Tidligere udgivet i Hjerteliv 2023.
I efteråret 2021 bliver Sisse Haubjerg Mortensen ramt af corona. Det bliver startskuddet til et langt og barskt sygdomsforløb. Det er dog ikke kun et skrantende helbred, som Sisse må kæmpe med i månederne efter. Hendes tilknytning til arbejdsmarkedet bliver også med ét kastet op i luften.
– Efter coronaen kunne jeg simpelthen ikke blive rask igen. Jeg blev ved med at have symptomer, siger Sisse, der er sygemeldt 17 dage og til sidst henvises til Kolding Sygehus af sin læge.
Undersøgelsen på sygehuset giver dog ingen konkrete svar, og hun har det fortsat meget dårligt. Alligevel vender hun efter fem ugers fravær retur til arbejdet som lærer.
– Alternativet er at komme ind i systemet via jobcentret, og det kan jeg nærmest ikke overskue på det tidspunkt, fortæller Sisse.
Hun starter derfor op igen på nedsat tid. Det slutter dog brat og dramatisk godt to måneder senere, da Sisse pludselig en dag falder om.
-Det er som at sidde i et tog, der kører derudad. Men du aner ikke, hvor det kører hen. Og i sidste ende kommer det slet ingen vegne.
Sisse Haubjerg Mortensen
Sortner for øjnene
– Jeg har været svimmel og haft hjertebanken under en gåtur med klassen om formiddagen, og på et tidspunkt i klasselokalet bøjer jeg mig ned over en elev for at hjælpe med et eller andet, da det pludselig sortner for mine øjne, genkalder Sisse sig.
Hun har fået et voldsomt anfald af atrieflimren. Sisse bliver hentet af en ambulance, og dagen efter afslører en MR-skanning, at hun har en medfødt hjertefejl – et hul i hjertet.
Hjertefejlen har altid været der og giver Sisse forklaringen på, hvorfor hun så ofte har følt sig træt og manglet overskud i dagligdagen. Coronaforløbet har dog forværret hendes tilstand markant.
Lægernes diagnose lyder på hjertesvigt og PAH (pulmonal arteriel hypertension, red.) – en sjælden sygdom, som giver forhøjet blodtryk i lungekredsløbet.
Med diagnosen og Sisses forværrede tilstand fortaber en fuldtids tilbagevenden til arbejdspladsen sig pludselig i horisonten. I stedet følger en periode med medicinering, skanninger og kontroller på adskillige af landets sygehuse. Relationen og tilknytningen til arbejdspladsen begynder at lide skade.
Får chok af brev i e-boks
Sisse følte sig presset tilbage i arbejde. For mange af de mennesker, der “officielt” skulle hjælpe og støtte hende i hendes proces for at få det bedre, pressede hende i stedet for.
– Omdrejningspunktet var hele tiden: Hvornår kan du komme tilbage på arbejde, og hvad er planen nu? Uden forståelse for alvorligheden i det, jeg fejler, og uden tålmodighed til, at det tager tid at blive udredt og få virkning af behandlingen, siger Sisse.
Hun nævner som eksempel et tidspunkt et par måneder efter episoden på arbejdspladsen.
– Meget kort tid efter jeg kommer hjem fra den første tur på hospitalet, ligger der et brev i e-boks til mig: Jeg skal stille op på arbejde, så vi kan få lagt en plan for min tilbagevenden til jobbet. Det giver mig lidt af et chok. Jeg tror simpelthen ikke, at de var klar over, hvor dårligt jeg havde det. Jeg var slet ikke i stand til at kunne lægge en plan på det tidspunkt, fortæller Sisse.
En sorg ikke at kunne arbejde
Forløbet ender til sidst med en betinget opsigelse. Hvis Sisse er frisk nok til at arbejde igen tre måneder efter opsigelsen, kan hun vende retur i arbejde. Da fristen udløber, er hun dog fortsat for dårlig til at kunne vende retur, og bliver opsagt.
I dag sidder hun dog ikke tilbage med hverken bitterhed eller bebrejdelse.
– Jeg var igennem et meget barskt forløb på den korte tid mellem min første sygedag i februar og til juni, hvor det er blevet besluttet, at jeg skal fyres. Mellem skolen, jobcentret, ind og ud af sygehuse og min egen sygdom, så var det meget intenst, siger Sisse og fortsætter:
– Jeg har dog haft en god chef og har aldrig været i tvivl om, at han ville gå langt for at beholde mig på arbejdspladsen. Men ledelsen på min skole har mange kasketter på – især den økonomiske. Og det tror jeg, de har været ramt af i forhold til, hvordan de har ageret. Men det er noget af en sorg ikke at være på arbejdet længere. At den investering man har lavet i sig selv, bliver bare skyllet ud med badevandet, forklarer Sisse.
Livet er jo ikke slut
Hvad fremtiden bringer, aner hun ikke.
– Det er som at sidde i et tog, der kører derudad. Men du aner ikke, hvor det kører hen. Og i sidste ende kommer det slet ingen vegne. Der er da dage, hvor jeg tænker “fuck det her liv – jeg ville blive glad, hvis jeg kunne få lov at leve i stedet for at overleve.” Men det handler om at lære at være i det, siger hun.
Da Sisse er livstruende syg, er hun på sygedagpenge og får desuden tilskud fra Lærernes Pension. Økonomien er ikke helt det samme, som da hun arbejdede, men det går.
– Jeg har dog stadig en frygt for at skulle ud et i ressourceforløb, hvor jeg kan blive kastet fra sted til sted på en ydelse, der er noget under sygedagpenge. Og uden muligheder for at få ydelser fra min egen forsikring, da det vil blive modregnet i ressourcebeløbet.
En ting er dog sikker: Hvis hun får mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet igen, vil hun omgående takke ja.
– I mine drømme kunne jeg godt tænke mig at komme ud og være støttelærer. Om det nogensinde bliver muligt, det ved jeg ikke. Ellers kunne jeg godt tænke mig at være besøgsven på et plejehjem et par gange om ugen. At kunne bidrage. Lige nu er det benhårdt bare at eksistere. Men jeg nægter at give op, slutter hun.
