Kommunikation

Når sygdommen rammer er det endnu vigtigere end ellers, at man får talt sammen om, hvordan man hver især har det, og hvad man har brug for. Får man ikke sat ord på de svære ting, kan det for det første føre til, at både patient og pårørende føler sig alene med bekymringerne, og for det andet kan det føre til misforståelser og konflikter.

Klar tale

• Fortæl hinanden, hvordan I det, og hvordan I gerne vil have, at den anden hjælper og støtter.
• Spørg fremfor at gætte på, hvad den anden tænker, føler og har behov for.
• Sig til, hvis du har brug for tålmodighed eller måske praktisk hjælp.
• Sig til, hvis du har brug for trøst, omsorg, eller bare at snakke.
• Sig til, hvis du har brug for tid til dig selv.
• Vær åben om dine egne tanker og følelser

Mange vil gerne skåne deres partner for ubehagelig tanker og bekymringer – og det gælder også i forhold, hvor den ene er ramt af sygdom. Men det er vigtigt at vide, at hvis du holder tingene for sig selv, så vil din partner sandsynligvis alligevel kunne mærke, at der er noget, der plager dig.  Det kan føre til fantasier om, at det står værre til, end det faktisk gør. Og derfor vil han eller hun ikke plage dig med sine egne tanker og bekymringer. Det kan blive en ond cirkel.

Omvendt: Hvis I deler jeres bekymringer og tanker om sygdommen og hverdagen med hinanden, får I ikke dobbelt op af problemer. Tvært imod kan det betyde, at presset bliver lettet for jer begge, fordi I hver især får sat ord på.

Lyt mere – giv færre gode råd
Når andre fortæller os om deres problemer, kan det ofte være fristende at give et par gode råd eller 3 for at finde en løsning på vedkommendes problemer. Vi vil jo gerne hjælpe. Men gode råd – som man ikke selv har bedt om – er faktisk sjældent særligt velkomne. Hvor uretfærdigt, det end kan virke, så vil uopfordrede ”gode råd” ofte opfattes som en kritik, og det kan både føre til dårlig samvittighed o vrede: Hvis det er så nemt at løse mine problemer, som du foreslår, så havde jeg nok selv gjort det for længst!

Hvis vi har brug for råd fra andre, vil vi helst selv bede om det. Hvis du omvendt brænder inde med et rigtigt godt råd (måske fordi du selv har stået i en tilsvarende situation), så spørg om lov til at komme med forslag.
Men den bedste hjælp, du kan give, er i virkeligheden bare at være til stede. At give dig god tid og lægge ører til den andens problemer. Når vi får lov at tale om det, der besværer os, til en opmærksom lytter finder vi efterhånden selv en løsning på vores problemer – hvis der findes en løsning. Og kan der ikke findes en løsning, så vil det at få talerum ofte gøre problemerne nemmere for os at bære.

Gæt ikke – spørg i stedet for
Ingen kan forventes at kunne læse andres tanker. Det gælder også for ægtepar, der har kendt hinanden i mange år. Hjerte-kar-sygdom betyder desuden ofte store forandringer i dagligdagen og på det psykiske plan for jer begge. Derfor er det endnu sværere at forudsige og gætte, hvordan den anden vil tænke, føle og handle i forskellige situationer – og hvilke behov den anden har.

Løsningen er, at I løbende får spurgt hinanden, hvordan I har det hver især og hvad I har brug for af hjælp og støtte fra den anden.

Husk: Selvom din partner er patient, er han eller hun jo også stadig din partner. Og selvom kræfterne er mindre, når man bliver ramt af sygdom, så er det alligevel de færreste, der ønsker at blive skånet i en grad, hvor man ikke længere bliver regnet med som en, som familien kan læne sig op ad ind imellem.
Selvom man er syg kan man stadig give støtte og omsorg til sin familie, hvis der er brug for det – og de fleste af os er jo ofte glade for, hvis andre efterspørger vores hjælp.

Når du vil hjælpe en anden, er det vigtigt

• at spørge om den anden ønsker din hjælp – og i så fald hvilken slags hjælp, han/hun har brug for fra dig.
• at hjælpe uden at overtage hele ansvaret for løsningen af problemerne
• at respektere den andens selvbestemmelse
• at respektere den andens grænser
•  at du lytter og holder igen med de gode råd
• at du også sørger for at tilgodese dine egne behov

Samarbejde

Læs mere +

Se mindre –

Hjertesygdom er et familieanliggende – både på det psykiske og på det praktiske plan. Det kræver samarbejde.

Mange nye opgaver
Hjertesygdom kommer med mange nye opgaver og udfordringer. Der skal laves aftaler og holdes møder med sundhedsprofessionelle. Der skal bestilles, hentes og huskes medicin. Der skal løbende holdes kontakt til familiemedlemmer og omgangskreds. Der er måske brug for kontakt til kommunen eller andre instanser. Der skal måske ændres i mad- og motionsvaner og mange andre ting. Og alt dette er jo udover de sædvanlige opgaver ude og hjemme: Indkøb, madlavning, rengøring, tøjvask, havearbejde – og er en af jer eller jer begge i arbejde og er der oven i købet mindre børn i familien, kan det nok virke overvældende i perioder.
Der er nok at tage fat på! Men hvem skal gøre hvad hvornår?

 

Prioritering
Træthed og mangel på energi følger meget ofte med en hjertesygdom. Og det kan tage meget lang tid at komme på toppen igen.  Som partner er du også påvirket af situationen, og vil dermed være mere belastet end vanligt. Da der samtidig er nye opgaver, kan det være nødvendigt at prioritere benhårdt i familien for at få tingene til at gå op.

For at kunne håndtere belastningen er det vigtigt, at du opretholder en sund livsstil og forsøger at undgå for meget stress. Det kan du læse mere om her

 

Et godt samarbejde
Et væsentligt element i samarbejde er selvfølgelig, at man kan tale med hinanden om tingene på en god måde. God kommunikation kan du læse mere om her

Men godt samarbejde indebærer også, at der nogle fælles vedtagne aftaler, som I begge to kan gå ind for. Derudover er det vigtigt, at der er en gensidig respekt for den andens måde at løse opgaverne på.
Det vil i praksis sige, at hvis I bliver enige om, at du skal overtage en opgave, som din partner plejer at have ansvaret for eller omvendt (det kan være konkrete opgaver som f.eks. støvsugning eller havearbejde eller det kan være mere flydende opgaver som at overtage telefonkontakten til omgangskredsen i en periode), så må I også være indstillede på, at det nok ikke bliver helt, som det plejer. Og det kan for nogen godt være lidt af en udfordring. For ikke alene gør vi ofte tingene på forskellig måde, men vi kan også nemt kan have forskellige ambitioner om, hvor godt og grundigt de skal udføres. Men også det kan man jo tale om og lave aftaler i forhold til.

 

Opgavefordeling
Selv om det godt kan virke lidt kunstigt og formelt i starten, kan det være en vældig god idé, at I jævnligt holder små møder om tingenes tilstand. Møder, hvor I bl.a. kan taler om den kommende uges opgaver og fordelingen af ansvaret for disse opgaver:

• Lav en liste over opgaver, som skal fordeles i den kommende uge.
• Er der nogle af opgaverne, der kan skæres væk – sættes på pause – reduceres i en periode?
• Kan ambitionsniveauet sænkes i forhold til nogle af de resterende opgaver?
• Sæt dato og tid på, hvornår de forskellige opgaver skal løses
• Vær åbne om, hvad I hver især har lyst til, behov for og kræfter til.
• At holde fri og lade op – sammen og hver for sig – er også en vigtig opgave, som der skal være plads til i kalenderen.

 

Hent hjælp ude fra
Er der mon nogen i familie og omgangskreds, der kan hjælpe jer med nogle praktiske opgaver? Det er svært for mange af os at spørge om hjælp til praktiske ting. Vi er bange for at være til besvær – og mange af dem, vi kender, har jo travlt med deres eget. Men de fleste vil alligevel have en eller flere i deres omgangskreds, som gerne hjælpe lidt til. Hvis de ikke allerede har meldt sig, kan det måske være fordi, de er usikre på, hvordan de skal gribe det an: De ved ikke, hvad der er brug for hjælp til, og de kan måske føle, at de trænger sig på ved at spørge.

For dem kan det derfor være en befrielse at blive bedt om at udføre en konkret opgave. Så ved de, at du har brug for dem, og de ved præcis, hvad der forventes af dem og hvordan de bedst kan hjælpe.
Forskellige mennesker er gode til forskellige ting. Nogen vil man gerne trække på til praktiske ting –  om det er at klippe hækken eller være chauffør til et lægebesøg – mens andre er gode til at lytte. Overvej, hvem du få hjælp af til hvad.

 

At håndtere et nej
Spørger man en person direkte om hjælp i en konkret situation, er der jo den risiko, at vedkommende siger nej. Det kan så være, han eller hun gerne vil hjælpe på et andet tidspunkt, eller på andre måder, men det kan også være, at vedkommende ikke synes, at han eller hun har ressourcerne til at hjælpe jer lige nu. Et nej kan selvfølgelig indebære, at du bliver skuffet, ked af det og måske vred på dine opgivelser – især hvis det er mennesker, som du bestemt havde regnet med ville stille op for jer. Forsøg i første omgang at undgå, at det bliver et stort problem inden i dig selv og i forhold til de pågældende. For det første har du jo nok endda at tage dig af og bekymre dig om lige nu. For det andet kan jo være, at vedkommende selv har noget af slås med, og derfor først kan tilbyde noget på et senere tidspunkt.

Men der også en sandhed i det gamle mundheld, at det er i nøden, man skal kende sine sande venner. Nogen magter ikke at være der, når det virkelig gælder – og det kan i værste fald betyde, at forholdet til de pågældende bliver mindre tæt, end det var før sygdommen. Og det kan være en meget hård belastning oven i alt det andet.

Men heldigvis sker der ofte også det modsatte: At man bliver overrasket over, at personer der normalt er mere i periferien af omgangskredsen pludselig og uventet viser sig at være der, når det brænder på.
Sygdom og modgang i tilværelsen kan gøre os klogere på os selv, på andre og på livet – og det er ofte både på godt og ondt. Mange beskriver, hvordan de efter at have været igennem et sygdomsforløb er blevet bedre til at prioritere det, som giver mest mening og indhold.