Magnesium

Magnesium er et mineral og findes især i fuldkornsprodukter, grønsager, mandler og mælk.

Typisk anvendelse

  • Til at sænke blodtrykket.
  • Diabetes type 2.
  • Atrieflimren.

 

Forskningen viser

  • Studier viser, at en kost med et højt indtag af fødevarer, der er rige på magnesium, er vigtig for et normalt blodtryk og et normalt blodsukker, og magnesium giver en lavere risiko for at udvikle hjerte-kar sygdomme.
  • Man kan få den anbefalede mængde magnesium gennem en hjertevenlig kost, der er i overensstemmelse med Hjerteforeningens anbefalinger.
  • Små studier viser, at tilskud af magnesium kan sænke blodtrykket meget beskedent – dette er dog bedst vist hos personer, der mangler magnesium.

 

Sådan virker magnesium

  • Magnesium spiller en vigtig rolle for kroppens stofskifte, bl.a. i samspillet med flere hundrede enzymer.
  • Magnesium har en betydning for overførslen af nerveimpulser til muskler og hjertet, som får dem til at trække sig rytmisk sammen. Magnesium er dermed med til at stabilisere hjerterytmen.
  • Magnesium er vigtig for funktionen af hormonet insulin, som regulerer sukkerstofskiftet og dermed en effekt for fx type 2 diabetikere.

 

Dosis

  • Det daglige behov for mænd og kvinder er henholdsvis 350 mg og 300 mg. Mænd indtager i gennemsnit 399 mg og kvinderne i gennemsnit 325 mg pr. dag. Vi får derfor tilstrækkeligt magnesium via kosten til at dække det daglige behov
  • En almindelig multivitamin-mineral pille indeholder typisk 50 mg. Tilskud udelukkende med magnesium indeholder ofte mellem 150 og 300 mg.
  •  

 

Mangel opstår ved

Mangel kan opstå i forbindelse med sygdom, hvor der typisk også vil være mangel på andre mineraler, fx calcium og kalium. Årsagerne kan være:

  • Sygdomme i mave-tarm kanalen og nyrerne
  • Kronisk diarré
  • Lavt fødeindtagelse over længere tid – f.eks. langvarige og restriktive slankekure
  • Alkoholisme
  • Vanddrivende medicin
  • Bivirkninger
  • Ved overdosering er den almindeligste bivirkning diarré
  • Sværere tilfælde af overdosering er neuromuskulære udfald f.eks. lammelser

 

Interaktioner med lægemidler

  • Det anbefales altid, at få en lægelig vurdering i forhold til den øvrige receptpligtige medicin, hvis man ønsker at tage magnesium-tilskud, da en række receptpligtige lægemidler, f.eks. antibiotika kan ændre blodets indhold af magnesium.
  • Virkningen af lægemidlet kan svækkes eller forstærkes ved samtidig brug af store doser magnesium.

 

Bør ikke anvendes ved

Ingen kendte

 

Anbefaling

Hjerteforeningen anbefaler kun et tilskud af magnesium hvis der er konstateret en mangel.