Statsminister Mette Frederiksen (S) har den senere tid gået en række ture rundt omkring i Danmark til samtaler om natur, bevægelse og folkesundhed. Onsdag den 20. august var statsministeren i Frederikssund, hvor hun besøgte naturområdet Ådalen og gik en tur med godt 80 danskere, hvoraf mange har en personlig tilknytning til hjertesagen og Hjerteforeningen.
Undervejs på gåturen indgik Mette Frederiksen således i nære samtaler med både hjertepatienter, adskillige frivillige i Hjerteforeningen og ikke mindst Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft. Efter turen fik Hjerteforeningen også spurgt ind til statsministerens egne tanker om motion, fællesskab, hvordan civilsamfundet og Hjerteforeningen kan bidrage, dér hvor det offentlige sundhedsvæsen slipper.
Bruge naturen i fællesskab
Mette Frederiksen, fælles oplevelser og dét at komme ud og lave noget sundt og hyggeligt med hinanden, det er Hjerteforeningen meget optaget af. Men der kan jo være stor forskel på, hvad man er i stand til, især hvis man lever med hjertesygdom. Hvad mener du, at fællesskab og fælles oplevelser kan betyde for ens sundhed og motivation, når vi har meget forskellige forudsætninger for, hvor aktive vi kan være?
”Jeg tror, at noget af det farligste, vi kan opleve som mennesker, det er ensomhed. Ensomhed slår ihjel. Og jeg synes, at noget af det, der er fantastisk ved Hjerteforeningen, det er, at man i virkeligheden kombinerer at få skabt et godt, lokalt, stærkt fællesskab med en masse aktiviteter,” sagde statsministeren.
”Den der kombi af et stærkt fællesskab med gode relationer, og at vi bruger naturen at komme ud, det tror jeg er noget af det bedste, vi kan.”
Kan det ligefrem være en nøgle til at bevæge sig mere? At man forsøger at deltage i nogle af de her store fællesskaber, fremfor at dyrke motion som enkeltperson?
”Ja, men folk skal jo gøre det, der passer dem bedst. Og vi er i forskellige livssituationer, så der er jo også nogen, der har tre små børn, og hvis de skal nå at dyrke motion, så skal de ned i træningscenteret tidligere om morgenen, før børnene vågner,” sagde Mette Frederiksen.
”Men jeg tror for mange hjertepatienter, der er dét med, at man er sammen med nogle andre om det – det kan være dét, der gør, at man kommer afsted. Jeg tror meget på det, I gør.”


Kærligt puf i ryggen
Hjerteforeningen er jo en sundhedsorganisation. Hvordan synes du, at Hjerteforeningen bedst kan supplere det offentlige sundhedssystem?
”I det I gør, i virkeligheden. Jeg kan rigtig godt lide den måde, Hjerteforeningen arbejder på: I skaber nogle gode lokale fællesskaber, og jeg har gået og talt med nogle af jeres medlemmer her i dag. De var meget åbenhjertige,” sagde statsministeren.
”Det kan være et ret stort chok, pludselig at være hjertepatient. Også fordi det jo for nogen rammer som et lyn fra en klar himmel. Det kan være enormt livsforandrende. Og dét, at man taler med nogen, der har været igennem det samme, at man laver et forpligtende fællesskab, hvor man måske lige giver hinanden et kærligt puf i ryggen, det er noget af det, der er fantastisk ved det, Hjerteforeningen laver. Jeg synes bare, I skal blive ved!”

Ved du, hvad der gør dit hjerte sundt?
Nyhedsbrevet Hjertenyt giver dig ny viden, gode råd og konkrete tips, du kan bruge i din hverdag.
- Lær noget nyt om dit hjerte hver 3. uge.
- Få indblik i hjerteforskningen og de nyeste behandlingsmetoder.
- Få tips til en hjertesund livsstil fra Hjerteforeningens eksperter.