fra kaffen, cafestol og kahweol, kan nemlig opfanges og fjernes ved brug af et simpelt kaffefilter under brygningen.
Det er derfor brygningsmetoden, som er afgørende for, om de kolesterolforøgende stoffer fjernes fra kaffen, eller om de forbliver i koppen, når du tager en slurk. Brygningsmetoden af din kaffe bestemmer, om sundhedseffekten af kaffen er negativ eller positiv.
Næst efter filterkaffe kommer instantkaffe ind på en flot andenplads som den type kaffe, der er sundest for dit hjerte. I instantkaffe røres kaffegranulat ud i kogende vand, og det er også hjertesundt. I den frysetørrende proces, hvorved granulatet produceres, fjernes cafestol og kahweol nemlig fra kaffepulveret. Så de skadelige stoffer er så at sige fjernet på forhånd.
Derfor: Filterkaffe og instant-pulverkaffe er de typer kaffe, der anses som det hjertesunde valg.
Hvad så med min espressokaffe?
Ja, den skal du måske være lidt opmærksom på, at du ikke drikker for meget af. Kaffe brygget uden kaffefilter indeholder nemlig de kolesterolforøgende stoffer. Så et større dagligt indtag af espressokaffe, stempelkandekaffe, kaffekapsler eller kaffe brygget i den italienske mokkakande, kan potentielt øge dit kolesteroltal.
Den populære café latte, der ofte er lavet på sødmælk og ufiltrerede espressoshots, indeholder også både cafestof og kahweol. Og laves den med sødmælk, kommer der også en mængde mættet fedt med i koppen. Ingen af delene er særligt fantastiske for din sundhed. Det er alle faktorer, der kan øge kolesteroltallet og hermed risikoen for hjerte-kar-sygdomme.
Så det gode råd her er at nøjes med lidt, men godt. Og så vende tilbage til filterkaffen.
Kan koffein påvirke hjertet?
Nej, det er der ikke belæg for at sige. Koffein øger ikke risikoen for forhøjet blodtryk eller hjerteflimmer, og moderate mængder koffein svarende til max. 4 kopper kaffe, er derfor ikke skadelige. Kaffe kan godt udløse en kortvarig blodtryksstigning og hjertebanken, men der er ingen skadelige langtidseffekter af koffein ved et indtag på max 4 kopper dagligt.
5 gode huskeregler om kaffe
Til sidst får du her fem gode huskeregler til, hvordan du kan nyde din kaffe uden at være bekymret for dit hjerte.
- Dagligt indtag af max. 4 kopper kaffe er hjertesundt (hvis det er de rette typer kaffe, du drikker).
- Filterkaffe og instantkaffe er det sundeste kaffevalg
- Forsøg at begrænse dit forbrug af ufiltreret kaffe, hvis dit kolesteroltal er forhøjet.
- Hold dit daglige indtag af koffein under 400 milligram (energidrikke o.lign. tæller med i regnskabet).
- Kaffe udløser ikke anfald af hjerteflimren eller rytmeforstyrrelser (meget høje doser vil dog, i lighed med meget andet, formentlig være skadeligt).
- Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi højst indtager 400 milligram koffein per dag. Der er godt 85 milligram koffein i én kop filterkaffe på 125 ml. Hvis du drikker max. 4 kopper kaffe, så får du 340 milligram koffein.
Koffein i meget høje doser kan være skadeligt. Du skal derfor være opmærksom på ikke at kombinere dit kaffeindtag med fx store mængder energidrikke. Koffeinindholdet kan være meget højt i energidrikke.
Koffein udløser stresshormoner, der får os til være mere vågne, og blandet med andre koffeinrige drikke i store mængder kan det gå over i nervøsitet, hjertebanken og mere alvorlige bivirkninger, såsom trykken for brystet.
Lotte Juul, der har 25 års erfaring som klinisk diætist, har skrevet denne artikel til dig. Som rådgiver på Hjertelinjen hjælper hun hjertepatienter og pårørende med vejledning i kost, motion og forebyggelse af hjertesygdom. Takket være støtten fra gavmilde danskere kan vi udbrede nyttig viden fra vores eksperter til dig.
Ved du nok om dit hjerte?
Nyhedsbrevet Hjertenyt giver dig ny viden, gode råd og konkrete tips, du kan bruge i din hverdag.
- Lær noget nyt om dit hjerte hver 3. uge.
- Få indblik i hjerteforskningen og de nyeste behandlingsmetoder.
- Få tips til en hjertesund livsstil fra Hjerteforeningens eksperter.
Få Hjertenyt i din indbakke
Gør som over 102.000 andre og tilmeld dig Hjertenyt.