Forside > 5 små tips til mindre slikspisning
Forebyggelse Gode råd Mad

5 små tips til mindre slikspisning

Når opvasken er taget, og aftenen går på hæld, elsker vi at rulle os sammen i sofaen under tæppet med en god film eller bog. Så skal der hygges, og mange af os genkender nok billedet af lige at snuse rundt i huset før vi sætter os til rette. Er der lidt chokolade ude i skabet eller en rest is i fryseren, eller har vi kage tilbage fra weekenden? Få gode råd her til at få styr på din sliktrang.

Tekst Mads Louis Orry - Dato maj 22, 2020

1. Ingen slik i huset

Se dig selv i øjnene. Kan du have et lager af slik liggende i skabet uden at småspise af det i løbet af ugen? De fleste svarer nej til dette spørgsmål. Når først der er slik i huset, så er det bare et spørgsmål om tid, før det er spist.

2. Køb småt, men køb godt

Køb kun den mængde slik, du vil spise. De fleste af os tømmer hele posen, når den først er åben uanset posens størrelse. Idéen om, at du kan nøjes med det halve og lægge posen tilbage i skabet, er en meget urealistisk og skrøbelig strategi. Du ender med at spise det hele.

 

3. Hold dig til én type

Jo flere smage, konsistenser, former og farver – jo mere spiser vi. Fra tidernes morgen er vi vokset op med, at variation er vejen til overlevelse. Denne mekanisme øger i kombination med de blandede smagsoplevelser vores indtag af blandet slik. Hvis posen derimod kun indeholder røde vingummier, bliver vi langt hurtigere mætte af smagen og skubber posen fra os.

4. Bliv ikke for magelig

Sæt dig altid mindst en armslængde fra slikket, sådan at du er nødt til at lette dig fra sofaen for at nå slikket. Hermed bliver det en anelse mere besværligt og nedsætter hastigheden, hvormed du spiser slik. Alt slik inden for en armslængde vil derimod blive spist på ganske kort tid på automatpilot.

5. Tag kontrollen

Det er dig, som skal vælge slikket til, og ikke slikket, som skal lokke dig på afveje. Spis kun slik på de dage, hvor du på forhånd har besluttet dig for det, og bestem mængden på forhånd. På øvrige dage må du forsvare dig med en afledningsmanøvre. Gør noget, som du ikke forbinder med slikspisning – gå en tur, tag et karbad, eller børst dine tænder, når trangen til slik melder sig.

Hjertet kalder på dig

1 ud af 5 dør af hjertesygdom. Derfor kalder hjertet på din støtte, så flere kan overleve. Din støtte sikrer midler til hjerteforskning og nye behandlingsformer.

Støt i dag og red liv

Untitled(Påkrævet)