Forside > PureGym samlede over 900.000 kroner ind til hjertesagen
Forebyggelse

PureGym samlede over 900.000 kroner ind til hjertesagen

100.000 tilbagelagte kilometer og 100.000 indsamlede pund var målet, da PureGyms medarbejdere og medlemmer i fire lande startede deres indsamling til fordel for hjertesundhed. Få 15 procent rabat hos PureGym i dag som medlem af Hjerteforeningen.

Verdens største dødsårsag er hjerte-kar-sygdom. Sådan lyder tal fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Faktisk dræber hjerte-kar-sygdom cirka 17,9 millioner mennesker hvert år. 

Målet om aktivt at ændre dét faktum gennem forebyggelse og forskning samlede for første gang medlemmer af PureGym og 6.000 af fitnesskædens medarbejdere på tværs af Storbritannien, Danmark, Schweiz og New York. Sammen valgte de at kæmpe for hjertesundheden og at sætte fokus på, at vi alle med bl.a. motion kan gøre en forskel.

Motionseventen hed ”Every Beat Counts 100K Challenge” og løb af stablen fra 12-19 juni på tværs af hele PureGym. I alt blev der samlet præcist 918.398 kroner ind. I Danmark blev der samlet 130.169 kroner ind til fordel for Hjerteforeningens arbejde.

 

Kilometer efter kilometer blev tilbagelagt for hjertesagen

PureGyms centre summede af aktivitet, når medlemmer og medarbejdere løb, cyklede, gik og trænede sig til kilometer.

– Alt sammen for at få pulsen op og samle ind til en hjertesag, der berører os alle, forklarer Thomas Knudsen fra Hjerteforeningen, hvor han er ansvarlig for strategiske partnerskaber.

– Det var fantastisk at se, hvordan PureGyms fællesskab engagerede sig i hjertesundheden. Vi ved jo, at over 50 procent af al hjertesygdom kan forebygges – bl.a. med motion og en aktiv livsstil. Flere delte deres egne historier om at have hjertesygdom tæt på livet, og det gav ekstra mening til hvert eneste svedige minut. Vi var glade for alle, der bakkede op om vores fælles kamp.

I Danmark var der stort engagement, hvor PureGyms medlemmer og medarbejdere deltog i holdtræninger og events i centrene med fokus på fællesskab. Der var også masser af energi i challenges og events i nærområderne – fx løbeevents, yoga, SUP-events (stand up paddle) og lokale gåture.

– Vores hjerte slår omkring 100.000 gange om dagen. At bruge de slag på at bevæge os sammen og støtte hjertesagen er både symbolsk og stærkt, siger Morten Bentzen, der er administrerende direktør i PureGym Danmark.

Motion
Få rabat hos PureGym
Få unikke medlemsfordele hos Hjerteforeningen og bliv en del af et særligt fælleskab, der kæmper for hjertet.

Du får bl.a. medlemsrabat hos Puregym.
Se dine medlemsfordele