Forside > Hver tredje af os tænker ikke over hjertet i hverdagen

Hver tredje af os tænker ikke over hjertet i hverdagen

Næsten hver tredje dansker har ikke fokus på hjertesundhed i det daglige. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Verian har lavet for Hjerteforeningen.

Knap 30 procent af de adspurgte erklærer sig uenige eller meget uenige i, at de tænker over at passe på hjertet i hverdagen, mens 62 procent svarer, at de har hjertesundheden i tankerne. Tallene vækker bekymring i Hjerteforeningen, for hvert år rammes mere end 60.000 danskere af hjerte-kar-sygdomme – sygdomme, der påvirker hjertet og blodkarrene. Ifølge Hjerteforeningen kan mere end halvdelen af tilfældene forebygges gennem sundere rammer og bedre vaner.

Administrerende direktør i Hjerteforeningen, Morten Ørsted-Rasmussen, peger på, at det skal være lettere at træffe hjertesunde valg i hverdagen:

”Vi er optaget af, at det skal være så nemt som muligt at passe på hjertet. Det er et problem, der rækker langt ud over den enkelte, og derfor vil vi vil have rykket ved rammerne, så vi alle sammen får de samme muligheder for at passe på vores hjerte – uanset hvem man er, og hvor man bor. For det er desværre ikke virkeligheden i dag, siger han.

Små ændringer kan gøre en stor forskel

Selv om strukturelle tiltag er nødvendige, kan vi også selv gøre meget. Forskning peger på, at en kost rig på grøntsager, frugt, bær, bælgfrugter, fisk, fuldkorn og nødder kan mindske risikoen for hjerte-kar-sygdom. Samtidig anbefales det at begrænse rødt kød, forarbejdede fødevarer samt tilsat sukker og salt.

Bevægelse er en anden vigtig faktor. Sundhedsmyndighederne anbefaler to til tre timers moderat motion om ugen. Men det behøver ikke være ambitiøs træning.

”Det kan være helt almindelige hverdagsgøremål, som at gå ned til bussen eller cykle bare en gang om ugen. Det er små vaneændringer, der kan gøre en stor forskel for at reducere risikoen for hjerte-kar-sygdom markant,” siger Morten Ørsted-Rasmussen.

Lyt til kroppens signaler

Hjertesundhed handler også om at reagere, hvis kroppen forandrer sig.

”Det handler også om at lytte til vores hjerter og for eksempel huske at gå til lægen, hvis man mærker noget anderledes,” lyder opfordringen fra Morten Ørsted-Rasmussen.

Hjerteforeningen arbejder politisk for mere og bedre forebyggelse samt sundere rammer for danskerne, samtidig med at foreningen rådgiver og støtter mennesker med hjerte-kar-sygdom. Blandt andet har man mulighed for at ringe til Hjertelinjen, hvor Hjerteforeningens faglige rådgivere kan vejlede én til sundere livsstil.