73% af dem, der ryger dagligt, ønsker at stoppe. Men ofte kræver det mere end ét forsøg at kvitte tobakken.
Langt de fleste eksrygere har brugt mere end ét forsøg på at stoppe – faktisk har 30% forsøgt mindst tre gange, før det lykkes.
Anne Kristine Van Der Zaag er sundhedsfaglig konsulent og rådgiver hos Hjertelinjen (70 25 00 00), hvor hun står til rådighed med vejledning i rygestop.
Hun forklarer, at rådgivning om rygestop er en effektiv metode til langvarigt rygestop, hvilket også Sundhedsstyrelsen peger på.
Rygere, der ønsker at stoppe, kan med fordel kombinere professionel rådgivning fra eksempelvis Hjertelinjen eller Stoplinjen med godkendt rygestopmedicin. Årsagen er enkel ifølge Anne Kristine Van Der Zaag – med støtte er der simpelthen større chance for at lykkes med rygestoppet.
– Før man begiver sig ud på et spændende eventyr eller en udfordrende rejse, er det en god idé at være godt forberedt. Derfor er der en række ting, du kan gøre for at forberede dig bedst muligt på dit rygestop, fortæller Anne Kristine Van Der Zaag og peger på især to greb, som du kan læse om herunder.
Gode råd om rygestop
1. Spørg dig selv – hvorfor er det vigtigt for dig at stoppe med at ryge?
Find din allervigtigste grund, skriv den ned, hæng den på toiletdøren, køleskabet, ved dit sengebord eller hvor du ser din(e) grund(e) hver dag.
- Tag beslutningen. Når du har fundet dine grunde og eventuelt har overvejet, hvad du gerne vil opnå, eller hvordan du ser dig selv i fremtiden om eksempelvis et halvt år - så er det langt lettere at tage beslutningen, forklarer hun.
Sæt en dato for hvornår du stopper, foreslår Anne Kristine Van Der Zaag. Tilmeld dig eventuelt et rygestop kursus, så du får støtte og opbakning til at stoppe. Du er også velkommen til at ringe til Hjertelinjen og få en motiverende samtale om rygning. Det øger dine chancer for at stoppe.
2. Øv dig i at tage magten fra tobakken.
Når man er afhængig af tobak, er det nikotinen der sørger for, at du får din tobakshunger tilfredsstillet for de fleste hver 2 eller 3. time.
- Mange oplever det som at, tobakken nærmest har taget magten. Som om cigaretten nærmest af sig selv hopper op mellem fingrene, fortæller Anne Kristine Van Der Zaag.
- Øv dig derfor i at tage magten tilbage, eksempelvis ved at udsætte din næste cigaret måske blot en time. Bryd dine vaner og ryg et andet sted, end du plejer, fx det kedeligste sted, ryg kun udenfor, ryg ikke længere i bilen eller drop tobakken, mens du venter på bussen. Find selv på flere steder, hvor du udsætter cigaretten.
Anne Kristine Van Der Zaag anbefaler også, at du tæller dine cigaretter
- Hvor mange og hvornår ryger du i løbet af dagen. Sæt forbruget ned og sæt tal på, hvor mange cigaretter, du må ryge på en dag. På den måde øver du dig i at stå imod og indimellem at “være ned og bide i gulvtæppet” og du ruster dig til dit forestående rygestop.
- Når du får støtte, er din vej til tobaksstop blevet kortere, understreger Anne Kristine Van Der Zaag.
Find din egen grund til tobaksstop
Hjerteforeningen er partner i partnerskabet Røgfri Fremtid sammen med 300 virksomheder og organisationer.
Og dét er der en grund til, siger chefkonsulent Mads Lind fra Hjerteforeningen.
– Rygning er den livsstilsfaktor, der belaster hjertet allermest. Det øger risikoen for både åreforkalkning, blodpropper og hjertekarsygdomme. Men det er aldrig for sent at stoppe – og det vigtigste er ikke, hvor mange gange man har forsøgt før, men at man prøver igen.
Mads Lind peger på, at Hjerteforeningens kamp for hjertesundhed især er relevant, når det kommer til, at færre skal ryge – eller begynde på det.
– Et liv uden røg er et hjertegodt liv. Det starter med én ting: At finde din egen grund. Måske er det for at være der for dine børn og børnebørn. Måske for at kunne trække vejret lettere, få mere overskud – eller slippe fri af afhængigheden. Uanset hvad, så ved vi, at det hjælper at tage en beslutning, sætte en stopdato og få den rette støtte.
Hver tredje eksryger har brugt mindst tre forsøg, før tobakken blev kvittet
Det er ikke let at stoppe med at ryge. Og derfor er det bedst ikke at komme i gang. Det kæmper Røgfri Fremtid for.
Røgfri Fremtid er et partnerskab med mere end 300 virksomheder og organisationer, der sammen har en vision om, at børn og unge skal ikke begynde at ryge. En vision, der styrker kampen for hjertesunde liv for alle, som Hjerteforeningen kæmper for. Vi er derfor partner i Røgfri Fremtid, der blev lanceret i 2017.
Partnerne i Røgfri Fremtid er udover Hjerteforeningen også Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen. Sammen arbejder vi for, at ingen børn og unge ryger i 2030, og at kun 5% af de voksne gør det.
- I Danmark ryger 17 % af befolkningen dagligt eller lejlighedsvist.
- 73% af dem, der ryger dagligt, ønsker at stoppe.
- 9 ud af 10 eksrygere har brugt mere end ét forsøg på at stoppe med at ryge, og 30% har forsøgt mindst tre gange, før det lykkes.
- Røgfri Fremtids nye kampagne ”Øvelse gør mester” skal motivere folk til at stoppe med at ryge ved at anerkende, at det kan være vanskeligt. For ligesom alt andet, der er svært, kræver det øvelse.

Ved du, hvad der gør dit hjerte sundt?
Nyhedsbrevet Hjertenyt giver dig ny viden, gode råd og konkrete tips, du kan bruge i din hverdag.
- Lær noget nyt om dit hjerte hver 3. uge.
- Få indblik i hjerteforskningen og de nyeste behandlingsmetoder.
- Få tips til en hjertesund livsstil fra Hjerteforeningens eksperter.