af Hjerteforeningen
d. 29. januar 2015

Ved en KAG undersøges, om der er forsnævringer i hjertets kranspulsårer.

KAG betyder koronar-arterio-grafi. Det er en kateterbaseret røntgenundersøgelse af hjertets kranspulsårer. Kranspulsårerne er de blodkar, der forsyner hjertet med blod og ilt.

Undersøgelsen foregår på en operationsstue, hvor du kommer op at ligge på et leje. Du bliver vasket med desinficerende væske, der hvor man skal stikke, og bagefter bliver der dækket af med sterile stykker plastik. Personalet er i sterile kitler.

Først får du lagt lidt lokalbedøvelse, der hvor du skal stikkes i pulsåren. Du er altså vågen, imens undersøgelsen bliver foretaget. Man bruger en pulsåre enten i lysken eller håndleddet. Et kort tyndt plastikrør føres ind i pulsåren, og herigennem føres et undersøgelses-kateter igennem pulsåren op til hjertet. Her sprøjtes kontrastvæske ind i kranspulsårerne. Samtidig optages en røntgenfilm af hjertet fra forskellige vinkler, og lægen kan efterfølgende analysere billederne.

Undersøgelsen viser, om der er forsnævringer i kranspulsårerne. Nogen gange kan kranspulsåren også være helt lukket, hvis der er eller har været en større blodprop i hjertet.

Se en animation af hvad der sker under en KAG (kilde: Patienthåndbogen).

Undersøgelsen varer ca. 30 minutter; nogle gange dog lidt længere. Du mærker et lille stik ved lokalbedøvelsen, hvor bedøvelsesmidlet sprøjtes ind omkring pulsåren. Det kan også spænde kortvarigt i vævet.

Under undersøgelsen kan der opstå forbigående brystsmerter, der som oftest kan afhjælpes med medicin.

Se en film med en patient, der får foretaget KAG og ballonudvidelse.

Efter undersøgelsen fjernes plastikrøret fra pulsåren. Hvis du er undersøgt fra pulsåren i lysken, så skal du i nogle tilfælde ligge stille på ryggen i nogle timer efter undersøgelsen for at sikre, at det ikke bløder fra det lille sår i pulsåren i lysken. Hvis du er undersøgt fra pulsåren i håndleddet, så får du en slags armbånd på, som strammer på pulsåren for at undgå blødning.

Efter undersøgelsen er der forskellige retningslinjer, som er lidt forskellige, alt efter om du er undersøgt fra lysken eller fra håndleddet.

Hvis du er undersøgt fra lysken

  • Pas på med at bøje for meget i hoften de første dage
  • Få hjælp til sko, strømper og bukser
  • Tryk let over indstiksstedet når du rejser dig fra siddende eller liggende stilling
  • Pas på ved trappegang
  • Undlad at lægge benene over kors
  • De første 4-7 dage skal du undgå tunge løft. Du må maximalt løfte 2-4 kg.
  • Dyrk ikke sport eller hårdere fysisk arbejde de første 4 dage efter undersøgelsen.
  • Du må ikke køre bil de første to døgn efter undersøgelsen
  • Afhængig af hvor hårdt fysisk arbejde du har, kan du typisk starte med at arbejde 4-7 dage efter undersøgelsen
  • Du skal holde øje med indstiksstedet for at sikre, at der ikke kommer betændelse eller blødning.

Hvis du er behandlet fra håndleddet

  • På undersøgelsesdagen og næste dags morgen skal du have hjælp til påklædning
  • De første fire døgn efter undersøgelsen må armen ikke belastes
  • Undgå tunge løft over 2 kg
  • Ingen sport, støvsugning eller fysisk arbejde de første fire døgn efter undersøgelsen
  • Du må ikke køre bil eller cykle de første to døgn efter undersøgelsen
  • Afhængig af hvor hårdt fysisk arbejde du har, kan du typisk starte med at arbejde 2-5 dage efter undersøgelsen
  • Du skal holde øje med indstiksstedet for at sikre, at der ikke kommer betændelse eller blødning

KAG-undersøgelsen vil som regel lede frem til et af følgende resultater og behandlingsanbefalinger:

  • Undersøgelsen er normal
  • Undersøgelsen viser, at der er forsnævring(er), som anbefales behandlet med medicin
  • Undersøgelsen viser, at der er forsnævring(er), som anbefales behandlet med ballonudvidelse (PCI)
  • Undersøgelsen viser, at der er forsnævring(er), som anbefales behandlet med en bypass-operation