Hjerteforeningen giver dig her en oversigt over de største hjertesygdomme, og hvordan du kan mærke, at en hjertesygdom er under forværring. Du kan holde dig løbende opdateret på hjerteforeningen.dk/corona.

 

Hold dig opdateret på hjerteforeningen.dk/corona

 

Hjertesvigt 

Hjertesvigt kan have flere årsager som eksempelvis hjerterytmeforstyrrelse, hjerteklapsygdomme eller åreforkalkning af de kar, der forsyner hjertet.  

Uanset årsagen til hjertesvigtet skal du være særligt opmærksom på disse faresignaler om, at din sygdom er under forværring: 

  • Tiltagende eller akut forværret åndenød  
  • Tiltagende eller akut indsættende svimmelhed    
  • Hjertebanken – hurtige eller uregelmæssige hjerteslag.  

Hvis du oplever ovenstående, skal du hurtigt kontakte 1-1-2. 

Disse faresignaler kan være tegn på en forværring af hjertesvigtet eller på en nytilkommet hjerterytmeforstyrrelse, som kan forværre hjertesvigtet yderligere 

Tiltagende træthed eller hævede ankler og underben som tegn på væskeophobning er ikke akut, men her kan det være relevant at tage kontakt til din egen læge, vagtlægen eller regionens akuttelefon.

 

Iskæmisk hjertesygdom 

Iskæmisk hjertesygdom skyldes oftest åreforkalkning med eller uden blodprop i hjertets kranspulsårer. 

Hvis du har iskæmisk hjertesygdom, skal du være særligt opmærksom på disse faresignaler om, at din sygdom er under forværring: 

  • Nyopståede og vedvarende smerter i eller trykken for brystet  
  • Smerter op i halsen og underkæben  
  • Forværring af kendte brystsmerter – fx stærkere eller anderledes smerter  
  • Brystsmerter i hvile, eventuelt med udstråling til armen eller skulderen
  • Akut opstået og uforklarlig åndenød  
  • Akut opstået og uforklarlig kvalme, opkastninger, mavesmerter  
  • Koldsved, svimmelhed og eventuelt besvimelse  
  • Hjertebanken i hvile – hurtige eller kraftige hjerteslag. 

Hvis du oplever ovenstående, skal du hurtigt kontakte 1-1-2.

Disse faresignaler kan være tegn på nyopstået eller forværret iskæmisk hjertesygdom 

Hvis du kun oplever brystsmerter under anstrengelse, kan dette være tegn på stabil iskæmisk hjertesygdom – kontakt da din egen læge eller vagtlægen. 

 

Atrieflimren 

Atrieflimren er den hyppigste hjerterytmeforstyrrelser og kommer oftest med alderen, men forekommer hyppigere hos personer med underliggende hjerte-kar-sygdom.  

Symptomerne varierer fra ingen symptomer til daglige gener. De hyppigste symptomer er hjertebanken, generende uro i brystkassen eller åndenød ved anstrengelse. Behandlingen består almindeligvis af medicin mod den hurtige hjerterytme og blodfortyndende medicin for at forebygge blodpropper i hjernen. 

Hvis du har atrieflimren, skal du være særligt opmærksom på: 

  • Hurtig forværring af vanlige symptomer – herunder hurtigere puls end vanligt  
  • Trykken for brystet  
  • Besvimelse eller nærbesvimelse – evt. ledsaget af koldsved. 

Oplever du ovenstående, skal du ringe 1-1-2.  

Oplever du derimod forværring af åndenøden eller let tiltagende symptomer, kan du ringe til egen læge eller regionens akuttelefon/vagtlægen udenfor din egen læges åbningstid. 

Symptomerne kan skyldes en forværring af din hjerterytmeforstyrrelse, som derved belaster hjertet og kroppen.

 

Hjerteklapsygdomme 

Hjerteklapsygdomme er tilstande, hvor hjerteklapperne ikke lukker eller åbner ordentligt. Årsagen varierer, alt efter hvilken type sygdom der er tale om, og i enkelte tilfælde kan problemet være medfødt. Sygdommene kan inddeles i forsnævring og utæthed.  

Fælles for alle klapsygdomme er, at når de bliver betydelige, får man åndenød ved fysisk anstrengelse. De øvrige symptomer afhænger af typen af hjerteklapsygdom. Ved betydende hjerteklapsygdom får man også hjertesvigt. 

Uanset hvilken type af hjerteklapsygdom du har, skal du være opmærksom på følgende symptomer: 

  • Pludseligt indsættende trykken for eller smerter i brystet 
  • Pludseligt indsættende åndenød 
  • Nærbesvimelse eller besvimelse (særligt for forsnævring i aortaklappen). 

Oplever du ovenstående symptomer, skal du ringe 1-1-2.

Symptomer kan være tegn på forværring af din hjerteklapsygdom.

Oplever du derimod generel forværring af vanlige symptomer såsom åndenød, tiltagende svimmelhed, tiltagende vægt, længerevarende feber, hjertebanken eller generel forværring i almentilstanden skal du kontakte egen læge eller regionens akuttelefon/vagtlægen. 

 

Pacemaker 

Patienter med pacemaker skal være opmærksomme på følgende symptomer: 

  • Tiltagende eller akut forværret åndenød   
  • Tiltagende eller akutopstået svimmelhed     
  • Pludseligt opstået hurtig, uregelmæssigt hjertebanken.

Hvis du oplever ovenstående og har pacemaker, skal du hurtigt kontakte 1-1-2.   

Hold dig opdateret på hjerteforeningen.dk/corona