Når du har en langvarig eller kronisk sygdom, er der mulighed for med en § 56 aftale, at din arbejdsgiver får refunderet sygedagpengene allerede fra første sygedag, når du er fraværende på grund af din sygdom.

Du og din arbejdsplads kan benytte ordningen, hvis dit sygefravær er væsentligt forøget, og det er forventeligt, at du vil have mindst 10 fraværsdage indenfor 1 år på grund af lidelsen.

Ordningen dækker kun i forbindelse med den lidelse, som er årsag til aftalen. Din arbejdsgiver får altså ikke refusion fra første sygedag, når du er fraværende med anden sygdom.

En § 56 aftale er kun gældende med godkendelse fra kommunen og kan bevilges for to år af gangen.

Aftalen kan ikke fornyes, når fraværet på grund af lidelsen ikke har medført mindst 10 fraværsdage i det seneste år, medmindre der ved aftalens udløb er sket væsentlige ændringer i dine arbejdsmæssige eller helbredsmæssige forhold.

Der er også mulighed for at indgå en § 56 aftale som gælder ved indlæggelse og behandling.

Fordelene ved en § 56 aftale kan være, at arbejdsgivers udgifter til syge medarbejdere mindskes. For nogle medarbejdere kan det gøre det lettere at være fraværende fra arbejdspladsen ved sygdom, indlæggelse og behandling, når arbejdsgiver får sygedagpengerefusion fra første sygedag.

§ 56 aftale er beskrevet i Lov om sygedagpenge.