Forside > Vibeke til kvinder i overgangsalderen: "Tal om det!" 
Forebyggelse Gode råd Hverdagen

Vibeke til kvinder i overgangsalderen: “Tal om det!” 

Opture, nedture og svedture. Vibeke Guldager fortæller om livet +50, hvor det er som om en helt ny kvinde er flyttet ind i hendes krop. Kvinden er ikke altid helt nem at håndtere, hun har brug for at blive set og forstået – og så er det i øvrigt slut med at være pleaser.

Artiklen er tidligere bragt i Hjerteforeningens medlemsblad Hjerteliv.

Vibeke har sovet helt fantastisk. Hun sveder ikke, hjertet slår normalt og humøret er tilmed også i top denne fredag formiddag, hvor hun har sagt ja til at medvirke i et interview med Hjerteliv. Sådan er det dog langt fra hver dag. For Vibeke Guldager er i overgangsalderen, og det er noget af en rutsjebanetur.   

”I starten af ugen sov jeg dårligt, jeg lå og rodede rundt. Jeg havde også ekstremt mange hedeture i forbindelse med, at jeg skulle holde tre foredrag om overgangsalderen, blandt andet i Finansforbundet for et publikum på 300 kvinder og to mænd,” siger Vibeke og forklarer:   

”En hedetur starter på ryggen hos mig, og så føler jeg, at jeg har et sprinkleranlæg i hovedet. Det eneste jeg tænker på, er at tage tøjet af. Mentalt er jeg ikke tilstede, jeg går ind i mig selv, når den raser. Det er som at sidde indhyllet i wrap i en sauna. Når jeg kommer til mig selv igen, fryser jeg.”  

”Det sker som regel, når du mindst vil have det. For mig hænger flere af mine symptomer sammen med mit stressniveau. I 2017 opsagde jeg mit job som PA, HR og Office Manager gennem ni år efter en alvorlig stress sygemelding. Først flere år senere, gik det op for mig, at min stress på arbejdet nok hang sammen med, at jeg var gået i overgangsalderen.”  

Jeg blev flov 

Når Vibeke vover sig ud i at tale om overgangsalderen på både sociale medier og gennem foredrag på trods af, at det skubber til de trælse symptomer, er det fordi hun er på en mission: Det skal være lige så naturligt at tale om overgangsalderen, som det er at tale om stress.   

”Da jeg gik til lægen med mine symptomer, vandt jeg den mandlige lægevikar, der bare sagde: ’Velkommen til overgangsalderen, velkommen til humørsvingninger, velkommen til 5 ekstra kilo’. Jeg følte mig helt flov, da jeg gik derfra. Jeg følte mig gammel, og jeg følte mig alene. Jeg havde aldrig talt med nogen om overgangsalderen,” siger Vibeke, der i dag driver selvstændig foredragsvirksomhed og onlineuniverset ’byguldager’ med fokus på overgangsalderen. 

Om sex og hjerne-tåge 

I starten oplevede Vibeke hjertebanken – hun beskriver det som, at hjertet hoppede over et slag. Hun fik det tjekket af to omgange, og heldigvis fejlede det ikke noget. Men hun skal holde øje med sit kolesteroltal, der er steget. Oven i bøtten af øvrige symptomer, remser hun op: Træthed, humørsvingninger, smerter i leddene, hjerne-tåge, angst, ingen sexlyst.   

”For mig er denne her hjernetåge momenter af komplet hukommelsestab. Det kan gøre det svært at være på en arbejdsplads. Forestil dig at stå og tale med en yngre kollega, og så er der noget fra sidste uge, som du overhovedet ikke kan huske – det skal nok komme til dig senere på dagen, men det føles jo fordummende i øjeblikket,” siger Vibeke og fortsætter:   

”Jeg håber virkelig, at sexlysten kommer tilbage. Det er det emne, der gør mig mest rørt at tale om. Jeg mødte min store kærlighed i en sen alder, men jeg er alt for ung til at have mistet lysten. Jeg tænker på det dagligt, det er forfærdeligt. Det er også den del, min mand Frank har haft sværest ved at forstå. Jeg siger ofte til ham; ’det har intet med dig at gøre’.”   

Ny kvinde flytter ind 

Det mest overvældende ved overgangsalderen har været følelsen af, at en helt ny kvinde er flyttet ind i Vibekes krop. Hun kalder den nye kvinde for Jytte, og hun har overrasket Vibeke på alle måder. Hun er kamp-svedende, hun er asocial, hun GIDER ikke motion og vil helst ligge på sofaen og spise chokolade,” fortæller Vibeke og fortsætter:   

”Jeg opfandt Jytte for at kunne distancere mig selv lidt fra det hele – det er vigtigt, at vi kan grine af det sammen. Vi er nødt til at omfavne os selv med både kærlighed og humor, ellers bliver det altså for stram en fase i livet”.  

Tal med hinanden 

Når det kommer til gode råd og løsninger, så har Vibeke desværre ikke løsningen på alle udfordringerne.   

”Mit vigtigste råd er: Tal med nogen om det. Jeg tror egentlig, at det er ret enkelt. Det gælder også på arbejdspladserne. Du har brug for at blive set og imødekommet – det kan være mere fleksible arbejdsforhold, hvor du for eksempel kan gå tidligere hjem nogle dage, og hvor dine kolleger ved lidt om, hvad hjerne-tåge er.”  

”For mig er overgangsalderen en kæmpe mulighed for virkelig at mærke mig selv og tage ansvar for mit velvære. Om man vælger hormonbehandling eller ej, er helt individuelt, men vi kan alle styrke vores indre sundhedskonto. For mig er det en sund og nærende kost, masser af Omega 3, kærlige mennesker i mit liv og selvfølgelig et glas vin i ny og næ. Det hele handler om at finde balancen,” siger hun.   

Slut med behagesyge  

For Vibeke virker det også at vinterbade. Det kolde vand gør godt. I de senere år har hun fået hjælp til en kostomlægning og til træning, og hun mærker nu fordelene ved det samtidig med, at hun som 58-årig måske er på vej ud af overgangsalderen.   

“Men hør her – jeg forstår stadigvæk SÅ godt, når det bliver 1 : 0 til sofaen efter en lang 
arbejdsdag, hvor man føler sig godt brugt. Jeg har før i tiden fået sagt, at jeg styrketrænede tre gange om ugen, fordi det var min oprigtige hensigt. I virkeligheden var overskuddet der bare ikke. Det har heldigvis ændret sig nu, og jeg træner Reformer Pilates to til tre gange ugen,” siger Vibeke.  

”Det er også en super stærk periode at være i. Jeg har overlevet indtil nu, jeg har fået noget livserfaring, som gør, at det er slut med den der behagesyge, som mange kvinder kender til. Jeg er taknemmelig for, at jeg har kunnet slække på de ekstremt høje krav, jeg har haft til mig selv. Det er man jo nødt til, når man pludselig skal sidde i offentligheden og vifte med et postkort, fordi man har det for varmt.”